INTERVIEW. I 1958 blev Mildred og Richard gift. Hun var sort og gravid, han var bare hvid. De rejste til Washington D.C. for at indgå giftemålet og rejste derefter hjem til deres lille hjemby, Central Point i Virginia.
Kort tid efter bankede politiet på døren. I Virginia var det nemlig forbudt at gifte sig – og have sex – på tværs af racer. Rygtet var løbet, og ordensmagten sked højt og flot på, at parret kunne præsentere et lovligt ægteskabscertifikat fra en anden stat.
Siden fik Richard og Mildred også rettens ord for, at ægteskabet var ulovligt. Og efter et fængselsophold måtte de to elskende flygte ud af staten.
Men Mildred og Richard gav heldigvis ikke op. Med Mildred som den mest aktive part, der blandt andet klagede til daværende statsadvokat Robert F. Kennedy, kørte hun en retssag, der endte med at danne præcedens for kærligheden mellem sorte og hvide i USA. Loving v. Virginia var en milepæl.
Arvtager til Spielberg og Scorsese
Det er en stærk og rørende historie med naturligt filmatiseringspotentiale, men man havde ikke gættet, at det ville blive Jeff Nichols, manden bag ’Mud’ og ’Take Shelter’, der skulle forløse den. Og faktisk ser han heller ikke selv filmen, der nu endelig kommer til Danmark som Månedens Film i Cinemateket, som en Jeff Nichols-film. Eller sagt på en anden måde: For den 38-årige amerikaner er historien vigtigere end hans egen vision og vinkel, som ellers har skinnet tydeligt igennem hans tidligere film.
»Det er svært at tale om ’Loving’ sammen med resten af mine film, for jeg vil virkelig ikke have, at den skal ses som en Jeff Nichols-film, men som historien om The Lovings. Det er derfor, den er så vigtig«, siger instruktøren, da vi møder ham under Cannes-festivalen.
»Mit brand eller min ’kanon’ af film, hvor bizart det end lyder, er virkelig irrelevant i den her sammenhæng. Naturligvis har jeg en stil, der – uanset om jeg kan lide det eller ej – præger mine film. Men det vigtigste for mig er historien«.
Når det er overraskende, at netop Jeff Nichols står bag ’Loving’, skyldes det, at alle hans fire foregående film har været originale historier skrevet fra bunden af ham selv. Og de har gjort ham til en af de mest spændende yngre instruktører i USA, en filmskaber, der både kan ses som en arvtager til Spielberg og Scorsese. Man genkender Spielbergs jordnære fornemmelse for barnets magiske verden i coming of age-dramaet ’Mud’ og især sci-fi-filmen ’Midnight Special’, mens den rå energi fra den unge Scorsese går igen i de kompromisløse familiedramaer ’Shotgun Stories’ og ’Take Shelter’, hvor en familiefar (Nichols’ hofskuespiller Michael Shannon) går i hundene af paranoia.
Samtidig er de fire film umiskendeligt Nichol’ske. De er præget af en stram suspense og et sikkert visuelt udtryk med sydstaternes svedige atmosfære som bagtæppe. Og så er de, ja, familiehistorier – typisk fortællinger, hvor familiens orden trues af en indefra- eller udefrakommende trussel.
Som i ’Midnight Special’, hvor en far forsøger at beskytte sin søn med særlige evner eller ’Shotgun Stories’, hvor to grupper af halvbrødre kommer i karambollage efter deres fælles fars bortgang. Og selvfølgelig mest tydeligt i hovedværket ’Take Shelter’, hvor hele catchet er, at vi ikke ved, om truslen kommer udefra eller inde fra familiefarens eget hoved.
Headhuntet af Scorsese
Også i ’Loving’ brydes familiens balance, og man kunne fristes til at tro, at der var sket noget urovækkende i Nichols’ egen barndom.
»Jeg kommer faktisk selv fra en virkelig stabil familie, og begge mine brødre var her i Cannes i går for at se filmen. Jeg elsker dem begge. Der er bare noget interessant ved familiedynamikker. Man kan forholde sig til det som publikum, alle har en eller anden form for familie, og jeg er bare tiltrukket af den form for forhold«, siger Jeff Nichols, der også selv ser fællestræk mellem ’Loving’ og sine øvrige film.
»Jeg lavede ikke ’Midnight’ Special’ for at lave en sci-fi-film – jeg ville lave en film om en far og en søn og om den faderlige kærlighed. Og også i ’Loving’ fokuserer jeg på en specifik følelse, kærlighed og forpligtelse, men også følelsen af kastration. Ja, en grundlæggende impotens hos både Richard og Mildred i forhold til at få lov til at udleve deres forhold og kærlighed«.
