Det famøse tegneserieband Gorillaz, der er et hjertebarn mellem Damon Albarn og illustratoren Jamie Hewlett, har fået en Instagram-konto, der i skrivende stund er ved at optrevle det fiktive bands historie fra 2000 – og formodentlig frem til 2016.
Der bliver lagt nye billeder op et par gange i timen akkompagneret af klip fra bandets portefølje og interessante småbidder af bandet bestående af 2-D, Noodle, Russel Hobbs og Murdoc Niccals. En del vil kunne nikke genkendende til en del af indholdet fra Gorillaz’ tidligere, geniale website, der tog besøgende gennem bandets ligeledes fiktive (og dæmon-besatte) studie i Sussex.
Damon Albarn har siden 2014 teaset, at der var nyt på vej fra Gorillaz (og The Good, The Bad, The Queen for den sags skyld), så mon ikke vi kan se frem til, at der nu efterhånden sker noget på det løfte.
Sidste gang Gorillaz var pladeaktuelle var i 2010 med albummet ‘Plastic Beach’ og det opfølgende iPad-album ‘The Fall’.
Læs også: Gorillaz vågner fra dvalen – se Damon Albarn i teaservideo fra studiet med Jamie Hewlett