Der er kun en enkelt gang, Silvana Imam kommer til at gå off message, som det vist hedder på politikersprog, og selv der retter hun sig selv hurtigt.
Det sker, da jeg spørger ind til en scene fra filmen ’Silvana’, der har premiere til filmfestivalen CPH:DOX, og som rapperen er i København for at promovere. I starten af filmen er der en mandlig svensk radioreporter, der sammenligner hende med Jeanne d’Arc, og jeg spørger, hvad hun tænker om sammenligningen.
»Jeg tror, det er fordi, at jeg ser igennem ting. Jeg kan se hvordan tingene egentlig er, og jeg viser det i min musik. Faktisk har jeg brugt [sammenligningen] i sangen ’Storm’ efterfølgende, så på en måde har det inspireret mig«, forklarer den svenske rapper, før hun afbryder sig selv: »Nej, vent. Ingen mand har nogensinde inspireret mig til noget som helst«.
Det var tæt på. Men ellers afviger den feministiske, lesbiske, aktivistiske, antiracistiske rapper ikke i den konsekvent klare kommunikation af de budskaber, hun har haft, siden hun brød ind på den svenske hiphop-scene for nogle år siden. Det er stadig det kvindefjendske patriarkat, der skal væltes, nazister og racister, der skal bekæmpes og homoseksuelles rettigheder, der skal forsvares.
Fjenden er det ansigtsløse flertal med sin allestedsnærværende undertrykkelse. Heltene er modstandsfolk verden over, der bekæmper det ansigtsløse onde.
»Vi er alle slaver af det monetære system under kapitalismen«, siger hun på et tidspunkt. »Det er en universel kamp, som folk kæmper over alt. Der er forskellige kampe på forskellige niveauer«.
Universel undertrykkelse og universel modstand: Alle undertrykte i verden er i princippet allierede. Det er et radikalt revolutionært og (ville onde tunger måske sige) lige lovlig letkøbt verdensbillede. Her går det selvfølgelig ikke at være blevet inspireret af en mandlig radiojournalist – også selv om Jeanne d’Arc-sammenligningen var ret fed.
En projektionsflade for vores revolutionslængsel
Dén radikale verdensanskuelse, som Silvana Imam tydeligvis også efterlever, er en af de ting, der har gjort hende så populær. Hun har spillet shows med pink elefanthue a la Pussy Riot, hun rapper om, at nazister har små pikke, og på den nye single ’Bulletproof Baby’ opfordrer hun mænd til at gå med PH: Pungholder.
»Mit formål er kærlighed, og det kommer aldrig til at ændre sig«, siger Silvana Imam under interviewet. Men det, hun frem for alt er elsket for, er – hvis ikke had – så i hvert fald en vis aggressiv kompromisløshed over for sine fjender. Det lyder ikke som en specielt fredelig revolution, der propaganderes for. Snarere væbnet oprør.
Hun er nærmest en Che Guevara for anti-racister, feminister og antikapitalister. Eller, nå ja, en Jeanne d’Arc.
Og det er i dén grad effektivt. Artister som Silvana Imam kan hurtigt blive projektionsflade for alle vores længsler mod omvæltning, og man siger vist ikke for meget, hvis man hævder, at hun selv opildner til den opfattelse af hende.
»Jeg er musiker og kunstner, men jeg har samtidig et klart formål«, siger Silvana Imam, da jeg spørger ind til, hvordan det personlige og politiske lever i hendes musik. »For det personlige er altid også politisk. Dem, der har privilegier, betragter det måske ikke som politisk, men det er fordi de er normen. Det er folk, der ikke behøver kæmpe. Så tillykke til dem – jeg ville ønske, jeg var lige så priviligeret.«
Det er tydeligt, at disse skudsalver mod den herskende orden sidder på rygraden. Det er automatiserede skudsalver, som rapperen kan fyre af, selv når hun er træt og ikke ligefrem strutter af overskud, fordi hun netop er landet i et nyt land, som det er tilfældet under interviewet.
Derfor er det billede, man oftest får malet af Silvana Imam, netop billedet af en aktivist med Pussy Riot-ansigtsmaske på og mikrofonen i hånden som en AK-47. Men faktisk er Silvana egentlig mest engagerende, når hun lykkes med at overskride den politiske paroles sprog.
Sproget sprænges indefra
Okay, det er lidt en kliché at sige, at en kunstner bliver mere spændende, når han/hun giver mere af sig selv. Men sandheden om Silvana Imam er vitterligt, at hun er en del mere tredimensionel, end den karakter hun tit bliver set som, og som hun selv er med til at forme.
For både hendes musik og dokumentarfilmen om hende er dybe, komplekse og næsten overvældende åbne. De er det modsatte af den todimensionelle revolutionære idolplakat på teenageværelset, hun nogle gange er i fare for at blive reduceret til.
Som musiker har hun lavet sange som ’Hon Va’, som er en kronologisk selvbiografi, der følger rapperen fra den tidlige barndom som indvandrer i Kiruna i Nordsverige. Eller hun laver ægte nyskabende innovationer i hiphopformen som ‘I*M*A*M’, hvor hun rapper på arabisk – en slags sproglig hiphop-krydsning, som vi eksempelvis kender det fra Gilli i Danmark.
Det har hun siden gentaget på remixet af Michel Didas ’Höru Mej Bae (Remix)’, hvor hun »leger med rollen« som gangsta-rapper, som hun siger i interviewet: »Shit’s fun« griner hun, og man kan mærke glæden, hun får ved at udforske flere personligheder i musikken. Selv Emil Stabils ’Swimmingpool’ har hun genfortolket som lesbisk sex-hymne.
Det her er det modsatte af de revolutionære paroler, der kan lyde som indøvede catch phrases, når de gentages for tusindende gang i et interview. Det her er sproget, der sprænges indefra.
Når den stærke film ’Silvana’ har premiere hertillands i biograferne, håber jeg, at det er dén flersidige og ustyrlige Silvana Imam, der bliver opdaget. For man kan nogle gange få indtrykket, at ikonet Silvana Imam skygger for kunstneren.
Hun kalder tit sig selv for ’Naturkraft’, hvilket også er navnet på albummet fra 2016. Og det er netop det, hun er, så snart man dykker ned i musikken. Og en naturkraft vil alle dage være et stærkere fænomen end en idolplakat.