Tidligere på året løftede Google sløret for Duo og Allo, deres nye videoopkalds- og chatapps. Duo landede i sidste måned og nu er Allo kommet på markedet. Men Allos indbyggede AI har fået Snowden til at råde brugere at holde sig fra appen indtil videre.
Allo er som udgangspunkt en app, der til forveksling ligner det man kender fra alle andre udbydere af beskedservices: Du kan lave gruppesamtaler eller privatchats, sende skræddersyede stickers (Allo indeholder eksempelvis et dovendyr, der rider på en pizza. Fordi, why not?) og tegne på dine billeder inden du sender dem afsted – præcis som iMessage i Apples iOS 10.
For at være konkurrencedygtig med de etablerede apps som Messenger og WhatsApp, har Google dog smidt en ekstra godte i pakken: AI-assistenten med det absolut ukreative navn Google Assistant. Googles chatbot trækker på den enorme viden Google har om dig og dine præferencer, og konverterer den viden til kække forslag til autosvar, restaurantbesøg og meget meget mere.
Google Assistant bliver standardinventar i Googles hjemmeprodukter fremover, og vil i kommende år lade mange af dine apparater tale sammen og lære fra hinanden. Men Allo er den første app der giver en smag af AI’et i ’levende live’ – problemet er, at inddragelsen af Google Assistant har ændret ved de løfter om datafortrolighed Google lagde frem i deres annoncering tilbage i maj.
Oprindeligt lovede Google at de ikke permanent ville opbevare din chathistorisk, og at de heller ikke ville koble de informationer Assistant lærte gennem Allo til din øvrige Google-profil. Med lanceringen af appen viser det sig nu at – medmindre man aktivt vælger, at Google skal slette din historik og frakoble sig din Google-konto – vil Allo og Google Assistant tappe sig ind i dine persondata.
Ligesom med inkognitotilstand i Chrome har du mulighed for at chatte med end-to-end kryptering i Allos inkognito-chats. Her kan hverken Google eller nogle andre læse dine beskeder. Men fordi Google ikke kan læse dem, kan Google Assistant heller ikke aktiveres i denne tilstand.
Den udvikling fra løfte til virkelighed har fået Edward Snowden op af stolen for at slå endnu et slag for beskyttelsen af private oplysninger. Han råder brugere til at holde sig væk fra Allo, så længe Google som udgangspunkt har slået krypteringen fra.
What is #Allo? A Google app that records every message you ever send and makes it available to police upon request. https://t.co/EdPRC0G7Py
— Edward Snowden (@Snowden) 21. september 2016
Google’s decision to disable end-to-end encryption by default in its new #Allo chat app is dangerous, and makes it unsafe. Avoid it for now.
— Edward Snowden (@Snowden) May 19, 2016
Thinking about #Allo? Last year, our secret court approved 100% of requests for surveillance. They would cover Allo. https://t.co/oYtc3Pu8tx
— Edward Snowden (@Snowden) 21. september 2016
Læs også: Hvem beskytter dit privatliv bedst – Apple eller Google?