Er Tyla ved at skabe Sydafrikas svar på k-pop?
KONCERT. Det var først, da jeg så hende på scenen i K.B. Hallen omgivet af letpåklædte dansere, at jeg forstod, hvor kolossale Tylas ambitioner er.
»You want the AP, girl, which version?« koketterede hun selvsikkert på åbningsnummeret, den pralende banger ‘That Girl’. AP henviser godt nok til luksus-urmærket Audemars Piguet, men kunne lige så godt være en forkortelse for amapiano – den sydafrikanske klubgenre, Tyla har gjort til grundlaget for sin egen globale pophybrid, popiano.
Skulle man være i tvivl, kunne man bare kigge på mikrofonen. Her lyste bogstaverne ‘A*Pop’, titlen på hendes seneste album, i skrigende pink. Mikrofonen blev et billede på, hvordan alt, hvad Tyla foretager sig, er filtreret gennem hendes eget genrebrand, der næsten strålede lige så kraftigt som de selvlysende bikinier, hun og danserne var iklædt.
I interviews lægger Tyla heller ikke skjul på sine tårnhøje ambitioner og drømmen om at løfte arven efter idolet Rihanna. Med ‘A*Pop’ blev strategien tydelig: Tylas popiano tegner sig som et sydafrikansk svar på k-pop. En opsigtsvækkende manøvre, for den amapiano-kultur, der voksede frem i Sydafrikas townships i begyndelsen af 2010’erne, ligger langt fra k-poppens stramt komponerede og hookbaserede sangstrukturer. Tempoet er lavt, intensiteten bygges langsomt op, og groovet får tid til at forplante sig i hofterne.
Til koncerten blev det klart, at det snarere er k-poppens popindustrielle logik end dens æstetik, som Tyla læner sig op ad. Det gælder om tydeligt at markere den lokale forankring i et globalt orienteret poplandskab. K.B. Hallen var forvandlet til en hedonistisk natklub midt i bushen. Omkranset af savannens tørre græs boltrede Tyla og hendes dansere sig twerkende på et stillads, som heldigvis var solidt plantet, så det kunne stå imod skælvene fra den tonstunge log drum-bas.
Fra første sekund rungede bassen så intenst, at det føltes, som om koncerten foregik inde i en tørretumbler. Tylas vokal skinnede krystalklart over den bastunge musik, der udelukkende blev afviklet som backtrack. Godt nok var det søndag aften, men Tyla var fast besluttet på at starte en fest. »Tyla, we wanna party!« fik en af danserne publikum til at skråle.
Men trods publikums entydige opbakning blussede festen kun op i glimt. Midtvejs begyndte koncerten at træde vande under en lang sekvens, hvor Tyla performede alene på scenen. Her fremstod hendes popiano ikke længere som en forfriskende hybrid, men som et kompromis mellem to modsatrettede musikalske logikker. Amapianoens grooveorienterede tålmodighed var svær at forene med popkoncertens krav om dynamik og fremdrift.
Det var først, da vi sent i koncerten nåede til den flamboyante ‘Chanel’, at Tylas A-pop for alvor viste sit potentiale. Scenografien skiftede, og pludselig befandt vi os midt i et modeshow. På et rullebånd catwalkede Tyla og danserne frem og tilbage. »Say you love me, put me in Chanel«, sang hun i en flabet forherligelse af en luksuskultur, hvor kærlighed og købekraft er to sider af samme sag. Her blev poppens dyrkelse af kommerciel ekstravagance en spændstig kontrast til amapianoens eskapistiske klubæstetik.
Men det genvundne momentum i ‘Chanel’ blev ikke udnyttet. I stedet kørte resten af koncerten, hvor hun spillede sange fra det nye album, på rutinen. Ihærdigt forsøgte hun at få gang i festen, men den nåede aldrig længere end de forreste rækker. Tyla har stadig noget at bevise, hvis hun vil konkurrere med k-popdynastierne. For selvom hun har opskriften på en global popsensation, mangler hun stadig at få alle ingredienserne til at spille sammen.
Kort sagt:
Tyla vil gøre sydafrikansk amapiano til en global popsucces på linje med k-pop. I K.B. Hallen demonstrerede hun sit enorme potentiale, men også hvor svært det er at forene klubmusikkens dvælende grooves med popkoncertens krav om fremdrift.