‘Sex and the City’ 20 år: Er Carrie og co. stadig relevante i dag?

‘Sex and the City’ 20 år: Er Carrie og co. stadig relevante i dag?
Foto: HBO
I år fylder ’Sex and the City’ rundt. Serien brød ny grund ved premieren på HBO i 1998, men siden er arven fra Carrie og co. blevet farvet af tiltagende kritik af de fire hovedpersoners (kridhvide) livsstil. I couldn’t help but wonder … holder ’Sex and the City’ i 2018?
‘Sex and the City’ 20 år: Er Carrie og co. stadig relevante i dag?
Lise Ulrich

Filmskribent og anmelder på Soundvenue

KOMMENTAR. Når man taler om serieguldalderens triumferende fødsel, er det HBO’s mytisk maskuline dramaer ’The Sopranos’ og ’The Wire’, der naturligt fremhæves som kanalens hovedværker, der til dato influerer tv-landskabet og ambitiøse serieskaberes våde drømme.

Begge er mesterlige, men for repræsentationen af kvinder på tv var ’Sex and the City’ lige så vigtig.

I juni 1998 spankulerede tv-kvinder således ind en ny tidsalder, da en storrygende klummeskribent og hendes tre veninder bød velkommen til et millenium-Manhattan, hvor »no one has breakfast at Tiffany’s and no one has affairs to remember«. Baseret på klummeskribenten Candace Bushnells egne oplevelser i The Big Apple.

Pludselig snakkede 30-something singlekvinder bramfrit om seksualitet på HBO (der smed hæmningerne, og flyttede grænser for tv-formatets formåen) og fik lov til at være uperfekte væsner komplet med menstruationsblod på lagnerne og prutter under dynen. De var kvinder, der jagtede karriere og god sex, men først og fremmest hyldede søstersolidariteten.

Carrie Bradshaw og co. var hverken kropsaktivister eller slapstick-slackers og gav ikke én udtrådt Manolo Blahnik-stilet for bedagede fordomme om, at kvinder ikke både kan gå op i deres garderobe og stadig havde noget på hjertet. Det var fordomsfrit, forfriskende og lagde grunden til et stykke kulturhistorie.

Miranda (Cynthia Nixon), Samantha (Kim Cattrall), Charlotte (Kristin Davis) og Carrie (Sarah Jessica Parker).

Antagelsen om, at ’Sex and the City’ automatisk skulle være mindre velkommen i det gode serieselskabs kanon, fordi dens tematikker er feminine og handler om kvindeliv, der hverken er præget af gangstervold eller narkosager, er derfor også misforstået.

’Sex and the City’ var en revolution for måden, relaterbare kvinderelationer blev fremstillet på den lille skærm, fordi serien rettede fokus på intimiteten i venindeskaberne i stedet for at spille karakterernes ambitioner ud mod hinanden og søge dramatiske konflikter a la ’Girls’-pigegruppens spydigheder.

Carrie (Sarah Jessica Parker), Miranda (Cynthia Nixon), Samantha (Kim Cattrall) og Charlotte (Kristin Davis) kunne være rygende uenige, men de havde hinandens ryg. Altid.

Ikke overraskende blev serien belønnet med otte Golden Globes, syv Emmys og tre SAG Awards i sin spilletid og tiltrak et hav af gæstestjerner som Matthew McConaughey (i en fantastisk parodi på sig selv), Candice Bergen, Bobby Cannavale, Bradley Cooper, Lucy Liu, Justin Theroux, Heather Graham og Jon Bon Jovi.

Filmfadæserne

Så meget desto mere trist er det, at ’Sex and the City’s eftermæle er blevet tilsmudset af de to forræderiske filmatiseringer, der reducerede seriens ånd til essensen af alt det, udenforstående kritikere altid havde forestillet sig, at ’Sex and the City’ var:

Overfladisk, hvinende tøsefnidder fra fire granvoksne kvinder hyldet ind i latterligt over-the-top designeroutfits og tåkrummende one-liners.

Seriens skarpe observationer af kvindernes syn på seksualitet, parforholdsdynamikker og kvinderoller i opbrud har måttet vige pladsen for det photoshoppede billede af Sarah Jessica Parker i Dior og tårnhøje hæle i en basar i Abu Dhabi.

