Kærlighed mellem racer er stadig tabu i Hollywood

Kærlighed mellem racer er stadig tabu i Hollywood
Alessandra Mastronardi og Aziz Ansari i anden sæson 'Master of None'.
Mennesker af forskellige hudfarver mødes alt for sjældent i film og serier. Og når de endelig gør, falder historierne ofte i to kategorier. Vi savner den gyldne middelvej.
Kærlighed mellem racer er stadig tabu i Hollywood
Freja Dam

Filmjournalist og fast skribent for Soundvenue

KOMMENTAR. Mens amerikanerne i stadig højere grad gifter sig på tværs af race og etnicitet, tøver Hollywood endnu med at portrættere interraciale kærlighedsforhold. Når de endelig forekommer, er race som oftest enten motor for filmens konflikt (kan kærligheden mellem to mennesker fra komplet forskellige verdener overleve?), eller også bliver race slet ikke italesat, og racespecifikke karakteristika undgås.

Den gyldne middelvej, hvor race og kulturelle forskelligheder italesættes, uden at forholdene dømmes ude, er alt for sjældne.

Hvert tiende ægteskab i USA består af par med forskellig race eller etnicitet, og udviklingen går ifølge en rapport fra den amerikanske tænketank Pew Research Center i retning af stigende accept af pardannelse mellem racer. Således var hvert sjette ægteskab indgået i 2015 interracialt. Det er mere end en femdobling fra 1967, hvor den amerikanske højesteret i sagen Loving v. Virginia dømte ægteskab på tværs af race lovligt i hele landet.

Joel Edgerton og Ruth Negga i ‘Loving’

Sagen om Richard og Mildred Lovings kamp for retten til at være gift i deres hjemstat er skildret i Jeff Nichols’ gribende kærlighedsdrama ‘Loving’. Filmen hører til den kategori, der har interraciale forhold som hovedkonflikt, hvilket overhovedet ikke er en bebrejdelse, da ‘Loving’ skildrer en skelsættende historisk begivenhed. Det er en smuk kærlighedshistorie, og vi har brug for den slags film til at minde os om fortidens kampe, der ikke er så fjerne, som vi måske forestiller os – det er kun 50 år siden, at interracialt ægteskab blev lovligt i USA!

Men vi har også brug for nutidige historier om at være i et interracialt forhold i dag.

Frygten for den hvide familie

I mange år sad filmmediet fast i den konfliktfyldte dynamik fra Stanley Kramers milesten ‘Guess Who’s Coming to Dinner’, der havde premiere et halvt år efter dommen i Loving-sagen.

Her spiller Sidney Portier den kommende svigersøn til Katharine Hepburn og Spencer Tracys hvide svigerforældre, der får udfordret deres liberale værdier, da deres datter overrasker dem ved at præsentere sin sorte forlovede. Filmen, der vandt to Oscars, var den første til at portrættere et interracialt forhold efter ophævelsen af den såkaldte Hollywood’s Hays Code – en produktionskode indført i 1930, der blandt andet forbød »seksuelle forhold mellem hvide og sorte racer«.

Siden har film som ‘Mandingo’ (1975), ‘Hairspray’ (1988), ‘Jungle Fever’ (1991), ‘The Bodyguard’ (1992) og ‘Save the Last Dance’ (2001) spundet melodrama over samfundets fordømmelse og de kulturelle komplikationer ved interraciale romancer, som dog generelt har været sparsomt repræsenteret.

I det seneste års tid har der dog været en bølge af film og serier med race og kærlighed på tapetet. De falder groft sagt ind i to kategorier. Den første har ligesom ‘Guess Who’s Coming to Dinner’ og ‘Loving’ – og Amma Asantes beslægtede ‘Kærlighed kender ingen grænser’ om en afrikansk kronprins, der i 1948 kontroversielt gifter sig med en hvid kvinde – race som hovedkonflikt.

‘Get Out’ var en stor succes ved billetlugerne trods et beskedent budget. Her Daniel Kaluuya og Allison Williams

Jordan Peeles skarpe ‘Get Out’ spinner gys og satire over en sort ung mands frygt for at besøge sin hvide kærestes familie, der – selvom faren »ville have stemt på Obama for tredje gang« – opfører sig enormt akavet. I Michael Showalter og Kumail Nanjianis romcom ‘The Big Sick’ forelsker pakistanskamerikanske Kumail sig i hvide Emily, men er bange for at skuffe sin familie, der forventer, at han indgår i et arrangeret ægteskab med en kvinde med pakistansk baggrund.

Og i Justin Simiens ‘Dear White People’ forelsker raceaktivisten Sam, som er af mixed race, sig i hvide Gabe. Parret møder modstand fra Sams sorte venner, der ser det at date en hvid person som en nedvurdering af sorte. Mens Sam er bevidst om forholdets komplikationer og i sidste ende er parat til at kæmpe, bakker Gabe ud af konflikten.

