Josef ‘Bedøvende’
19-årige Josef slog igennem allerede 13 år gammel i duoen Josef og Elias. Med ‘Bedøvende’ omfavner han en hiphoppet r’n’b-lyd, der leder tankerne hen mod tidlig Lord Siva eller Karl William. Sangen handler om, at den unge hitmager skal give slip på omverdenens forventninger og leve mere i sig selv.
Caroline ‘Coldplay Cover’
Få dage inden udgivelsen af det vidunderligt sære album ‘Caroline 2’, delte Caroline en sidste singleforløber med den opsigtsvækkende titel ‘Coldplay Cover’.
Havde man håbet, at postrockerne ville fortolke Chris Martin & Co., går man dog galt i byen. Til gengæld får vi en hjertevarm folk-hymne så smuk, at det er svært at lade som om, man hellere ville have hørt oktetten spille ‘Yellow’.
Kundo ‘Alt igen’
»Legende saxofon, jazzet klaver, luftig guitar og en kæk basrundgang skaber et arrangement, der står som et lille mesterværk på en allerede glimrende trackliste«.
Sådan skriver Soundvenues Anton Nørbæk om ‘Alt igen’ i sin anmeldelse af Kundos debutalbum ’24’. Det er sådan et nummer, der løfter et stærkt album til helt nye højder.
Kind Mod Kind ‘Sad Boy Summer’
Droppet på ‘Sad Boy Summer’ lyder »som en slags musikalsk destillation af forventningen om sommeren, som den burde være, og fremstår på den måde – som forventninger altid gør – hjemsøgt af den smertefulde risiko for dyb skuffelse«.
Det skriver Soundvenues Rasmus Weirup i sin anbefaling af Kind Mod Kinds første reelle singlesatsning siden debutalbummet ‘</3’. Det lover jo rigtig godt for en kommende toer.
Hun_sagde ‘Vissen blomst’
Tidligt i karrieren lavede Hun_sagde mere hiphoppet musik (deraf det Ukendt Kunstner-refererende kunstnernavn), men de seneste år har hun omfavnet et mere poprocket udtryk.
Emo-poppunkede guitarer og en intens vokallevering gør ‘Vissen blomst’, til hendes muligvis bedste skæring til dato.
Miley Cyrus feat. Naomi Campbell ‘Every Girl You’ve Ever Loved’
Naomi Campbell udgav faktisk et r’n’b-album i 1994, men ikke desto mindre er supermodellen en noget overraskende feature – selv på et album så fyldt med overraskelser, som Miley Cyrus’ ‘Something Beautiful’ er.
Men Campbells spoken word får nu engang Cyrus’ pumpende disco-banger til at gå lige i hjertekulen.
Haim ‘Take Me Back’
Haim er som altid glade for at udgive mange singler forud for et album. Dette let tweepoppede stykke akustisk rock byder på insisterende trommer, et iørefaldende hook og dybt charmerende stykker med henholdsvis mundharmonika og saxofon centralt i billedet.
Det lyder totalt ulig de andre singleforløbere, så mon ikke albummet ‘I Quit’ kommer til at stikke i mange retninger, når det udkommer 20. juni?
Nina ‘Twink’
Sidste uge kunne vi præsentere en lovende skæring fra to Bar Italia-medlemmer, og nu er det gruppens tredje medlems tur. Nina Cristante har allerede flere soloalbum på samvittigheden, men det seneste ligger fire år tilbage – måske så Nina har kunnet fokusere på Bar Italia.
Men dette støvede stykke indierock er så gennemarbejdet og slacker-cool, at man let kan begynde at drømme om en ny soloudgivelse fra hendes hånd.
Mavi feat. Earl Sweatshirt ‘Landgrab’
Der er efterhånden udsprunget et helt lille økosystem af undergrundsrap, som Earl Sweatshirt har blåstemplet.
Et af de bedste navne på den scene er Mavi, der laver pivlækker, soulet jazzrap med så meget karakter, at det faktisk kan sætte sig fast på blot halvandet minut – blandt andet grundet stærk tagteam-kemi med netop Earl Sweatshirt’.
Addison Rae ‘Fame is a Gun’
Vi afslutter denne uges Top Tracks, som vi begyndte – med en sang, der sætter musik til alskens tanker, som berømmelse sætter i gang hos en ung kunstner, der har været kendt siden teenageårene.
‘Fame is a Gun’ er blot den seneste i en decideret perlerække af catchy singler, der har ledt op til, at Addison Rae udgiver debutalbummet ‘Addison’ på fredag.
Mangler du mere ny musik? Så gå på opdagelse i sidste uges Top Tracks.
Følg vores ugentligt opdaterede Top Tracks-playliste på Spotify: