Høgni Lisberg

Hvis færøske Høgni Lisberg tager fotografier, som han skriver sange, ville det være nogle knivskarpe nogen af slagsen. Det skorter nemlig gevaldig på overflødigheder eller billedbearbejdninger – for at blive i den fotografiske terminologi – på den kun 21-årige singer/songwriters fornemme debutalbum, ‘Most Beautiful Things’.

De ‘mest smukke ting’ er netop, hvad Høgni Lisberg præsterer på sin akustiske guitar – assisteret af en behersket bassist og en ligeså afbalanceret trommeslager. Der spilles pianissimo, så fuglene kvidrer. Sagte, men vellydende. Knap, men tids nok.

Hør eksempelvis den vibrerende ‘When You Get Home’, der med hymnefornemmelser omsvøber kroppen i en saglig ro. Eller den mildt ruskende ‘Dreamers’, der på velovervejet vis skildrer kærlighedsflosklen om at finde ‘den eneste ene’, uden at det af den grund bliver for patetisk eller for usmageligt. Det er sublimt, men desværre ikke helt ulig landsmanden Teiturs univers.

Høgni Lisberg titter lystigt til sin mere kendte folkefælle. Den Teitur’ske indkapsling af essensen af den tyste sangskrivning og ditto følelsen af afsondrethed, står uomtvisteligt klart også på ‘Most Beautiful Things’. Decideret plagiering er det ikke, men det er ærgerligt for helhedsindtrykket.

Når det så er sagt, skal der lyde en cadeau til Høgni Lisbergs fremragende vokal. Lysfølsom og med et strejf af nordisk vemod smyger den sig om de afdæmpede sange. Forbavsende erfaren i sin stemmeføring og fuld af små historier.

Samlet set må prædikatet ‘sublim sangskriver’ derfor også være passende om Høgni Lisbergs musikalske kunnen. Det er blot sagt med den ikke uvæsentlige anke, at man næste gang kunne ønske sig, at Høgni Lisberg ville gå mere sine egne veje i sin søgen efter æstetisk smukke objekter.

Høgni Lisberg. 'Most Beautiful Things'. Album. Tutl.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af