Kvinderne anno 1999 i sæson 2.

Filmene forvandlede brandet ’Sex and the City’ til lidet andet end et hult modeshow, der udviskede minderne om 90’er-tiden, hvor Carrie ikke var for fin til at gå i hoodies og vintagefund og Miranda i posede overalls. ’Sex and the City’ var en stærkt trendsættende serie, men det var stylist Patricia Fields individualistiske, kreative styling snarere end kalkuleret product placement, der affødte de mest ikoniske outfits.

Carrie nærede selvfølgelig en gennemgående svaghed for (meget) dyre sko, som hendes løn som klummeskribent ikke kunne bære i længden. Men hendes økonomiske uansvarlighed bed hende også bagi, og selv da ’Sex and the City’ i sine sidste sæsoner skruede op for volumen af designerdrømme på skærmen – simultant med at kvindernes karrierer udviklede sig – brugte den ikke karakterernes hjerneceller som udbetaling.

Annonce

Sex in the White City

Det er dog ikke alle ting i ’Sex and the City’, der er ældet lige godt på de seneste to årtier.

En af de største anklager mod serien er fortsat, at dens cast var en kridhvid cocktail af privilegerede kvinder med kridhvide venner til kridhvide fester.

Miranda og Samantha datede begge sorte mænd i serien, men mens Mirandas forhold til lægen Robert (Blair Underwood) var en seriøs plotline i sjette sæson, flirtede Samanthas korte fling med musikproduceren Chivon i sæson tre med karikaturen:

I episoden ’No If’s, And’s or Butts’ er Samantha og Chivon knapt begyndt at ses, før hans lillesøster gør det klart for Samantha, at hendes bror ikke skal kæreste rundt med en hvid kvinde. Seriens intention om at give racetematikken et twist ved at lade den sorte kvinde udvise mere intolerance end Samantha, var kæk, men balancerede samtidig på en noget usikker knivsæg mellem tonedøv bestyrkelse af den hvide underholdningsindustris portræt af den ’vrede sorte kvinde’ og vellykket satire.

Blair Underwood som Robert og Cynthia Nixon som Miranda.

Og det var ikke den eneste gang, Samantha kom i nærkontakt med racestereotyper:

Hendes lesbiske kærlighed Maria (Sônia Braga) blev en vulkan af latina-temperament, der smadrede alle Samanthas tallerkner, mens en af de eneste asiatiske karakterer i serien med et plot – udover Lucy Liu og Magaret Chos ultrakorte gæsteoptrædener – var en underdanig vietnamesisk tjenestepige, der viste sig at være lidt af en heks.

Hvis ’Sex and the City’ var blevet lavet i dag, havde serien uden tvivl haft en mere diversificeret rolleliste, men det er ikke i sig selv urealistisk, at Carrie havde tre hvide bedsteveninder – eller at deres vennekreds inden for samme lille sociale cirkel ikke var synderligt racediversificeret.

Der, hvor det bliver mere problematisk, er, når serien forsøger at prikke til den politiske korrekthed i USA, men i stedet ender med at forstærke nedladende minoritetsstereotyper. Ikke ulig hvordan Lena Dunham reducerede ’Atlanta’s Danny Glover til en token sort, men republikansk kæreste i ’Girls’ for at give demokratiske kritikere af seriens hvide cast fingeren.

Den form for intensivitet over for kulturelt stigma skærer i øjnene i 2018 og heldigvis for det.

Antiheltinden, der krakelerede

Så havde ’Sex and the City’ straks mere held med at tegne en tidløs hovedkarakter, der succesfuldt delte vandende. Carrie optrådte ikke altid synderligt fornuftigt, og som årene gik, snurrede hendes verden i mindre og mindre cirkler rundt om Mr. Big (Chris Noth), mens selvstændigheden smuldrede.

Kvindedrevne kvalitetsserier med kvindelige ensemblecasts uden for sitcom-segmentet er en mangelvare, og det kan afføde forventninger om, at hovedpersonerne råder bod for den manglende repræsentation ved at favne så bredt som muligt. Man efterspørger symbolværdi over individualitet.

