Dúné

Skive-kollektivet er blevet ‘the talk of the town’ takket være en stram, men tjept spillet electro-rock, der kaster store håndtegn efter Superheroes’ elektroniske fremdrift og Bloc Partys sylespidse guitarriffs. Plus det faktum at gennemsnitsalderen i bandet ikke sniger sig meget over 18 år.

Det er slet ikke nogen tosset kombination, skulle vi hilse at sige! I hvert fald ikke når den forvaltes med samme ungdommelige krudt i instrumenterne og indtagende melodier fra frontmand Mattias Kolstrups skarpe stemmebånd, som tilfældet er på debutalbummet. På min notesblok stod der nemlig »virkelig overbevisende!« efter at have stiftet bekendtskab med albummets seks første numre. Markante gloser jovist, men det tager især ‘No Speed’ og den dagsfriske single ‘Dry Lips’ æren for. Den ene sag køligt dyster og med et dejligt underspillet omkvæd. Den anden befriende arrig og eksplosiv. Sådan!

Så meget desto mere ærgrer det også, at det syv mand store band ikke formår at køre sejren helt hjem. Den anden halvdel af albummet er kort og godt langt fra lige så henrivende. Der går for meget stadionattitude og ligegyldig rock’n’roll i sange som ‘A Blast Beat’ og ’80 Years’, hvor Dúné egentlig burde have holdt sig til samme skarpe, kliniske og analoge livtag med rockens korpus som tidligere. Ærgerligt fordi råmaterialet overall er særdeles overbevisende.

Dúné. 'We Are in There, You Are Out Here'. Album. New Gang of Robots/Iceberg/Playground.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af