Ve den, der påkalder sig M.I.A.’s vrede.
Et lidet flatterende portræt i New York Times Magazine i 2010 skildrede den aktivistiske musiker som en hykler, og citatet »’I kind of want to be an outsider,’ she said, eating a truffle-flavoured French fry« gik viralt og startede den såkaldte truffle-gate. M.I.A. reagerede ved at tweete journalisten Lynn Hirschbergs telefonnummer, offentliggjorde lydklip fra interviewet, der viste, at det var Hirschberg selv, der havde bestilt de berømte trøffelpommefritter og udsendte diss-tracket ‘I’m A Singer’ mod journalisten og avisen.
Så galt er det endnu ikke gået for hendes gamle ven fra den britiske kunstskole Central Saint Martins, Steve Loveridge, der debuterer som instruktør i spillefilmlængde med den CPH:DOX-aktuelle dokumentar om hende, ‘MATANGI / MAYA / M.I.A.’. Men luften mellem dem var fuld af spændinger til den usædvanligt akavede pressekonference på Berlinalen, hvor filmen blev vist tre uger efter sin verdenspremiere i Sundance.
Her gør Maya Arulpragasam, som sangerens borgerlige navn lyder, det klart, at hun føler sig kørt ud på et sidespor i filmprocessen, fordi Loveridge rejste til New York med den bunke af private optagelser, hun havde overladt til ham i 2011, uden at give lyd i tre år. Og at resultatet ikke lever op til hendes forventninger.
»Men jeg fik ikke en chance for at sige noget af det her, inden filmen kom ud. Steve fortalte mig, at han ikke ville lukke mig ind i klipperummet, fordi han var bange for, at jeg ville kapre filmen og gøre den til et promoveringsværktøj. Yeah, you know«, siger hun med vantro i stemmen og smiler på en måde, hvor man fornemmer, at hun egentlig ikke synes, der er noget at smile ad. »Jeg er virkelig dårlig til at sælge mine albums, og ingen køber dem. Så det tog jeg ikke rigtigt som en god undskyldning«.
Mistede alle sine venner
I stedet for den »cool tour-video», Arulpragasam havde forestillet sig, fokuserer Loveridge på privatpersonen Maya: Fra hun som teenager i London kæmper med sin identitet som flygtning fra Sri Lanka og datter af en tamilsk aktivist, til hun finder vej ind i musikken via veninden Justine Frischmann fra britpop-bandet Elastica, besøger familien i Sri Lanka, som inspirerer hendes aktivisme for det tamilske folk, og raser over sine sammenstød med pressen, som hun føler sig misrepræsenteret og undermineret af.
En følelse, hun ironisk nok nu igen sidder med omkring den film, hun oprindeligt satte i søen for at forklare sit kunstneriske projekt med albummet ‘Maya’.
»’Maya’-touren var den værste tid i mit liv«, fortæller M.I.A., da vi møder hende dagen efter pressekonferencen.
»Vi havde lavet et album, der handlede om Google og regeringen, og alle hadede det. Så udkom ‘Born Free’-videoen (der blev omdiskuteret, fordi den viser en rødhåret dreng blive sprunget i luften som symbol på behandlingen af flygtninge, red.), Hirschberg skete, og alle kaldte mig en fucked up kræftknude på samfundet. Obama blev præsident, og vi kom ind i en fase, hvor der var en global enighed om, at der ikke var nogen problemer i verden, selvom tech-mogulerne blev mere mogulagtige, de rige blev rigere, og de fattige ikke kunne klage. Det var før Wikileaks og Snowden, og med mit budskab blev jeg en irriterende sten i skoen. Alle mente, jeg var paranoid og skør og forsøgte at slippe af med mig«.
»Så den film ville hun have mig til at lave, og jeg var sådan, nej…» indfører instruktør Steve Loveridge, men bliver afbrudt af M.I.A.
»Nej, jeg ville ikke have ham til at lave den film. Men som en ven vidste han, hvad jeg gik igennem. Jeg var på turné med min baby. Ingen kom til mine koncerter, alle skrev de værste anmeldelser, og alle forlod mig. Alle mennesker i min karriere, som jeg havde hjulpet og åbnet døre for, dolkede mig i ryggen og skrev kontrakter med de store pladeselskaber. Det var en svær tid, fordi jeg mistede alle mine venner, kolleger og assistenter. Mine koncerter var meget personlige, og jeg behandlede afslutningen på hele borgerkrigen i Sri Lanka. Mennesker døde, og jeg udsatte min ufødte baby for traumer hver dag ved at se de optagelser. Jeg var så vred. Men jeg tror, det var de bedste koncerter, jeg gav som kunstner. Så jeg sagde, du må lave en tourvideo af de koncerter«.
Loveridge: »Og fra min synsvinkel, for at forstå hvordan vi nåede dertil…«
M.I.A.: »To af de skud er med i filmen!«
Tusind klippere til samtale
Vi prøver lige at spole tiden tilbage til kamphanernes venskab. Hvad fik M.I.A. i første omgang til at vise Steve Loveridge den tillid at give ham sine optagelser?
»Steve har en tålmodighed som en munk. Han lavede en film på en time bare som sin ansøgningsfilm til universitetet. Jeg tænkte, wow, hvis nogen kan lave noget så møjsommeligt bare for at komme ind på universitetet, må han virkelig elske det. Så jeg troede virkelig på hans evner. I begyndelsen troede jeg også, at vi ville samarbejde mere om filmen, og at vi ville lave en vild M.I.A.-grafisk pow-wow-wow iøjnefaldende ting. Og det er ikke det, han har lavet. Tilliden røg ud ad vinduet mange gange under processen«.
»Det gjorde den«, bekræfter Loveridge. »Vi blev uvenner nogle gange, og der har været svære øjeblikke. Til dels fordi det tog så lang tid at lave filmen. Maya flippede på et tidspunkt ud på mig og sagde, ‘bare indrøm, at det aldrig kommer til at ske, giv mig alle båndene tilbage«.
M.I.A.: »Fordi han blev ved med at fyre alle. Han må have haft tusind klippere til samtale, og jeg havde det sådan, wow, du har vist alt mit personlige materiale til tusind mennesker. Jeg havde det virkelig dårligt med, at folk så det. Selvom det er mærkeligt nu, fordi noget af det er i med i filmen – faktisk er for meget af det med i filmen«.
Loveridge: »Det er ikke rigtigt, at jeg viste dine optagelser til alle. Men jeg tror, det var Mayas opfattelse, at jeg viste alle hendes mest intime øjeblikke. Det tog bare lang tid for mig som debuterende instruktør at få styr på det bæst af en film med så mange optagelser og muligheder for at fortælle forskellige historier. Andre instruktører blev ved med at fortælle mig, at der er en fase til sidst, der hedder kill your darlings, hvor man er knust over at lade sine yndlingsscener ende på klippebordet. Jeg havde tusindvis af darlings, og der er så meget fantastisk stof, der ikke er med i filmen. Andre dokumentarister sagde også til mig, at jeg var en idiot, at jeg lavede min første film om en, der stadig er i live, som jeg kender, og som er berømt«.
M.I.A.: »Så var der også det, at han flyttede til New York City og havde et bedre liv der. Jeg havde det sådan, hvorfor går jeg igennem sindssygt lort fra amerikanerne, og Steve bor i en dejlig lejlighed i Brooklyn og går med sin hund. Jeg tænkte, at han tydeligvis havde forrådt mig og solgt ud. Han lavede aftaler med folk og fik sig en labradorhund…«
Loveridge: »Fordi de er så dyre…«
Hun griner.
»Ja, men jeg havde ikke et visum, så jeg kunne rejse til New York. Jeg kunne ikke besøge USA i flere år. Jeg udgav to albums, uden at jeg blev inviteret til USA for at optræde som musiker. I samme periode klippede han en film om mig i New York. Det syntes jeg var mærkeligt og mistænkeligt. Så ja, jeg stolede ikke på ham.
