BERLIN FILM FESTIVAL. »Det private er politisk«, har Berlin-festivalens kunstneriske leder Dieter Kosslick annonceret som motto for årets program, lånt fra 1960’ernes kvindebevægelse.
Festivalen åbnede torsdag med Lone Scherfigs dansk-canadiske ensembledrama ‘The Kindness of Strangers’, som er skabt ud fra samme princip: At fortælle om fattigdom og ulighed gennem fire karakterers personlige tragedier.
»Jeg har lige set Dieters artikel om det private som politisk, og det gør mig endnu mere stolt«, sagde Lone Scherfig på et pressemøde torsdag eftermiddag efter filmens første visning for journalisterne.
»Jeg har hele tiden følt, at karaktererne ikke er politiske selv, men at filmen og kulissen – modsætningen mellem det luksuriøse New York og suppekøkkenerne – er en måde at adressere store politiske problemer på en intim måde«.
På sightseeing i suppekøkkenet
‘The Kindness of Strangers’ følger fire karakterer på kanten af samfundet og viser, hvor let det er for almindelige mennesker at ryge på gaden i USA.
Det sker blandt andet for Clara, spillet overbevisende af Zoe Kazan, der er centrum for historien. Hun er husmor i Buffalo, men da hun opdager, at hendes mand – Esben Smed, som jeg med danske øjne havde svært ved at tage alvorligt som amerikansk psykopatvoldelig politimand – ikke alene tæsker hende, men også hendes ældste søn, tager hun sine to drenge med i bilen og kører til Manhattan. »New York bliver en slags skole for jer«, siger hun entusiastisk, men det bliver en hård en af slagsen.
Mens Clara parkerer ungerne på bagsædet af bilen eller på biblioteket, skifter hun til en stjålen kjole og hustler sig ind til receptioner, hvor hun fylder hors d’oeuvre i håndtasken. »Er vi hjemløse?« spørger den yngste søn Jude, da Clara er holdt op med at lade, som om de er på ferie og lader drengene få et varmt måltid i et suppekøkken. »Vi er ikke mere hjemløse end nogen andre her«, svarer hun. »Er du hjemløs?« spørger Jude så den forhutlede mand ved siden af dem, som nikker bekræftende.
Den udveksling er sjovere i filmen end på papiret, og generelt lader Scherfig sin sædvanlige bittersøde humor lyse op i den mørke historie. Jeg grinede ofte, men synes samtidig ikke, at alvoren og humoren går helt magisk op. Vi er langt fra niveauet i ‘Italiensk fra begyndere’, som ‘Kindness of Strangers’ ellers minder om i struktur og tone.
Kærlighed til de uduelige
Filmen har fået en hård medfart – for hård efter min mening – af de første internationale anmeldere, der kalder filmen usammenhængende og konstrueret, befolket af underudviklede karakterer og præget af et utroværdigt, eventyragtigt billede af New York, som støder sammen med byens råhed.
De har en pointe, også i at filmens fremdrift og forløsning beror for meget på tilfældigheder. Måske er jeg danskerblind, men jeg holder alligevel af Scherfigs håbefulde humanisme og frem for alt hendes kærlighed til de mennesker, der ikke er samfundets vindere, men som alligevel har fortjent en plads i verden. Ligesom klodsede Olympia i ‘Italiensk for begyndere’ ender med et job som kirkesanger og et romantisk forhold til den søde præst, finder uduelige Jeff (Caleb Landry-Jones), der bliver fyret fra alle jobs, også sin plads.
»Jeg holder meget af karakterer, som ikke er superhelte-agtige«, sagde Scherfig på pressemødet og understregede, at hun ønskede at efterlade publikum med en følelse af håb og fællesskab.
Ja, karaktererne kommer for let ud af de håbløse kattepiner, de befinder sig i, og virkelighedens New York er sjældent lige så nådesfuld over for de mennesker, der er røget ud af systemet. Men filmens budskab om at vise fremmede venlighed og omsorg er ikke så tosset i vores desillusionerede tid.
Som Bill Nighy, der spiller ejeren af den russiske restaurant, som karaktererne mødes i, sagde på pressemødet:
»Enhver film i øjeblikket, der understreger de ting, der samler os, frem for de ting, der splitter os, er ikke bare ønskværdig, den er essentiel. Man kan ikke diskutere det her uden at referere til det nuværende klima. Jeg er sikker på, at alle her ville sige, at vi leder efter muligheder for at arbejde med ting, der i en eller anden grad skubber balancen i en god retning. Og det her er absolut en mulighed for at gøre det«.
Læs også: Lone Scherfig om sin Berlinale-åbner – »jeg har prøvet at tage min alder alvorligt«