‘Orange Is the New Black’ sæson 7: Sidste kapitel i Netflix’ milepæl er tragisk og hjerteskærende

‘Orange Is the New Black’ sæson 7: Sidste kapitel i Netflix’ milepæl er tragisk og hjerteskærende
'Orange Is the New Black'
5 6
Tv-serie
Hovedforfatter

Jenji Kohan

Medvirkende

Taylor Shilling, Laura Gómez, Diane Guerrero, Jackie Cruz, Selenis Layva, Kate Mulgrew, Natasha Lyonne, Yael Stone, Laura Prepon, Danielle Brooks, Adrienne C. Moore, Taryn Manning, Susan Heyward, Nick Sandow, Alysia Reiner

Spilletid

13 afsnit á 50-55 min.

Premiere

Kan ses på Netflix

Jenji Kohans fængselsensemble ‘Orange Is the New Black’ nyder i dag ikke helt den status, den fortjener, dels som Netflix’ gennembrud for originalserier, der fik millioner af seere verden over til at binge tilbage i sommeren 2013, dels som en af tv-landskabets mest mangfoldige og politisk ambitiøse serier med meget mere på hjerte end tjenestens sideløbende hypede politiske drama ‘House of Cards’.

Sæsonerne har svinget i kvalitet: Pipers trusseimperium i sæson tre og den langstrakte opstand i sæson fem var lavpunkter, mens fjerde sæsons fokus på den grådige private fængselsindustri og Black Lives Matter, kulminerende med Pousseys hjerteskærende død, var potent institutionel samfundskritik, når det er bedst.

Derfor er jeg glad for at meddele, at syvende og sidste sæson slutter om ikke på toppen, så i hvert fald deroppe af. Serien skærer hurtigt overflødige karakterer fra (ses aldrig mere, Badison!) og giver tilfredsstillende afslutninger for stort set alle karakterer. Den finder fornyet fokus ved at behandle temaerne rehabilitering, selverkendelse og tilgivelse og give et topaktuelt indblik i forholdene på et immigrationscenter, der får Litchfields højsikkerhedsfængsel til at ligne en badeferie.

Her møder vi Blanca (Laura Gómez), der i sidste sæsons grumme afslutningstwist blev overladt til ICE sammen med en række andre latinaer, mens hvide Piper (Taylor Schilling) blev tidligt løsladt. Centeret giver også et glædeligt gensyn med Maritza (Diane Guerrero), som bliver genforenet med sin BFF Flaca (Jackie Cruz), da hun sammen med Gloria (Selenis Layva), Red (Kate Mulgrew), Nicky (Natasha Lyonne) og Lorna (Yael Stone) får en køkkentjans. Bortset fra gensynet er der dog ikke noget at glæde sig over for de tilbageholdne kvinder, der har fået frataget alle menneskerettigheder og ikke gives en ærlig chance for at tale deres sag i retten.

Til sammenligning har Piper det en del bedre uden for murene, men selv for en privilegeret, veluddannet hvid kvinde med en familie, der kan hjælpe med husly og job, er det udfordrende at vende tilbage til samfundet efter en fængselsstraf, både økonomisk og følelsesmæssigt. Svigerindens mødregruppe er hurtigt ude af vagten, da de hører om hendes dom, og hendes far vil dårligt se på hende. Og så oplever hun den anden side af at være i et forhold med en indsat, da Alex (Laura Prepon) stadig har tre år tilbage. Parret har stadig sværere ved at kommunikere, ikke mindst da Alex bliver tvunget til at være involveret i en smuglerforretning.

Pipers white woman problems har altid blegnet i forhold til de andre kvinders udfordringer. Hun blev introduceret i serien som en trojansk hest, en indgang til det mangfoldige karaktergalleri, der efterhånden har overtaget. Det ville være let at skrive Piper ud, og det er lidt overraskende, at hun her i syvende sæson får så mere plads. Men jeg kan faktisk godt lide, at serien står ved sin oprindelige hovedperson og følger hende til dørs. Hendes relativt lette oplevelse – der selvfølgelig ikke føles let – giver et vigtigt perspektiv til minoritetskvindernes erfaringer og sættes blandt andet i kontrast til Taystee (Danielle Brooks) og Black Cindys (Adrienne C. Moore) løsladelser.

Taystee – hvis prøveløsladelse vi ser i et flashback, og som desværre er langt fra løsladelse i nutiden – er fortsat et højdepunkt i serien. Efter sin livstidsdom for et mord, hun ikke har begået, har hun mistet sin gnist og kampgejst. Hvordan kan man overhovedet finde mening i et helt liv i fangeskab? Det finder hun – måske – ud af i fællesskab med både Pennsatucky (Taryn Manning), der også har en stærk udviklingshistorie og vender tilbage til skolebænken, og sin gamle veninde Tamika (Susan Heyward), der scorer det utaknemmelige job som fængselsinspektør, hvor hun bliver ved med at løbe panden mod muren (og glatte Linda fra PolyCon) i sine idealistiske forsøg på at give de indsatte mulighed for at udvikle sig.

Også gamle Joe Caputo (Nick Sandow) har en fin historie, hvor han forsøger at råde bod på fortidens fejltagelser – han får blandt andet en #MeToo-sag på halsen – og give tilbage til kvinderne i fængslet. Han og Fig (Alysia Reiner) har overraskende udviklet sig til seriens sødeste par og står for en del humor, som ellers ikke er så fremtrædende i sæsonen. »Verden bekymrer sig ikke om nogen, og slet ikke kvinder. So sit tight and let it pass«, råder Fig. »Det gør ondt, når jeg sidder ned«, replicerer Caputo, der netop har fået foretaget en intim operation. »So stand and let it pass!«

Sådan tackler ‘Orange Is the New Black’ alvorlige emner med både humor og patos og får os til at gå op i vigtige emner gennem personlige historier. Ingen anden mainstreamserie har diskuteret fængselsindustrien, racisme, sexisme, immigration og socioøkonomisk ulighed på så ambitiøst et niveau. Serien har givet stemme til en både etnisk, kulturel, seksuel, kropslig og klasse- og aldersmæssig mangfoldig gruppe karakterer – og skuespillere – som man sjældent ser på tv, og den har undersøgt nuancerne i, hvad der får mennesker til at begå kriminalitet. For det – og for samtidig at være forbandet underholdende – har serien fortjent stor applaus.


Kort sagt:
‘Orange Is the New Black’ er tilbage i topform med en sidste sæson, der giver et værdigt, tragisk og opløftende farvel til de indsatte kvinder i Litchfield, mens den fortsat skriver sig ind i en aktuel dagsorden med en hjerteskærende plottråd om immigration.

Læs også: De 50 bedste serier de seneste 20 år

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold