Hartvig Nissen er som bekendt hovedarenaen for alskens forelskelser, skænderier og venskaber i ‘Skam’, men det er også en rigtig skole i Oslo, hvor eleverne modtager helt almindelig undervisning fra deres biologilærer i brysthøjde.
Hvilket dog er blevet sværere og sværere for dem (eleverne, ikke brysterne), efter danske ‘Skam’-turister i hobetal tager turen til den norske hovedstad for at opleve de berømte ‘Skam’-locations ved selvsyn.
Et fast sted på ruten er naturligvis gymnasiet, hvor flere af skuespillerne – heriblandt Tarjei Sandvik Moe, der spiller Isak – selv går til daglig. Men nu har skolens rektor set sig nødsaget til at smide gæsterne ud, hvis de bliver spottet på gangene, beretter Radio24syv.
»Lærerne har fået at vide, at hvis de ser uvedkommende i bygningen, skal de høfligt bede dem om at gå ud. Vi prøver at få en almindelig hverdag til at fungere, og der er det lidt uheldigt, at vores elever kommer ud af klasselokalet og bliver mødt af danske turister. Vi har oplevet flere episoder, hvor en håndfuld danskere har stillet sig foran et klasselokale«, udtaler rektor Hanna Norum Eliassen, der bemærker, at 90 procent af ‘Skam’-turisterne er danske.
Der har ikke været nogen ubehagelige situationer, understreger hun, men tilføjer, at hun også forsøger at skærme Tarjei Sandvik Moe – ligesom i øvrigt NRK har gjort det fra dag ét, hvilket er grunden til, at skuespillerne stiller op til meget få interviews og offentlige optrædener.
»Han skal ikke forholde sig til fans i sin hverdag. Han skal ikke risikere at komme ud fra en time og møde turister, der hænger ved hans skab«, siger Norum Eliassen til Radio24syv og slår fast:
»De danske ‘Skam’-fans må gerne tale til vores elever, hvis de møder dem udenfor skolen eller i skolegården, men ud over det, så vis respekt for, at vi er en skole, og at dette er elevernes hverdag«.
Læs også: Hovedpersonen i ‘Skam’ sæson 4 – fra favoritten til sparevalget og det forfængelige håb