Kaytranada havde lidt for travlt med at promovere sit nye album på NorthSide
For fem år siden gav Kaytranada et virkelig veludført show på NorthSide.
Dengang var det på den intime teltscene, hvor han havde det festende publikum i sin hule hånd. Stjerneproduceren vævede eminent sine sange sammen, så hvert nummer føltes som et imødeset event, og han behøvede ikke at sige et ord for at få publikum til at gøre, som han ønskede.
Der er sket meget i Kaytanada-land siden da. Han har udgivet tre album – ét af dem samme dag, som han vendte tilbage til festivalen – og han har vokset sig så populær, at han uden problemer kunne udfylde den store Echo-scene.
Det der nye album havde han travlt med at fortælle os om. Det virkede, som om han selv var en del mere entusiastisk end publikum over at have »new shit« med. Han hypede sit nye album op så insisterende og så hyppigt, at jeg tvivler på, at nogen gik derfra uden at vide, at han har et nyt album ude, og at det altså hedder ‘Timeless’.
Men var der egentlig plads til alt det nye materiale? Især i første halvdel føltes det, som om sangene kæmpede om pladsen.
Åbningsnummeret ‘At All’ varede knap nok et minut, før vi var videre i maskineriet. De helt nye ‘Snap My Finger’ og ‘Hold On’ med henholdsvis PinkPantheress og Dawn Richard på vokal fik længere spilletid, men nåede aldrig helt deres forløsning.
Det lugtede af, at Kaytranada havde langt flere sange med, end der reelt var mulighed for at klemme ind på en time. Og han kunne jo ikke bare skære det nye guf væk – han havde jo et album at promovere.
Omtrent halvvejs var det værste promoshow dog overstået, og sangene fik mere plads til at ånde. Faktisk fik de så meget plads, at han kørte dem helt til ende, så der pludselig var pauser mellem sangene frem for de spicy overgange, han ellers havde vist, at han mestrede.
Men så var der ellers også smæk på kvaliteten. Basgangen på ‘You’re the One’ var afsindigt lækker. Et pumpende, mere house-klingende remix af Beyoncés ‘Cuff It’ tilsat svirrende arpeggios var en ubesværet feststarter.
Da en sagte basgang stilfuldt lagde an til ‘Lite Spots’, gjorde det, at det hektiske omkvæd blev så meget desto mere ekstatisk – og da det var overstået, blev der gjort plads til alle de særegne, jazzede lyde, der kendetegner nummeret.
Tætpakkede synths gjorde droppet på ‘4eva’ magisk, og da han vovede sig ud i en nærmest balkan-klingende rytme på introen til ‘Witchy’, demonstrerede han en villighed til også at lege med det helt nye materiale.
En lang sektion uden percussion og bas på hans remix af Janet Jacksons ‘If’ var prikken over i’et, og det gjorde nummeret totalt uimodståeligt. Mere af den slags og mindre promoarbejde en anden gang, tak.
Kort sagt:
Kaytranada havde tydeligvis for mange sange, han havde lyst til at spille, nu hvor han var aktuel med sit nye album. Men da han først fik momentum, leverede han uimodståeligt vellydende dance-bangers på stribe.