Donald Glover har efterhånden i flere år sagt, at han har haft i sinde at lægge sit hiphop- og r’n’b-alterego Childish Gambino på hylden. Allerede i 2018 kaldte han sin dengang igangværende turné for »den sidste Gambino-turné nogensinde«.
Hans liv som turnerende musiker er ganske vist endt med at vare nogle år længere end det – hvilket betyder at vi når at få ham forbi København senere i år – men per dags dato har han lagt låg på Childish Gambino som albumkunstner med albummet ‘Bando Stone and The New World’.
Tilbage i april 2024 annoncerede han, at han havde to afsluttende album på vej – »Vi udgiver ‘Atavista’, men efter det er det det sidste Childish Gambino-album, et soundtrack til fansene« sagde han i en livestream. Det første, ‘Atavista’, der var en opdateret udgave af 2020-albummet ‘3.15.20’, udkom som surprise-udgivelse i maj, og det allersidste Childish Gambino-album, det nævnte soundtrack, er så udkommet nu.
‘Bando Stone & The New World’ er også et soundtrack i den bogstaveligste forstand af begrebet. Albummet vil nemlig fungere som Soundtrack til en film af samme navn, hvor Donald Glover spiller hovedrollen. Filmen har endnu ikke nogen offentliggjort premiere- eller udgivelsesdato, men en trailer landede for et par uger siden.
Tracklisten er spækket med spændende samarbejdspartnere. R’n’b-sangerne Jorja Smith, Fousheé og Chlöe låner deres stemmer til projektet, og det samme gør både trap-feststarteren Flo Milli og rage rap-innovatøren Yeat. I det endnu mere uventede hjørne finder vi Donald Glovers søn Legend og det psykedeliske rockband Khruangbin, der tidligere denne måned gæstede Roskilde Festival.
Den mest gennemgående gæst er r’n’b-, afrobeats- og pop-eksperimentalisten Amaarae, der også gæstede den seneste udgave af Roskilde Festival. Hun er på streamingtjenester krediteret for sine optrædener på numrene ‘Talk My Shit’ og ‘In the Night’, men på Instagram har Glover afsløret, at hun også optræder på åbneren med den kryptiske titel ‘H3@rt$ W3re M3@nt t0 F7¥’.
Amaarae agerer også support for Childish Gambino i Royal Arena, så forhåbentlig betyder det, at disse numre kan få live-assistance fra hende, når koncerten finder sted til november.