Favoritten: Sana
For
Alt taler for. Sana er nok den karakter i serien, som vi er mest nysgerrige på at vide mere om: Vi kender og elsker hendes rå facade, men ved meget lidt om, hvem hun egentlig er. Vi har fået glimt af hendes rivalisering med andre hijabklædte piger på Hartvig Nissen, og vi ved, hun er under et vist pres fra konservative bekendte, der ikke vil se hende så meget som indsnuse etiketten på en halvliters dåseøl.
Men hvad ellers? Hvad med kærlighed og kulturkonflikt, familie og fremtidsdrømme?
Sana er en fantastisk figur, men med sine velplacerede visdomsord er hun bestemt også i risikozonen for at indtage rollen som ’den magiske hijab’, som serien selv lavede sjov med i sæson 2. Den har med andre ord selv udtrykt behov for at uddybe hende, og i hendes historie ligger der da også et vigtigt opdragende potentiale a la behandlingen af homoseksualitet og bipolaritet i sæson 3.
Sana er desuden i højere grad end for eksempel Vilde blevet holdt til ilden i Isaks-sæsonen, som en Thulesen Dahl bag Pia Kjærsgaard i rigtigt mange år. For nu at bruge en meget uapropos metafor.
Imod
En fortælling, der behandler en velintegreret muslim, kan være som at stikke hånden i hvepseboet, så meget står og falder med, om Julie Andem og NRK ønsker en politisering af ’Skam’. Omvendt – hvis ikke en public service-kanal skulle beskrive virkeligheden som indvandrer i velfærdsskandinavien på sober vis, hvem skal så? Og hvis ikke Julie Andem kan gøre det på en nuanceret måde, hvem kan så?
Måske står og falder det i stedet med skuespilleren bag Sana, Iman Meskini. Reaktionerne på hendes rolle har ikke kun været positive, og en hel sæson som centrifugalpunkt kan sætte hende under et tærende pres, hvor alt ikke er love.
Og så er der den mere praktiske udfordring: Så vidt vides bærer Iman Meskini ligesom Sana altid hijab i offentligheden, og hvordan løser man det i en serie, der i samtlige sæsoner har spenderet en betragtelig mængde intimtid bag teenageværelsets fire vægge? Kan vi med andre ord komme under huden på Sana, hvis vi ikke må kommer under hijaben? Måske kan Julie Andem.
Bottom line
Sana er bookmakernes favorit. Og også vores.
Note: Det med bookmakerne var bare noget, vi fandt på. Men var der bookmakere, der indgik væddemål om ’Skam’, ville det forholde sig sådan.
Sparevalget: Linn
For
Vi skyder på, at ’Skam’ skæpper godt i NRK’s pengekasse, men skulle Julie Andem få lyst til at lave en sparesæson og stikke mere af overskuddet direkte i lommeforet, ville Linn være det oplagte valg. Hendes makeupbudget er utvivlsomt langt lavere end Nooras, og man ville kun have brug for en eneste location, nemlig kollektivet, hvor hun kunne sidde og spille Playstation med sin nye bedsteven Even i 10 episoder. Linn vågnede en smule op til dåd mod slutningen af sæson 3 og kunne sågar svinge sig op til et smil, da hun passede sin nye legekammerat. Pludselig fik hun en tanke: Gad vide, om jeg også er bipolar? Aner man konturerne af et plot her?
Imod
Man skal vistnok gå på Hartvig Nissen for at blive ’Skam’-hovedperson, og det gør Linn lige nu kun i teorien. Vender hun nogensinde tilbage fra sit sabbatår? Det er nok mere sandsynligt, at en sæson med Linn ville tage begrebet køkkenvaskrealisme til nye højder og bestå af en lang række scener, hvor hun flyder i sofaen og stener fjerner. Og det ser altså bare ikke skikkelig kul ud i slowmotion.
Bottom line
Maniske Linn har meget mere at byde på, det er vi slet ikke i tvivl om, meeen hun er altså nødt til at rejse sig fra sofaen og vove sig ud af kollektivet, før hun er klar. Sæson 5 måske? Vi går ind og lægger os i mellemtiden.
Det forfængelige håb: Even
For
Kosegruppa DK-medlemmer med voldsomme skamstinenser er slet ikke klar til at slippe Even og hans bølgede hår og smukke smil, og i deres parallelunivers vil ’Skam 4’ fortsætte fortællingen om Evaks stormfulde forhold.
Vi kan godt forstå tankegangen: Henrik Holm funklede over for Tarjei Sandvik Moe i den sublime sæson 3, og en ny omgang ville give Julie Andem muligheden for at bryde endnu flere tabuer ved at skildre Evens maniodepressivitet indefra, ligesom det vil være en konceptuel overraskelse, på samme måde som afvigelsen fra pigegruppen var det i sæson 3.
