Apple har travlt med at finde nye områder at ekspandere forretningen ud i. Senest har de plantet deres massive flag på – for dem – fremmede markedsplaneter som smartwatches og musikstreaming. Der har været vedholdende rygter om, at den californiske tech-gigant også var i færd med at udvikle en bil – og måske endda også en selvkørende bil.
Rygterne tog særligt fart i maj, da Apples senior vice president Jeff Williams kaldte bilen »den ultimative mobile anordning«. Og i fredags kunne The Guardian så endelig bekræfte, at Apple var på vej tilbage i garagerne, hvor firmaet startede. Denne gang som bilproducent – i et eller andet omfang.
Det viser dokumenter, hvor Apple er på udkig efter testlokationer til selvkørende biler. I dokumentet fremgår det, at Apple er interesseret i at vide hvornår og i hvilket omfang firmaet kan bruge en gammel flådebase i San Francisco-området, der i maj var ved at blive omdannet til højteknologiske testfaciliteter for førerløse biler.
Umiddelbart skulle man mene, at Apple derfor snart må være klar til at teste et køretøj, men det er en forhastet konklusion. Som The Verge også påpeger, så tager det bilproducenter som eksempelvis BMW fem år at udvikle en bil fra bunden til den kan trille ud på gaden. Her kommer Apple absolut ikke fra pole position, så man må formode, at det tager dem endnu længere tid. Tidligere bud har lydt på tidligst 2020 og det er stadig et meget sandsynligt bud.
I det hele taget, er det endnu umuligt at konkludere, om det er Apples egne biler, de vil teste, bilteknologier eller andre komponenter til bilproduktionen. Og det er umuligt at gisne om planerne, for siden fredag har Apple – som altid, når rygterne går – været tavse som en Tesla-motor.
Ikke desto mindre, så bekræfter The Guardians afsløring endeligt, at der er noget i gære i hos Apple og sammen med rygter om møder mellem Tim Cook og Fiat-Chrysler, muligvis også BMW og nye ansættelser hos Apple, så begynder det at lugte mere og mere af æble-Wunderbaum i .
Tilbage er der kun at komme med sjove bud på, hvad den kommer til at hedde. Apple Car? iCar? MacCar? Carintosh?
Læs også: Technologik: Kommer vi til at køre i selvkørende biler?