’The Silent Age’: Tidsrejser og trompetbukser mødes og sød musik opstår
Bakkenbarter, trompetbukser og buskede overskæg er sjældent det første man tænker på, når talen falder på stilsikre og skarptskårne digitale oplevelser. Ikke desto mindre er det netop de to retninger, der mødes, i det danskudviklede point-and-click adventurespil ’The Silent Age’. En genfortolkning af det klassiske adventure-format, hvor man går omkring, finder dimser, som man bruger med andre dimser, og løser små puzzles, for at kommer videre i historien.
Spillet har tidligere været udgivet som to separate episoder på både Android og iOS, med noget der lignede to år mellem de to episoder. Men nu er hele pakken samlet til ét pc-spil, der netop er udkommet på Steam. Udviklerne, danske House on Fire, har samtidigt benyttet lejligheden til at give grafikken en opstrammer og spillet har også fået indspillet lyd til alle dialogerne.
Herfra kunne man så kaste sig ud i at beskrive alle spillets delelementer. Hvordan gåderne fungerer, om styringen er i orden, om grafikken er pæn, men i ’The Silent Ages’ tilfælde giver den tilgang ikke ret meget mening. Det lyder måske opstyltet, men sandheden er, at The Silent Age’ først og fremmest er en totaloplevelse, hvor summen er større end de enkelte elementer.
I et syret krydsmiks af skarpe grafiske flader og farver, et lavmælt dronende kor af synthesizerlyde og en historie, der springer frem og tilbage mellem 70’erne og fremtiden, transporteres man ind i en sær melankolsk stemning. Godt hjulpet på vej af spillets særegne grafiske look, der næsten virker sterilt sammenlignet med andre spil i samme genre.
Med den specielle lydside og det åbne og enkle grafiske look viser det sig også, at spillets titel er mere end et kækt påfund. For det er vitterligt en følelse af stilhed og ensomhed, der præger spillet. Særligt når man bevæger sig rundt i den ensomme fremtid, hvor en dræbervirus i bedste ’12 Monkeys’-stil har udryddet menneskeheden og efterladt den forfaldne storby i naturens vold.
Rent spilmekanisk fungerer ’The Silent Age’ også ganske fint. De forskellige gåder er ganske fornuftigt skruet sammen, selvom det ret simple interface og inventory-system sætter nogle naturlige grænser for, hvor udspekulerede opgaver man kan blive stillet over for som spiller.
Læs også: ‘Hatred’: Slatten slagte-underholdning med provokationsfaktor som Marilyn Manson
Til gengæld gør spillet flittigt brug af evnen til at hoppe i tiden, og med den udfordring smidt oven i mikset, er der tilstrækkelig med hjernegymnastik til, at det ikke bliver for let. Derudover trækker spillet også på de klassiske tidsrejse-paradokser til at putte et par ganske snedige plottwists ind i historien.
Tilføjelserne til pc-udgaven er dog lidt en blandet fornøjelse. For mens grafikken nu står knivskarpt, har man af uforklarlige årsager valgt en skrifttype, som har grimme pixellerede kanter. En petitesse måske, men i et spil som ellers er så grafisk bevidst, er det ærgerligt. Stemmeskuespillet er også for det meste ganske fint, men på den anden side, så fjerner det også lidt af den sære forladte stemning, som står som spillets absolut stærkeste kort.
I sidste ende er det dog ikke noget, som kan ødelægge oplevelsen af et rigtig fint spil, med en enestående stemning, som bliver siddende i kroppen længe efter, at man har sluppet musen.
Gode ting
+ Enestående stemning
+ Unikt grafisk udtryk
+ Under overfladen gemmer sig også et fint adventurespil med en god historie.
Knap så gode ting
– Pc-tilføjelser er ikke et ubetinget gode
– Simpelt interface begrænser gådernes kompleksitet
– Sær epilog lever ikke op til kvaliteten i resten af spillet