Ganni er nået dertil, hvor der er overskud til meget mere end blot at designe tøj, lave modeshows og iklæde diverse danske og internationale it-girls. Det beviser brandet nu med en kunstfilm skabt af Emma Leth, der nu hedder Rosenzweig efter ægteskabet med Tal R.
Hun har flere gange ageret model for Ganni og er venner med den kreative chef Ditte Reffstrup. Hun er også muse for Gannis kommende Pre-Spring-kollektion, og ja, så har hun altså lavet filmen, som deler titel med netop den kollektion, ‘Yesterday, Today & Tomorrow’.
Filmen, der er delt op i tre små kapitler, inkorporerer tøj fra Gannis tidligere kollektioner samt den kommende, men på en måde så det blot bliver en lille del af fortællingen.
»Jeg har lavet tre historier, der på hver deres måde viser folks forhold til tøj. Tøj er en kæmpe del af, hvem vi er, og hvordan mennesker opfatter og behandler os. I den vestlige verden findes det også til overflod«, fortæller Emma om filmen, som er skudt på Super 8.
»Ideen med at bruge både nye og gamle kollektioner kommer fra nødvendigheden af at droppe konceptet om, at tøj altid skal være nyt. Det er en hyldest til tøj, der er gået med igen og igen – der findes dårligt noget smukkere end kærlighedsbåret tøj, der har gennemgået så meget, at de tager form efter den, der går med det«.
Kunstfilm har længe været en ting i modeverdenen, og sidste år så vi blandt andre Kenzo kaste sig ud i flere ambitiøse og anderledes måder at promovere deres design og brand.
Ud over at være model er Emma altså filmskaber og læser kunst på Art Academy Städelschule i Frankfurt, ligesom hun arrangerer filmklubben Blå Time på Charlottenborg Kunsthal.
Læs også: Showanmeldelse: Ganni er og bliver Copenhagen Fashion Weeks darling