Instruktion: Matteo Garrone. Medvirkende: Salma Hayek, John C. Reilly, Vincent Cassel, Toby Jones, Stacy Martin. Dansk premiere uvis.
1) Efter årtier i Berlusconis kommercielle jerngreb er italiensk film omsider ved at genfinde storheden fra 60’ernes modernisme med Fellini og Antonioni i front, og det skyldes ikke mindst Paolo Sorrentino og Matteo Garrone, der næsten egenhændigt har kickstartet støvlelandets filmiske renæssance. Foråret i italiensk film understreges tydeligt af årets Cannes-program, hvor både Garrone og Sorrentino samt den indædte Berlusconi-kritiker Nanni Moretti huserer i hovedkonkurrencen.
2) I sidste uge fik vi første forsmag på Sorrentinos ’Youth’, og i denne uge er traileren til Matteo Garrones ’The Tale of Tales’ landet. Instruktøren fik et rungende gennembrud med den nådesløse gangsterfilm ’Gomorra’, udvidede repertoiret med den uregerlige Big Brother-parodi ’Reality’ og synes nu at have fuldendt rejsen fra den rå virkelighed til det fantastiske overdrev med sin debut på engelsk, ’The Tale of Tales’, en løs filmatisering af den italienske poet Giambattista Basiles eventyr. For den ser underlig ud, virkelig underlig: Fantasivæsener strander livløse på stranden, senile kæmper forfølger uskyldige piger, og indvolde fortæres i dekadente omgivelser. Vi er hensat til en fortidig eventyrverden, hvor hverdagens regler er ophævet, og ud fra den ordfattige trailer er det svært at drage andre konklusioner, end at billederne er fejende flotte.
3) Det er altid interessant, når en mesterinstruktør debuterer på engelsk. I forhold til hans medkombattanter på årets Cannes-festival Joachim Trier (‘Reprise’, ‘Oslo 31. August’), Paolo Sorrentino (‘Den store skønhed’) og Yorgos Lanthimos (‘Dogtooth’), der ligeledes har skiftet deres modersmål ud med engelsk, er overgangen særligt skarp for Garrone, da han har tradition for at arbejde med amatører i de bærende roller. Hovedkarakteren i ’Reality’ blev portrætteret af en livstidsdømt gangster, mens han i ’The Tale of Tales’ instruerer etablerede navne som Salma Hayek, John C. Reilly og Vincent Cassell. Kan han gabe over udfordringen? Hvis ikke, må vi stille os tilfreds med et skud overvældende billedmagi.
Læs også: Få første blik på ‘Den store skønhed’-instruktørs ‘Youth’ med store stjerner på rollelisten
Læs også: McConaughey og Joachim Trier i programmet til Cannes 2015