Carries åbenlyse fejlbarlighed irriterede de seere, der helst så hende som et poster child for babyboomer-generationen, og fik nogle til at afskrive serien ud fra en misforstået formodning om, at Carrie skulle fungere som ’Sex and the City’s moralske fyrtårn.

Det var aldrig karakterens funktion.

Carrie i en mindre heldig position i sæson 4.

Carrie var en af serielands første kvindelige antihelte, der ikke pleasede publikum med sine adfærdsmønstre eller pakkede sin uperfekthed ind i goofy komik. Nogle gange kunne man selv føle sig spiddet på kornet af Carries mere tvivlsomme valg, andre gange tog man dyb afstand fra hendes handlinger.

Det skulle komme til at tage årtier, men karakterens arv banede vej for de yngre, til tider lige så retningsløse millennial-kvinder i ’Broad City’, førnævnte ’Girls’, ’Fleabag’, ’SMILF’, ’Insecure’, Pamela Adlons ’Better Things’ og Nicole Kidman og Reese Witherspoons ‘Big Little Lies’.

Splat!

Som hun blev ældre, gik Carrie fra at være frejdig single i starten af 30’erne til selvcentreret romantiker på kanten af 40. Alt imens Miranda – der altid kunne skille shit fra Chanel – Charlotte og Samantha fandt sig til rette, blev Carrie stadigt mere skinger i sin jagt på The One. Og langt mere naiv, end romantikeren Charlotte lagde ud med at være.

De fire er blevet stemplet som parodierede arketyper: Sexfanatikeren, den konservative romantiker, den kyniske karrierekvinde og den kreative boheme, men der var intet parodierende over måden, kvinderne udviklede sig på over seks år, eller hvordan de hver især spejlede skiftende aspekter af samfundsdebatten om moderne kvinderoller, når de diskuterede feminitet og magtstrukturer kønnene imellem.

Der er dem, der ser Carries storyline i sjette sæson – hvor hun kaster sig i armene på den kolde russer Alexandr (spillet af balletdanseren Mikhail Baryshnikov) og siden Mr. Big igen, igen – som en antifeministisk kniv i ryggen på samme voksne singlekvinder, serien startede med at hylde. Det var jo Carrie selv, der bød os velkommen til New York med sin enetale om enden på romantik.

Mr. Big (Chris Noth) og Carrie (Sarah Jessica Parker) i sæson 4.

Igen skal man passe på med at tilskrive Carrie for meget kredit som rollefiguren, serien aldrig påstod, at hun var. Udviklingen var ikke en kritik af singler, men et karakterstudie af en kvinde, hvis selvbillede alle dage knyttede sig til tidsånden i New York, der aldrig blev den samme efter 11. september 2001.

I en melankolsk metamonolog i afsnittet ’Splat!’ i sjette sæson gør den afdankede partypige Lexi – Carries mest selvcentrerede alter-ego – status over New York i det nye årtusind og peger frem mod ’Sex and the City’s egen nærtforestående finale:

»This used to be the most exciting city in the world. And now it’s nothing but smoking near a fucking open window. New York is over. O-V-E-R. Over. No one’s fun anymore. What ever happened to fun? I’m so bored I could die«.

Resten af selskabet reagerer med forargelse over Lexis manglende situationsfornemmelse, men med de udødelige ord falder kvinden sekundet efter ud af højhusvinduet og splatter ud på gaden. Festen er endegyldigt slut.

Carrie fik som bekendt sin egen happy ending alligevel i en påklistret forløsning oven på sjette sæson, hvor winter was coming, bogstaveligt talt (i bedste HBO-stil). Forfatter Candace Bushnell har for nylig udtalt, at hun ikke mener, at Carrie og Big havde haft en chance i virkeligheden, og det er interessant at forestille sig, hvordan ‘Sex and the City’s havde stået i dag, hvis serien havde vovet en mere åben slutning.

Rosenrøde forever afters er ikke in vogue anno 2018, men hvad end man elskede eller hadede seriens udfald, er det ikke Carrie og Bigs forhold, der ræsonnerer klarest på skærmen i dag, og stadig vil det om 20 år igen.

Det er de fire kvinder, hvis bånd står uanfægtet på tværs af tid.

Læs også: Farvel til ‘Girls’ forvirrede millennials