‘Straight Outta Compton’

Film om hiphopkulturen er desværre sjældent særligt gode, og det kan være svært at pege på bare én film, som på troværdig vis formår at skildre den amerikanske subkultur uden at fremstå ufrivilligt komisk.

På trods af hiphoppens vigtighed og enorme indflydelse på mainstreamkulturen siden de sene 1980’ere lader det til, at rap og stor filmkunst bare ikke hænger sammen. Måske skyldes det, at hiphopkulturen har sit udgangspunkt i et fattigt sort miljø, som er svært at portrættere med den fornødne benhårde autenticitet, og de færreste havde nok forestillet sig, at det skulle være en film om N.W.A. – gangsterrappens mest kompromisløse forbilleder – der skulle bryde forbandelsen og udgøre den mest kunstnerisk ambitiøse hiphopfilm til dato.

’Straight Outta Compton’ er kort sagt underdog-historien om N.W.A.’s fem medlemmer, Dr. Dre, Ice Cube, DJ Yella, MC Ren og ikke mindst afdøde Eazy-E, og deres kurs mod toppen, da de introducerede verden for gangsterrap. Udover at være banebrydende musikere var N.W.A. i 80’erne og 90’erne det mest upolerede talerør for den frustration, som afroamerikanske mænd dagligt måtte – og stadig må – tåle. De var modsvaret på hverdagsracismen, som de bekæmpede med ord og en enorm karismatisk tilstedeværelse.

Den største faldgrube har været castingen af skuespillerne til at personificere disse foregangsmænd, som fans af N.W.A.’s musik har så nært et kendskab til. Man skal bare tænke på Ashton Kutchers pinlige personificering af Steve Jobs med falsk skaldepande og påtaget gangart i ‘Jobs’ fra 2013 for at forstå, hvor galt det kan gå, men med ’Straight Outta Compton’ er vi heldigvis tættere på Milos Formans mesterværk ’Armadeus’.

»You are now about to witness the strength of street knowledge«, konstaterer en dyb stemme akkompagneret af et tungt beat fra Dr. Dres længeventede nye plade ’Compton’, der også udgør filmens originale soundtrack. I bedste håndholdt Nicolas Winding Refn-stil åbner filmen på ryggen af en skikkelse med fedtede jerry curls under kasketten, der med hastige skridt nærmer sig en crack-bule fyldt med hårde kriminelle. Det er med lige dele held og forstand, at den unge mand med det borgerlige navn Eric Wright slipper ud i live, efter at narkohandelen går i vasken.

Samme skæbne gav musikbranchen desværre ikke den unge rapper, men det var den samme kombination af street knowledge og held, der gjorde ham til et af rapmusikkens helt store idoler, Eazy-E, der bliver spillet med fornem skrøbelighed af Jason Mitchell.

Det var dog ikke kun deres kendskab til gaderne, der gav N.W.A. deres position. Deres musik var nyskabende og skabt med så stor finesse, at den stadig lyder knivskarp på et sæt højtalere anno 2015. Det skyldes ikke mindst Dr. Dres gyldne ører, der den dag i dag gør ham til en af musikbranchens rigeste og mest respekterede skikkelser. I’ Straight Outta Compton’ spilles den karismatiske musiker af den stort set ukendte Corey Hawkins, der overbeviser med sin store autoritet og tilbagelænede charme, gennem hvilken han overtaler Eazy-E til at springe ud som rapper på trods af et begrænset musikalsk talent.

Der går ikke lang tid, før hitsinglerne vælter ud af N.W.A., der med lige dele had og kærlighed tegner et unikt billede af hjemstavnen Compton, en af USA’s farligste byer – ikke mindst takket være N.W.A.’s politiske poet Ice Cube, der med sin skarpe pen nedfældede gruppens hits.

Ice Cube’s egen søn, debutanten O’Shea Jackson Jr., transcenderer den fysiske lighed i rollen som sin far, og han fanger øjeblikkeligt essensen af Ice Cubes personlighed med en flot balance mellem statsmandsagtig autoritet og en gangsters utilregnelighed.

Som i de fleste af historiens store musikgrupper er interne stridigheder den farligste opskrift på professionel nedtur, og der skal ikke meget udefrakommende påvirkning til, før korthuset vælter. I NWA’s tilfælde levede paradisets slange i bedste velgående som Eazy-E’s manager, Jerry Heller, der åbenlyst foretrak gruppens største stjerne frem for de andre. Umiddelbart lyder det som opskriften på en stereotypisk karakter, men Paul Giamatti spiller rollen med en sådan kærlighed til sit wunderkind, at han er umulig at hade til fulde på trods af hans skurke-pomadehår og white trash-velourjoggingsæt.

Alt i alt har ’Straight Outta Compton’ et af de stærkeste ensemblecasts i år, og stort set alle birollerne bliver spillet troværdigt, lige fra musikbounceren Suge Knight og produceren DJ Yella til en purung Snoop Dogg.

Visuelt er filmen mørk, realistisk og nærmest europæisk i sit udtryk, og den hæver sig over poleret hollywoodifisering af de hårdkogte gader. Instruktør F. Gary Gray tager sit miljø lige så seriøst, som N.W.A. gjorde.

Det eneste rigtige minus er fraværet af de markante kvinderoller. I USA er der blevet rettet kritik imod især Dr. Dre på grund af hans fortid med hustruvold og en episode, hvor han slog en kvindelig reporter, som stillede de forkerte spørgsmål. Både Ice Cube og Dr. Dre er producere på filmen, og man kan med rette sætte spørgsmålstegn ved, om de har forsøgt at beskytte deres eget renommé.

Selvom hiphop er en mandsdomineret verden, og man i forvejen har fem bandmedlemmer, der skal dele skærmtiden, ville det have klædt filmen at dykke dybere ned i for eksempel Eazy-E’s kærestes historie.

Det ændrer dog ikke på, at ’Straight Outta Compton’ er en fantastisk skildring af de virkelige hiphopikoner og deres vigtige ståsted i musikhistorien. Men lige så meget en film om den uretfærdighed, man som ung, sort mand stadig oplever i nutidens USA.

Vores hovedpersoner bliver konstant chikaneret af politiet, og skildringen af Rodney King-episoden fra 1991 føles uhyggeligt aktuel. Den bedste musik kommer ofte i tider præget af modgang, og N.W.A. fremtryller klassikeren ’Fuck Tha Police’ som et resolut modsvar på de daglige ydmygelser. På trods af et massivt pres fra Comptons politistyrker kan intet afskrække de unge rebeller fra at udtrykke deres simple politiske budskab:

»Fuck tha police, coming straight from the underground, a young nigga got it bad cause I’m brown«.

N.W.A. turde stille sig forrest og udtrykke deres utilfredshed, og den form for mod er der mere brug for end nogensinde før.