Nine Inch Nails

Den evigtsorte sol brænder lige så dystert som altid på det nye udspil fra Nine Inch Nails.

Frontmand Trent Reznor må uden tvivl være en af den moderne rocks mest seriøse kandidater til rollen som det plagede geni, og hans tekster på ‘With Teeth’ bunder i den samme depressive weltschmertz, som har domineret hele hans hidtige karriere.
Men der er lidt længere mellem de geniale indfald på ‘With Teeth’, end man er vant til fra den den depressive herre i sort.

Nine Inch Nails sædvanligt støjende industrial udfordres på albummet af et mere svævende og sart elektronisk udtryk. Guitaren er trukket en del i baggrunden, og neglene kradser ikke helt lige så hårdt på tavlen som tidligere.
Albummets bedste bud på på klassisk Nine Inch Nails er ‘You Know What You Are’, der med insisterende trommer, massive støjflader og gotisk spindelvæv i krogene rammer lytteren midt imellem øjnene med sin desperate intensitet. Men ellers er albummets ‘tunge’ numre ikke helt oppe på det niveau, man har hørt tidligere. Flere af dem virker mest som forcerede stiløvelser; Reznor, der spiller Nine Inch Nails, som de plejer at lyde.

Det er albummets mere spinkle, electro-inficerede numre, der efterlader de dybeste indtryk. Her formår frontmand, Trent Reznor, med få virkemidler og smukke melodilinier at fremmane den hudløst intime og afgrundsdybe tristesse, som han mestrer bedre end nogen anden.

‘Every Day Is Exactly The Same’ er et mesterligt stykke elektronisk melankoli, der påkalder sig Gary Numans gotiske storhed. Men albummets absolutte højdepunkt er det sublimt smukke nummer,’Right Where it Belongs’, hvor Reznor med både bid og klynk synger: ‘See the animal in its cage that you built/Are you sure what side you’re on/ Better not look him to closely in the eye/ Are you sure which side of the glass you’re on’.

Katharsis i sin mest rendyrkede form.