Duften af napalm hang i luften, da sprængfarlige Iceage erobrede Roskilde Festival

KONCERT. Der var godt med folk stimlet sammen, da postpunk-heltene i Iceage sjoskede ind på Eos. Uimponerede, selvfølgelig. Guitarist Casper Morilla var på krykker og havde benet i en skinne. De lignede lidt indbegrebet af dagen efter festen, som de stod der i den tidlige aftensol.

Så er det heldigt, at det mest punkede, man kan gøre, er at give pokker i vold med, hvad det ligner, eller hvad folk forventer. Kvintetten kastede sig hovedkulds ud i at fremføre hele det nyudgivne album, ‘For Love of Grace & the Hereafter’, uden side quests. Et album, der blev beskrevet af Soundvenues anmelder som Iceage på slap line.

Elias Rønnenfelt lignede i et par sekunder én, der kraftigt overvejede, om han skulle kaste mikrofonstativet gennem toppen af scenen. Den blev hurtigt droppet under åbningsnummeret ‘Ember’, der også klart viste, hvad det var for et Iceage, der var fløjet ind for at åbne Final Days på dette års Roskilde Festival.

Selvom han er en gudsbenådet frontmand, var det ikke meget, Rønnenfelt snakkede med sit publikum. Faktisk råbte han mest ud, uden mikrofon, så hans stemme blev overdøvet af støjen på pladsen. Men hey, der var ingen grund til at gå i samtaleterapi med et publikum, hvis indre ur alligevel viste kvart i moshpit.

Iceage erobrede scenen med et album, der er ret sjovt – det er musik, der vil frem og ud – og det nye materiale faldt bestemt ikke igennem, selvom det var svært at lege mørkemand. Om det var »duh duh duh«-hooket på ‘Match Head Girl’ eller den pivfalske blokfløjtesolo på ‘The Weak’, var man ikke i tvivl om, at vi var vidne til en herligt selvironisk Elias Rønnenfelt.

Han var sprængfarlig, og duften af napalm hang i luften. Der manglede bare en lillebitte gnist: »Go ahead and die for love / Fantasize about us / Would you?«, og det var præcis sådan en lokkende bemærkning, publikum havde behov for. Nu kunne der gives slip og moshes, mens Rønnenfelt selv snurrede rundt på et ben.

Kvartetten havde forløst den rowdy, men også hyggelige, småforelskede stemning, de havde pisket op, og Rønnenfelt hoppede kækt ud i publikum, mens Dan Kjær Nielsen hektiske hi-hat-arbejde sørgede for at holde alting på skinner.

‘Star’ fik ovenikøbet et lille smil frem hos en ellers kontrolleret Elias Rønnenfelt. At han skulle op i sit lyse register fik noget drenget og flabet frem i hans stemme, og det var også et ikonisk nonchalant »taaak«, Rønnenfelt gav til sit publikum efter en ellers voldsom tur ud i menneskehavet.

Man kunne have frygtet, at Iceages optræden på Eos ville miste lidt af fysikaliteten i fuldt dagslys, men heldigvis var der masser af rusken, røgskyer og rastløshed.

Find hele Soundvenues dækning af Roskilde Festival HER.