Imod
Hørte I ikke Isak fortolke hele sæsonen for os alle sammen i det sidste klip, ass? Evaks historie er slut! Den endte smukt, den endte lykkeligt, og lige nu går det dritbra i deres parallelunivers, hvor de lever minut for minut uden at ængstes for fremtiden. Vi andre bør følge deres eksempel og i øvrigt passe på, hvad vi ønsker os. For lad os være ærlige: Det er de færreste, der møder deres one true love i gymnasiet. Bare se på William og Noora.
Bottom line
Sorry, Kosegruppe DK: ’Skam’ er en ensemblefortælling, og det ville være for markant et brud på formatet at blive i Evaks verden endnu en sæson. Glæd jer i stedet over, at Isak fik sin James Dean, og at de sikkert begge vil lure i periferien af plottet de kommende sæsoner.
Runner up: Vilde
For
’Skam’ kan gå to veje i sæson 4: Den kan bygge videre på den alvorlige og tabubelagte tematik, som sæson 3 har udstukket (hvem sagde Sana?), eller den kan vende tilbage til den lettere, mere ironiske tone fra sæson 1. Hvis Julie Andem vælger den sidste retning, er der ingen karakter, der inkarnerer seriens oprindelige ånd som Vilde – den elskelige, lidt naive pige med russebusser, kosegrupper og hooking på hjernen.
Hun har ofte ageret komisk ventil, men hendes spiseforstyrrelse i sæson 1 røbede en stor skrøbelighed bag det lidt blanke blik, og callbacket fra sæson 2, hvor hun bragte ’potet’ til den fortvivlede Noora, er et af de sødeste og ømmeste øjeblikke i serien til dato.
Imod
Vilde har været en bærende bikarakter i tre sæsoner nu, og måske befinder hun sig bare bedst sådan? Man føler, at hendes store moment to shine var i sæson 2, hvor hun var ved at bekæmpe sin spiseforstyrrelse og lære at acceptere sig selv uafhængigt af skønhedsidealer og drengenes blåstempling. Siden lader hun til at være kommet langt, og spørgsmålet er, om der er drama nok i hendes mjavende kissemisseri med kattehookeren til bære en hel sæson?
Bottom line
En sæson med Vilde i vælten ville være et mere muntert kursskifte for ’Skam’ efter tredje sæsons tunge tematik, ligesom det ville kræve, at man rippede op i nogle sår, som ellers synes helet. Det er langt fra umuligt, men det har virket mere oplagt, end det gør lige nu.
Dark horse: Magnus
For
Vi kender alle sammen Magnus fra vores egen gymnasietid: Den umiddelbare, elskelige drengerøv, som kammeraterne hyggemobber, men samtidig elsker at hænge ud med, og som inderst inde godt ved, at han er lidt kikset og desp.
Magnus begyndte sæson 3 som en lidt flad bifigur i drengeensemblet, men afsløringen af hans eget intime forhold til bipolaritet lagde nye lag på karakteren, som peger frem mod yderligere uddybning. Mod slutningen af sæson 3 var Magnus blevet lidt af en fanfavorit (okay, der er ikke andet end fanfavoritter i ’Skam’), og med valget af ham ville Julie Andem gøre for den halvkiksede drengerøv, hvad hun gjorde for den pæne 10-talspige i sæson 1: Vise de komplicerede følelser bag facaden.
Imod
En historie om en hvid heteroseksuel middelklassefyr? Get real.
Bottom line
Katteelskeren Magnus er dejlig og kan bære en knaldrød julesweater som få andre, men oven på Isak vil det måske være en lidt flad fornemmelse at træde rundt i helt almindelig teenageusikkerhed om klining og hooking. Der er heller ikke noget, der tyder på, at hans hjem er så samspilsramt, at temaet for alvor kan løfte sig på den front. Men hey, en idé: En sæson om Magnus & Vilde, minut for minut?
Chokket: Madhi
For
Ønsker man at beskrive en karakter af anden etnisk herkomst end norsk, og Sana viser sig for kompliceret af forskellige årsager, kan Mahdi blive seriens go-to-guy. Han spillede en lille rolle i sæson 3, men overbeviste med sit klarsynede blik på homoseksualitet og spillede effektivt op mod vores fordomme som seere: Bare fordi han er mørk, behøvede han ikke være muslim!
Det ville afgjort være interessant at lære Mahdi bedre at kende, og Sacha Kleber Nyiligira virker umiddelbart til at kunne løfte opgaven.
Mod
Mahdi er måske trods alt et så ubeskrevet blad, at mange ’Skam’-fans vil føle, at man kommer for langt væk fra kernen. Og man kunne samtidig godt forestille sig, at Julie Andem har lyst til at vende blikket væk fra drengegruppen efter fokusset på Isak i sæson 3.
Bottom line
Mahdi vil være et højst overraskende valg. Men vi fornemmer, at Julie Andem godt kan lide at overraske.
Læs også: Nøglen til Isak og Evens fremtid ligger i sidste sekunds-referencen til norsk mesterværk
Læs også: De 10 bedste øjeblikke i tredje sæson 3 – og to ting, der var lige på kanten