Kompromisløse Kundo laver noget af det mest ambitiøse danske hiphop lige nu på debutalbummet ’24’
ALBUM. Siden vejlenseren Kundo debuterede med hjemstavnshymnen ‘7100’, har det stået klart, at han bringer noget helt særligt til den danske hiphopscene.
Da han et halvt år senere fulgte op med ep’en ‘Bar’ en drøm’, stod det også klart, at der var tale om en artist med tydelige kunstneriske ambitioner.
Omend han skuer til sine hiphop-forfædre i Ukendt Kunstner og Artigeardit, har han altid haft sin egen distinkte (og vejlensiske) måde at rappe på, som effektivt skiller ham ud fra mængden.
Derfor var det også en glædelig nyhed, da han tidligere på ugen offentliggjorde, at debutalbummet ‘24’ endelig skulle se dagens lys. Særligt taget i betragtning af singleforløberen ‘02:34’, som gjorde stort indtryk på undertegnede med sine Madlib-beatswitches og ubønhørlige rapvers. Intet omkvæd, bare bars.
Og resten af albummet byder på lige så kompromisløse numre, der yderligere cementerer, at Kundo er en af genrens mest interessante danske stemmer.
Som på den næsten avantgarde ‘Gollum’, hvor aparte synthakkorder, dystre strygere og nedpitchede vokalchops bærer Kundos anti-materialistiske budskab frem. »Mærk adrenalinen og nyd lige maskinen, der’ tæller op i lag«, rapper han i omkvædet med en tydelig sortseer-attitude.
Anderledes hjertevarmt går det for sig på den sprudlende og MGMT’s ‘Electric Feel’-klingende ‘Hold min hånd’ med Samantha Mercano fra jazzgruppen Univers i det fabelagtige post-omkvæd. Kundos romantiske vers fremprovokerer bløde knæ, når han ømt rapper »Lad mig dyk i dig som en sommersø / Indtil i morgen, hvor det’ overskyet«.
Instrumentalt er der også masser af nævneværdige detaljer på pladen. Som de nærmest uhyggelige saxofon-passager i interluden, de boblende bongotrommer på ‘Tomrum’, de episke synthesizers i outroen på ‘Nye problemer’ og de elektropoppede keys, tyggegummi-trommerne og de ‘The College Dropout’-agtige børnekor-chops på afslutteren ‘Op og ned’.
Et højdepunkt er næstsidste nummer, ‘Alt igen’, hvor legende saxofon, jazzet klaver, luftig guitar og en kæk basrundgang skaber et arrangement, der står som et lille mesterværk på en allerede glimrende trackliste. Disse detaljer vidner ikke bare om Kundos gode smag i produktioner, men også om den førnævnte kompromisløshed, der gennemsyrer hele projektet.
Den eneste rappende gæst er Benny Jamz, der er helt ekstraordinært veloplagt med et decideret dobbeltempo-vers i slutningen af ‘Keem’ – et nummer i åbenlys gæld til Baby Keem, men med sin egen charme. Det er måske lidt bizart, at Jamz et sted postulerer, at hans pis er champagne, men leveringen er så energisk, at man tilgiver ham.
Kundo kan afgjort også – omend på sin egen måde – fremmane et stabilt sunget omkvæd. Som på titeltracket, hvor han har en helt særlig porøs og falset-agtig levering, eller på ‘Nye problemer’, hvor lyder påfaldende meget om en ung Pharrell Williams.
Der sker et lille kvalitetsdyk på ‘Decimaler’, der føles som en tematisk og æstetisk gentagelse fra tidligere sange på pladen, men selv det nummer er et lyt værd med med sin hoppe-indbydende og trappede energi.
‘24’ er ikke bare et stærkt debutalbum. Det er et projekt, der viser, at Kundo uden at blinke både vil og kan levere noget af det mest ambitiøse danske hiphop lige nu.
Kort sagt:
Kundo er en af tidens mest interessante stemmer i dansk hiphop, og med debutalbummet ‘24’ bærer hans kompromisløse tilgang for alvor frugt.