Britney Spears afslutter sidste juridiske strid med sin far

Britney Spears afslutter sidste juridiske strid med sin far
Britney Spears. (Foto: Axelle/Bauer-Griffin/Getty Images)

Mere end to år efter, Britney Spears fik suspenderet det medieombruste værgemål, som faren Jamie Spears havde haft over hende gennem 13 år, har de to parter afsluttet end anden juridisk strid. Det skriver The Wrap.

Jamie Spears krævede nemlig kort efter værgemålets ophør, at Britney Spears skulle betale for de juridiske omkostninger, han havde ved »at deltage i procedurer angående Jamies fortsatte værgeopgaver i relation til at afslutte« ordningen.

Torsdag nåede Britney og Jamie Spears til et forlig i sagen ved Højesteret i Los Angeles. De specifikke vilkår i aftalen er ikke offentliggjort.

Advokat Alex M. Weingarten, som repræsenterer Jamie Spears, bekræfter over for The Wrap, at de to parter har løst alle udestående anliggender, og at faren »er fuldstændigt og endeligt afskediget som tidligere værge for formuen«.

Ifølge The Wrap krævede Jamie Spears, at datteren skulle betale ham omkring 2 millioner dollar for at dække omkostningerne til flere advokatfirmaer, han gjorde brug af under værgemålet, samt omkostningerne til hans advokat i sagen om at ophæve værgemålet.

Tilbage i 2021 kaldte Britney Spears advokat, Matthew Rosengart, farens krav for »en afskyelighed«.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af