Apropos Scorsese var det netop mesterinstruktøren, som i sin tid ringede til Nichols og spurgte, om The Lovings-historien ikke var noget for ham. Scorsese havde længe prøvet at få historien op på lærredet – og så var han stor fan af ’Take Shelter’.
Jeff Nichols svarede, at han sagtens kunne se potentialet i filmen, men at han nok ikke var den rette til at lave den konventionelle, ’The Help’-agtige udgave. Han var mere interesseret i kærlighedshistorien end i retssals- eller borgerrettighedsdramaet, og han ville så vidt muligt blive på Mildred og Richard Loving filmen igennem. Scorsese købte ind på idéen, og kort efter var Nichols i gang med at skrive manuskriptet.
’Loving’ er da også noget så sjældent som en biopic, der lægger bånd på sig selv. På den gode måde. Den er ikke sentimental, men fintfølende og afdæmpet.
»Nogle ville sikkert have, at den skulle være mere dramatisk. Men det var ikke historien, jeg sad med, og det ville være meget uærligt at tilføje brændende kors og folk, der skyder ud af vinduet. Og jeg er ikke den rette til at lave en film om borgerrettighedskampen. Der er bedre folk til at skrive den historie. Jeg kan lave en film om to mennesker, der elsker hinanden«.
Ja, havde du nogen overvejelser om at behandle et racepolitisk emne som hvid instruktør?
»Jeg ville være en spade, hvis jeg ikke tænkte over det. Men det er en glidebane. Race er et emne, der involverer alle racer, og jeg tror, det er en farlig sti at lukke ned for, hvem der kan fortælle hvilke historier. Og i sidste ende er det her en hvid historie, lige så meget som det er en afroamerikansk. Så det håbede jeg bare, folk kunne forstå«.
Mindede om bedstefar
’Loving’ tror virkelig på sine to hovedkarakterer, der er helt almindelige mennesker, som ikke tager kampen op mod systemet ud af politiske idealer, men slet og ret ud af kærlighed. Det var dér, Nichols så sin vinkel.
»De var apolitiske af natur. De boede ude i det landlige Amerika, og deres adgang til information var slet ikke som i dag. Så det var nok meget nemt for dem at være adskilt fra den større politiske samtale i deres daglige liv. Og det gav mening for mig«, siger Jeff Nichols.
»Der er et fantastisk citat fra de originale optagelser, hvor Richard Loving bliver spurgt, hvordan retssagen opstod. ’Well, hun skrev et brev. Hvem var det nu, du skrev det til?’, spørger han. Og hun hjælper: ’Til Robert Kennedy’. Og han siger: ’Nå ja, til Robert Kennedy’.
Jeg tror faktisk, det er det, der gjorde deres kamp mulig. Og mere ærlig. Havde de været politisk motiverede, havde deres ægteskab været et stykke aktivisme, og det ville have taget noget af det smukke ud af det«.
Den er da også ømheden mellem Richard og Mildred, som er allermest slående og bevægende i ’Loving’. Ikke mindst takket være Ruth Negga (der blev fortjent Oscar-nomineret for rollen) og Joel Edgertons præcise, tilbageholdte præstationer. Faktisk ytrer Edgertons Richard dårligt to ord i løbet af filmen. Alligevel ved man nøjagtigt, hvem han er.
Jeff Nichols kommer fra Little Rock i Arkansas, og han genkendte øjeblikkeligt mennesker som Richard fra sit eget liv, da han oplevede ham i dokumentaren ’The Lovings’, som var hans første forberedelse til projektet.
»Jeg kunne sidde med min bedstefar i timevis, og vi sagde måske kun fire ord, men det føltes slet ikke akavet. Det var sådan, han forholdt sig til verden. Det er mennesker, som arbejder hårdt og tager sig af deres familie. Og det er det, Richard blev forhindret i. At man ikke tillod denne grundlæggende ret, gjorde mig utroligt sur, og det var den følelse, jeg lavede filmen på«.
‘Loving’ vises 10. gange i Cinemateket fra 30. august til 10. september. Læs mere her.
(Soundvenue og Cinemateket har indgået et samarbejde for 2017, hvor Soundvenue bl.a. er vært for redaktionens favoritfilm i Cinemateket, og Cinemateket er partner på Soundvenue Filmcast.)