Count Basie and His Orchestra

Verve har genudgivet koncerten med “Count Basie and His Orchestra” på Newport Jazzfestival anno 1957. Bigbandet er forstærket med en række store stjerner, der alle blev udklækket i bandet -blandt andre “Philly” Jo Jones, Lester Young og Joe Williams- og pladen har karakter af et nostalgisk tilbageblik. Rent stilmæssigt spænder pladen fra tung førstegenerationsblues og boogie wookie med Jimmy Rushing (voc), over Dizzy Gillespie-inspirerede bigband-brag til shuffle alla “Route 66”.

Count Basie fylder meget lidt på pladen. Hvis man er vild med hans klare melodiske improvisation og hans lækre voicings, kan man godt blive lidt skuffet. Til gengæld kan man glæde sig over Lester Youngs legesyge solo i “Lester Leaps In” og den sjælfulde “Polka Dots and Moonbeams”. Jeg hader normalt hans ballader pga. de lange glisader, der efter min mening ofte får han til at lyde som en parodi på sig selv, men her spiller han FREMRAGENDE…der kan man bare se!

Joe Williams må også fremhæves. I tone og frasering er han lysår længere fremme end Jimmy Rushing, som sidder uhjælpeligt fast i blues-klichéerne fra 1930’erne (men det er jo også en slags stil). Joe er bestemt i Johnny Hartmans vægtklasse.

Skivens styrke er repetoirets bredde samt den perlerække af store jazznavne, der er samlet, hvilket giver den et historisk præg. Duke Ellingtons bigband ta’r formegentlig førstepladsen i et musikhistorisk perspektiv, mens Count Basies bigbandmusik er blevet synonym med et meget gammeldags og dansevenligt swing, som fx viser sit grimme ansigt i “Swinging at Newport” (hence the title!) Bandet har dog flere fasetter, hvilket gør pladen interessant.