Clipse bragte en hårdkogt hiphoplektion til Roskilde Festival

KONCERT. Kvalitet kan ikke holdes nede. Det må være konklusionen efter Clipse første visit på Roskilde Festival siden 2007. 

For en lidt overivrigt hypeman-dj, en ordentlig syg bas, som slugte en del af de (vigtige!) subtile produktionsmæssige detaljer, og et lidt statisk show på en meget stor scene kunne ikke skygge for, at Malice og Pusha T har en af hiphoppens mest skarptslebne diskografier.

Clipses ekstreme præcision er deres claim to fame. Deres metaforer, referencer og rimstrukturer er tætpakkede, komprimerede og afvejet på decimalen som de små hvide poser, de rapper om. Det samme kan siges om deres samarbejde med The Neptunes, hvis minimalistiske, kondenserede produktioner er resultat af den fornemmeste studiealkymi og et studie i less is more.

Brødreduoens legendestatus er groft sagt etableret på fire år med den fremragende debut ’Lord Willin’’ (2002) og milepælen ’Hell Hath No Fury’ (2006), et af dette årtusindes mest kompromisløse og mesterlige hiphopalbum. Så meget desto mere imponerende var det, da Clipse sidste år brød halvandet årtis pause med comebackalbummet ’Let God Sort Them Out’, som tager tråden op fra Clipses heydays uden på nogen måde at lyde uddateret. 

De nye numre udgjorde da også mere end halvdelen af setlisten. ’Chains & Whips’, ’M.T.B.T.T.F.’ og ’Fico’ fik hænderne i vejret hos publikum, der også tog kærligt imod intenst huggende klassikere som ’Grindin’’, ’Momma I’m Sorry’ og ’Mr. Me Too’. 

Leveringen fejlede ikke noget hos hverken Malice eller Pusha T, og førstnævntes rolige, tilbagelænede topdog-positur blev modsvaret af King Pushs mere ekspressive performance med markeret gestikuleren og intense øjne.

Flere gange placerede de sig i hver sin side af scenen med en halv fodboldbane imellem sig, hvilket gik ud over interaktionen mellem dem. Det gav til gengæld god plads til bagsceneskærmen, der med sit hektiske miks af alt fra cowboys, stoffer, fattigdom og våben til raceuroligheder, Mike Tyson og O.J. Simpson kommunikerede en dybereliggende fortælling om nyere amerikansk historie. Clipse var ikke kommet for at please – og tak for det.

Til slut blev den hårde cokerap-attitude dog blødt op, da ’The Birds Don’t Sing’, hvor Malice og Pusha T bearbejder tabet af deres forældre, skabte decideret rørende stemning og krammere i pitten. Herefter sluttede Clipse af i vækkelsesmøde-mode på den gospelklingende ’So Far Ahead’, komplet med kristne slagord og religiøse motiver. Og således sluttede den hårdkogte historiske hiphoplektion på en overraskende positiv note.

Find hele Soundvenues dækning af Roskilde Festival HER.