Man skulle tro, at han ville inddrage mig. Det er ret almindeligt at vise sit arbejde til sin ven. Jeg var hans eneste ven med baggrund i film, og han viste den ikke til mig, selvom den handlede om mig, så altså… Jeg ville have vist den til ham«.
»Du har virkelig dræbt den«
Loveridge prøver at glatte ud.
»Den positive side af tilliden er, at hun rent faktisk gav mig båndene, og at vi er endt med en færdig film. Det skyldes blandt andet, at jeg har været med på hendes rejse. Vi mødtes i starten af hendes karriere, og jeg har mødt Mayas familie, som også stoler på mig. Filmen berører nogle virkelig følsomme emner, ikke bare for Maya, men for hendes familie i Sri Lanka. Dem ville jeg selvfølgelig ikke udsætte for nogen risici.
Jeg ville aldrig have lavet en film, som Maya eller hendes familie sagde, de var utilpasse med. Jeg var opmærksom på andre musikdokumentarer, der kom ud, som at Amy Winehouses familie reagerede negativt på ‘Amy’, og at Russell Brand hadede sin egen dokumentar. Det kunne potentielt gå rigtigt galt og ødelægge vores venskab. Det tror jeg ikkem nogen af os ville lade ske. Vi vidste altid, at tilliden i sidste ende var der«.
Maya, jeg kan forstå, at du var ret overrasket over, hvordan filmen var endt, da du så den for første gang i Sundance. Det er kun tre uger siden. Har du set den igen, og har du det anderledes med den nu?
»Ja, jeg kunne ikke rigtigt lide den i begyndelsen, fordi jeg følte, at den var virkelig personlig. Jeg syntes ikke, at der var nok kunst i den. Og han havde klippet alt cool ud. Jeg havde det sådan, ’wow, du har virkelig dræbt den’. Men nu hvor jeg tænker over den, tænker jeg, at det bare var en virkelig svær film at fordøje«.
Er der noget bestemt, du ikke var glad for kom ud?
»Det meste. Jeg ville ikke engang have sat musikvideoerne ind, for dem har folk set. Men der er nogle cool musikbidder, som folk ikke har set, og som jeg følte var magiske«.
Er det rigtigt, at du ikke længere vil lave musik?
»Ja, alle mine kontrakter er udløbet, og jeg har ikke villet underskrive nogen nye. Jeg er vokset fra branchen og føler mig ikke tilpas i den, og de ser ikke en som mig passe ind i den nye model for, hvad en musiker er. Men jeg vil gerne lave en film om det srilankanske aspekt. Der er så meget kompliceret stof, som Steve fortalte i fire indstillinger. Fire meget milde indstillinger«, siger hun og sender ham et bebrejdende blik.
Vi kommer vist ikke nærmere enighed. Men M.I.A. smiler trods alt.
»Det her er som gruppeterapi. Jeg får tårer i øjnene, men det er også, fordi jeg har tømmermænd. Vi har stadig problemer, det er kun anden gang, jeg har set den«.
»Jeg tror, der er konsensus om, at den dokumentar, jeg har lavet, er en del bedre end det, du lige har præsenteret«, siger Loveridge, hvorpå M.I.A. forsøger at forklare den anspændte stemning på sin bramfrie facon, der ikke ligefrem gør situationen mindre akavet.
»Efter Sundance har jeg ikke set Steve, før jeg så ham i går. Han holder sig fra mig indtil næste visning. Og han ser mig kun foran andre mennesker. Hvilket betyder, at vi ikke kan have en privat samtale«.
Så er det godt, de kan gå i gruppeterapi i pressen.
‘MATANGI / MAYA / M.I.A.’ bliver vist på CPH:DOX den 15., 17. og 23. marts.
Læs også: De 15 mest essentielle internationale film på CPH:DOX 2018