Det var ikke Khruangbins skyld, at magien udeblev på Roskilde Festival
Onsdag aften overværede jeg et veloplagt Jungle spille en halvtfyldt koncert på Orange Scene. Torsdag aften overværede jeg et veloplagt Khruangbin spille en fuldkomment proppet koncert på Arena.
Allerede tyve minutter før koncertstart var der stuvende fuldt under teltdugen, og tilstrømningen fortsatte uophørligt.
Det er en gammel vise, I know, men: kære Roskilde Festival, tag nu højde for de publikumsmæssige udfordringer, der ligger i at arrangere landets største musikbegivenhed. Jeg er med på, at det er et stort logistisk puslespil, men ’orange feeling’-magien udeblev altså under Khruangbins koncert.
Og det var ingenlunde deres skyld. Den texanske trio har tidligere leveret en stjernestund på Avalon i 2019, hvorfor man da også forstod, at de talstærke og glade festivalgængere ønskede at opleve bandet igen nu, hvor de fuldt forståeligt var blevet opgraderet til en større scene.
At opleve en Khruangbin-koncert er at blive hensat i en tilstand, hvor floskelagtigt det end lyder. Det overvejende instrumentale lydbillede udnytter virkelig det fulde potentiale af, hvad en powertrio formår. Således også på Arena torsdag aften.
’May Ninth’ vuggede svalende afsted i koncertens begyndelse og lagde sig som en skøn brise af vellyd, og det var en fornøjelse at bevidne det tonale spektrum hos Mark Speer, og hvordan han hvilede i sit smagfulde guitarspil.
At sætte sin instrumentale fermhed i højsædet kan dog også have sine udfordringer. For lige så let det var at fortabe sig i ekvilibrismen, lige så let var det momentvis at zone ud i løbet af den timelange koncert.
Men bedst som man tog sig i at stene lige vel nok, fik tempoet og groovefaktoren et nøk op med ’So We Won’t Forget’ og ’Hold Me Up (Thank You)’, hvor Laura Lee havde den vokale hovedrolle, og Donald Johnston leverede talrige raffinementer på trommesættet.
Det er naturligvis fuldt forståeligt at andre også ønsker at opleve koncerten fra en mere fordelagtig position, men det er en distraherende faktor at stå som sild i en tønde til lige netop den slags koncert.
Det genremæssige aspekt spiller nemlig ind. For hvor man under en banger-spækket popkoncert nok ville overgive sig euforien, opererer Khruangbin i et felt, hvor man lader sig henføre af finesser og nuancer. Og når man viber ind i et sådant univers, skal man helst ikke forstyrres.
Musikalsk betragtet var Khruangbins koncert på årets Roskilde Festival således enormt tilfredsstillende. Det var bare ærgerligt, at praktiske omstændigheder obstruerede for en potentielt fortryllende oplevelse.