‘Uncharted 4: A Thief’s End’ er generationens mest imponerende og helstøbte spil
Nathan Drake og hans scenevante hjemmedrenge er endnu en gang på skattejagt tværs over en håndfuld kontinenter, og årets – hvis ikke generationens – flotteste spil prøver at leve op til de enorme forventninger, som seriens tre tidligere spil (og sidste års HD-remake af samme) har sat.
Same old, bare bedre
‘Uncharted 4’ følger opskriften fra de forrige spil på godt og ondt. Man skal skiftevis hoppe lidt fra den ene platform til den næste, skyde lidt med nogle pistoler, kigge på lidt animeret skuespil og så løse en gåde enten via kasser, der skal flyttes så vægten passer, eller med hemmelige koder, der skal knækkes.
Alle tingene fungerer rigtig fint hver for sig, og er tilpas forskellige til, at man ikke føler man sidder i det samme element flere timer i streg. Dog kører ‘Uncharted 4’ lidt i samme rytme som de foregående spil, særligt 2’eren slægtes på (ikke det værste der kunne ske, da det er seriens hidtidige højdepunkt), men når man først fornemmer pacingen bliver det hurtigt en smule forudsigeligt hvad der skal ske.
Flere gange er det da også samme “twist” der sættes ind for at skubbe en mission op i gear: Flere lejesoldater der dropper ned fra loftet, broer der knækker eller lignende. Sjovt nok er det dog sjældent irritationsmomenter fordi Naughty Dog har skampoleret designet så meget, at man klapper i hænderne hver gang en af disse indtræffer, også selvom man godt havde på fornemmelsen at ‘nu sker der sgu nok noget’.
Naughty Dog er så imponerende overbevisende, at man hurtigt tilgiver en grad af metaltræthed i manuskriptskrivningen. Det er næsten ligegyldigt hvad der sker, for det hele ser jammerligt godt ud. ‘Uncharted 4’ føles, styres og ligner de andre spil i serien men er opgraderet, mere poleret og bedre designet på alle fronter. Forventeligt af et Playstation 4-spil, men stadig en udsøgt fornøjelse at have fingrene i.
‘Uncharted 4’ er smukt
Og når vi nu er ved det, kommer vi ikke udenom at tale om æstetikken: Uncharted 4 er hamrende pænt. Urimeligt pænt. Det får nærved alle andre moderne PlayStation 4-perler til at blegne på grafik-fronten. Jeg har haft fornøjelsen af at anmelde ‘Doom’, ‘Dark Souls 3’, ‘Firewatch’ og en håndfuld andre spil i år og flere af dem har imponeret på grafikfronten.
Men ‘Uncharted 4’ er med længder det lækreste, mest velpolerede og grafisk imponerende – og løbet er ikke engang tæt. Selv uden at tage PlayStation 4’s hardwaremæssige begrænsninger in mente, er ‘Uncharted 4’ det smukkeste kirsebær på toppen af den ellers ret flotte isdessert som 2015/2016 har været indtil nu.
‘Uncharted 4’ tager ikke de store chancer med den grafiske stil. Den er virkelighedstro i både farvevalg, udformning og fysik og forsøger at ramme så tæt på den ikke-digitale verden som muligt. Mange spil har prøvet det før – de fleste har fejlet – men ‘Uncharted 4’ formår at skabe en verden, hvor milliarder af pixels på skærmen konstant sidder som perler på en snor og maler de flotteste, maleriske naturscenarier, der samtidig opfører sig ganske efter fysikkens love.
Håret bevæger sig i vinden, sneen både knirker og sætter spor og stenene triller realistisk når man løber over dem. Særligt ansigtsmimikken er næsten uhyggeligt naturtro og tillader historiefortællingen at komme rigtig effektivt ud ad skærmen.
Med ‘Uncharted 4’ som spydspids er det tydeligt at spilindustrien nærmer sig Hollywood med hastige skridt. PC-spillene har det sidste år udbygget deres solide føring når det kom til grafik og fysik-motorer, hvor spilkonsollerne ikke havde hardwaren til at følge med. Men med Drake-klanens sidste eventyr lukkes føringen ned til det minimale. Det er (og nu er det ord snart slidt op) imponerende pænt hvad udviklerne hos Naughty Dog klemmer ud af den efterhånden en smule bedagede Sony-konsol.
Et sløvt tilløb til fuld fart
‘Uncharted’-serien har altid været drevet af historien og stemningen: Eventyrerne om den dristige, men hammer-charmerende Nathan Drake og hans tro væbner, Victor ‘Sully’ Sullivan, som løser gåder, skyder med pistoler og hopper fra afsatser, alt imens de kække bemærkninger lander som skidt fra spædekalve.
‘Uncharted 4: A Thief’s End’ bliver det sidste spil i serien og Naughty Dog lader historieskrivningen følge med grafikken op i højeste gear og introducerer inden for den første time en stak nye, såvel som gamle karakterer. De fleste er kærkomne (gen)syn, men afhjælper desværre ikke, at de første par timer (med undtagelse af et sublimt og rørende åbningskapitel) føles som en lang introduktion til det forestående eventyr og der kommer ikke rigtig drama på banen før efter cirka tre timers spilletid.
Det er okay – introduktionerne og startkapitlerne er stadig fine, sjove, pæne og alt det der, men når spillet fungerer på de samme mekaniske præmisser, som de tre foregående spil (og mange andre) så bliver det en snas til den træge side, at skulle holdes i hånden så længe.
Til gengæld er både fortælling og pacing, så snart de kommer op i fart, ikke til at stoppe igen. Herfra er det en sand fornøjelse at følge Nate, Sully og de andre på deres farefulde færd over ørkener og snelandskaber, på høje klipper og i dybe huler. Spillet træder en lille smule vande inden det rigtig skifter gear fra hyggeligt til holdpåhatogbriller, men hele vejen igennem er historien er velskrevet, kæk, humoristisk og leveres pragtfuldt af stemmeskuespillerne bag karaktererne. Mest iørefaldende er kemien mellem hovedkarakterne, leveret af Nolan North, Troy Baker og Richard McGonagle.
Endelig vurdering
‘Uncharted 4’ gør ikke alt rigtigt. Den sløve start på historien, de lidt slidte spilmekanismer og den smukke, omend aldrig udfordrende grafiske stil trækker alt sammen lidt ned. På papiret.
I virkeligheden glemmer jeg alle anker og påskud for minuspoint så snart den latterligt imponerende motion capture-ansigtsmimik sætter ind og de virkelighedstro karakterer både lyder, gestikulerer og ser ud som rigtige mennesker. Eventyret tager pludselig fart, fordi Nate og slænget af slyngler popper ud af skærmen med en hidtil uhørt fart.
‘Uncharted 4: A Thief’s End’ sætter ved første øjekast et par dansetrin forkert, men når først, der kommer fart i skøjterne, er alt tilgivet og tilbage står et af generationens uden tvivl mest imponerende spil.
Godt
+ Himmelråbende god grafik
+ Perfektioneret puzzle-eventyr
+ Livagtigt og charmerende skuespil
Skidt
– Lidt langsom start
– Alle spilelementerne er set før
– Meget få chancer i både design og indhold