Annonce

Naiv konfliktskyhed

En anden strategi på film og tv er at portrættere et postracialt samfund, hvor race ikke italesættes. I Stella Meghies YA-romance ‘Alt eller intet’ er det Maddies immunsygdom, der holder hende fra sin udkårne – ikke at han er hvid, og hun er halvt sort, halvt asiatisk.

Raceforskellen nævnes faktisk slet ikke, ligesom der ikke er noget ved Maddie eller moren (faren er død), der hentyder til en sort identitet. Deres hus er som taget ud af en Nancy Meyers-film, og de fejrer Maddies fødselsdag ved at se ‘Moonstruck’ – den romantiske komedie med Cher og Nicolas Cage – og spise vaniljekage med hvid glasur.

Race nævnes heller ikke i James C. Strouses Netflix-aktuelle romcom ‘The Incredible Jessica James’, hvor Jessica Williams hooker up med Chris O’ Dowd. Eller i romancen mellem Aubrey Plaza og O’Shea Jr. i Matt Spicers komedie ‘Ingrid Goes West’.

Familieharmoni før det kristenkonservative regime tager over i ‘The Handmaid’s Tale’.

Bruce Millers dystopiske serie ‘The Handmaid’s Tale’ er specielt interessant i sin ignorering af racespørgsmål. Serien foregår i et kristenkonservativt regime, hvor fødedygtige kvinder holdes som slaver for rige par og bliver ceremonielt voldtaget hver måned. Hovedpersonen June (Elisabeth Moss), der lever som ‘tjenerinde’, er blevet separeret fra sin sorte mand og biraciale datter. Hendes bedste veninde Moira (Samira Wiley) starter også ud som fødemaskine, og der er flere sorte kvinder i gruppen. Fremtidsfiktioner viser ofte USA som et postracialt samfund, men det virker urealistisk, at et så ultrakonservativt samfund er helt ligeglade med, om deres børn bliver halvt sorte.

Det er positivt, at interraciale forhold ikke altid skildres med bål og brand. Men det er også naivt og udryk for konfliktskyhed at lade, som om vi alle er farveblinde, og race ikke eksisterer. Bare se på amerikansk politik for tiden. Jeg tror, vi har brug for flere fortællinger, der finder en gylden middelvej, hvor race og kulturforskelle italesættes, uden at der går melodrama i den.

Seriernes FN

Det lykkes til en vis grad i Aziz Ansari og Alan Yangs ‘Master of None’, hvor Dev ofte beskæftiger sig med sin indiske immigrantbaggrund. På en date med en indisk kvinde diskuterer de racefeticher og bliver enige om, at en hvid date, der har datet mere end to indere i træk, er på grænsen. I samme afsnit går Dev i seng med en hvid kvinde, der efterfølgende smider ham ud, da han påpeger, at hendes kondomkrukke af en afrikansk kvinde er racistisk.

Og ligesom i ‘The Big Sick’ tøver Dev med at introducere sin hvide kæreste for sine forældre. Da de endelig mødes, går det dog problemfrit.

‘The Mindy Project’ er blevet kritiseret for, at indiske Mindy Lahiri kun dater hvide mænd, hvilket skaberen Mindy Kaling har forsvaret med, at hun trods sin hudfarve ikke står til ansvar over for alle racer, minoriteter og trængte befolkningsgrupper, som om hun var »the United Nations of shows«. Selvom Mindy i serien ofte søger at få sympatipoints for at være ’a woman of color’, præsenteres race sjældent som et problem i hendes forhold.

Chris Messina og Mindy Kaling i ‘The Mindy Project’.

Da hun får et barn med italienskamerikanske Danny, italesætter serien dog endelig deres kulturelle forskelle og Mindys indiske baggrund. Danny er troende katolik, og da Mindy bliver nervøs for, at barnet ikke bliver opdraget til at også at have en indisk identitet, arrangerer hun en hindu-ceremoni.

Flere andre serier lykkes til dels med at normalisere interraciale forhold uden at hvidvaske karaktererne – blandt andet ‘The Good Place’, ‘Jane the Virgin’, ‘Crazy Ex-Girlfriend’, ‘New Girl’, ‘Modern Family’, ‘Unbreakable Kimmy Schmidt’, ‘This Is Us’ og alle serier af Shonda Rhimes.

Race er et brandvarmt emne, og det letteste er at undgå at tale om det. Men film og serier er nødt til at følge med samfundsudviklingen og tage handsken op, hvis mediet skal fortsætte med at være relevante for fremtidens forelskede seere.

Læs også: Interview: Aziz Ansaris kamp for den almindelige inder på amerikansk tv

Læs også: Amerikansk komiks hotteste navn: »Muslimer har det aldrig sjovt med hinanden i amerikanske film eller serier«

Læs også: Jeff Nichols om ’Loving’: Når Scorsese kalder til tjeneste, stiller man op