Siden august 2023 har der ikke været mange positive historier om Lizzo.
Her blev den amerikanske popartist anklaget for sexchikane og udskamning af tre tidligere ansatte. Senere fulgte en række andre personer – herunder dokumentaristen Sophia Nahli Allison – trop og anklagede Lizzo for blandt andet at skabe et ubehageligt og seksuelt ladet arbejdsmiljø for sine ansatte. Lizzo selv har kaldt anklagerne »falske påstande«.
Sammen med anklagerne blev tonen omkring Lizzo og hendes krop også mere hård og udskammende. »Det ser ud til, at fatshaming er tilbage på menukortet«, skrev Soundvenues musikredaktør Kristian Karl.
Nu er det blevet for meget for Lizzo. Hun har netop annonceret en form for pause i et Instagram-opslag, der af nogle medier (herunder Complex) tolkes som om, hun vil stoppe med at lave musik. I opslaget er hun dog vag omkring, hvad hun helt præcis kvitter. Det kunne også være sociale medier offentlighedens søgelys.
»Jeg er ved at være træt af at finde mig i at blive kritiseret af alle i mit liv og på internettet. Alt, hvad jeg ønsker, er at lave musik, gøre folk glade og hjælpe verden med at blive lidt bedre, end da jeg fandt den«, skriver Lizzo.
»Men jeg begynder at føle, at verden ikke ønsker mig i den. Jeg er konstant oppe imod løgne, der bliver fortalt om mig for at få opmærksomhed og visninger… at være den, der bliver gjort til grin hver eneste gang på grund af mit udseende… min karakter bliver flået fra hinanden af folk, der ikke kender mig og er respektløse over for mit navn«.
Hun afslutter med ordene: »Jeg meldte mig ikke til det her lort – JEG STOPPER«.
Tidligere har musikkollegaerne Beyoncé og Grimes taget Lizzo i forsvar.