’Project Hail Mary’: To ting gør ny sci-fi-basker helt speciel – og den ene er Ryan Gosling!
FILM. Det kræver karisma af en anden verden at bære en film, hvor du spiller en person alene i rummet.
Scenen er trange metalkorridorer, konstant elektrisk summen, utallige knapper på elektriske paneler og små vinduespartier ud til det uendelige rum, som faktisk ikke ser så mørkt og tomt ud uden lysforureningen fra vores civilisation.
Soloforestillingen bliver ikke nemmere af, at publikum ikke længere bliver imponeret over nul-tyngdekraft-scener, og vi har set ensomhedstemaet før i rumfilm som ’The Martian’, ’Moon’ og ’Gravity’.
Så hvad er det, der alligevel gør ’Project Hail Mary’ speciel?
Den ene ting er hovedpersonen, spillet af Ryan Gosling. Hvis menneskeheden vidste, at en mission for at redde Jorden ville kræve overjordisk karisma, star quality og likeability – ja kort sagt kenergy – ville Gosling ikke være en dårlig kandidat at sende afsted.
Han spiller skolelæreren Ryland Grace, der har nogle teorier, som viser sig at være interessante i opklaringen af, hvorfor Solen er døende. Han ender på rumskibet, som er menneskehedens sidste håb, men da vi møder ham første gang, aner han ikke, hvor han er, eller hvad han hedder, og det var ikke meningen, at han skulle være alene. Dårlig start på missionen.
Den anden ting er, at det viser sig, at han alligevel ikke er helt alene. Fans af bogen blev sure over, at filmtraileren afslørede, at historien også handler om menneskets første kontakt med en fremmed livsform. Jeg synes nu ikke, at det ødelægger oplevelsen. Der er masser af overraskelser i vente stadigvæk.
Det har været en pointe for Andy Weir, forfatteren bag bogen, og fra filmskaberne Phil Lord og Chris Miller, at gøre det fremmede væsen så fremmedartet som muligt. Det var komikeren W.C. Fields, der advarede mod at arbejde med børn og dyr på settet. Hvad ville han sige til Gosling, der har taget imod udfordringen og spiller over for en sten?
Når det er sagt, er stenvæsenet, som fantasifuldt bliver kaldt Rocky, ikke så anderledes, når det kommer til stykket. Mester-dukkeføreren James Ortiz står bag levendegørelsen af Rocky, og i samspillet med Gosling udvikler historien sig til en buddy comedy om samarbejde mellem forskellige arter og teknologier, når målet er det samme.
Make Science Great Again?
I lang tid har vi været vant til, at dem, der reddede verden, var ”helt almindelige mennesker”, der bare bliver fanget i vilde omstændigheder og udviser en bemærkelsesværdig grad af opfindsomhed og duelighed under pres.
I Spielbergs ellers glimrende filmatisering af ’War of the Worlds’ om fjendtlige rumvæsner er Tom Cruise som bøvet vvs’er det mindst troværdige. Det er naturligvis en prisværdig tanke at lade publikum kunne identificere sig med hovedpersonen på lærredet og ikke kun overlade helterollerne til ekstraordinære mennesker, men nogle gange har det den modsatte effekt.
Personligt har jeg det fint med at se på mennesker, hvor vi fra starten er enige om, at de er klogere og stærkere end mig, for så har jeg også lettere ved at tro på de forhåbentlig vidunderlige ting, de udfører i løbet af filmen.
I klassisk science fiction var de centrale personer næsten altid videnskabsmænd. I en film fra USA, hvor der er antiintellektuelle bølger, føles det næsten forfriskende med en historie, hvor der er fokus på science-delen af sci-fi og hvor helten må bruge sin videnskabelige træning og tænkning til problemløsning.
’Project Hail Mary’ er grundlæggende en filmatisering af Gosling i et storslået escape room. Han er godt nok ”kun” naturfagslærer, så måske ikke genius-level scientist, men det handler måske om, at det ville være utroværdigt, hvis et fuldt ud naturvidenskabeligt geni havde de sociale og psykologiske egenskaber, der skal til for ikke bare at kunne være i selskab med sig selv i så lang tid. Men også at opdage, at du faktisk ikke er alene, og lære at kommunikere med og værdsætte det andet væsen, selvom det er meget anderledes end dig selv.
Rigtige videnskabsfolk blandt publikum bør nok prøve at lægge realismefilteret væk. Til tider lider filmen af, at spændingsscenerne foregår i situationer, som er så langt fra vores jordiske virkelighed, at det er svært som publikum at regne ud, hvad der er på spil, og hvor tæt vi er på, at det går galt.
Rumskibet skal tæt på en planets atmosfære og nedsænke en slags fiskekrog for at opsamle en særlig substans, men ikke for tæt på, for så brænder skibet op. Hvis man tænker for meget over det, bliver det til vrøvl, så filmen nydes bedst ved at overgive sig til dens fjollede charme og acceptere de mildest talt gakkede og meget spekulative teorier og løse omgang med virkelighedens omstændigheder i rummet.
Men det er jo netop derfor, vi har sci-fi. For at drømme om den slags fremtid, som i dag ligner magi, ligesom folk i middelalderen ville se på vores teknologi og brænde os på bålet for at være hekse og troldmænd.
‘Project Hail Mary’ er en af den slags gammeldags action-eventyrfilm med idéer, der er værd at tænke over sammen med popcornene.
Der er en smag af oldschool Steven Spielberg og George Lucas over den, og jeg håber, filmen vil tænde en gnist hos publikum, der kan inspirere til at opsøge ny viden og eventyr.
Jeg har stadig min plastikfigur af E.T. med lysende finger og det hele. Nu har jeg lyst til at købe stenen fra ’Project Hail Mary’.
Kort sagt:
Af en film om Jordens potentielle ødelæggelse at være er ’Project Hail Mary’ en goofy, popcorn-underholdende fornøjelse. And brains too!