Mykki Blanco

»It smells like sex and weed in this room«, rapper Mykki Blanco på ‘Fuckin the DJ’, og det kan man måske sige om hele dette mixtape og dets fantastiske titel. Det ambivalente /ss hentyder til, at den 25-årige Michael Quattlebaum Jr. lejlighedsvis forvandles til Mykki Blanco – dronningen af New Yorks queer rap.

Den blomstrende queer rap-scene, der ud over Blanco tæller blandt andet Le1f (der gæster her) og Zebra Katz, favoriserer dystre og tunge beats, der skifter klassisk hiphop-‘knock’ ud med elektronisk pulseren. Blancos stemme passer perfekt til blandingen af dunkel intensitet og elektronisk legesyge, og hovedpersonen kombinerer en meget hiphop’sk aggressivitet med overartikuleret udtale og queer-slang. Resultatet er genialt skæve linjer som »I smoke hydro / And fuck like a rhino« og »Ya’ll niggas kill me trying to steal my shine / You hoes is on at six o’ clock and I’m the prime time«.

Den New York-baserede rapper laver musik til natten, og mixtapet har et helhedsudtryk: Alt er mørkt, intenst, narkotisk. Monotonien viser sig stedvist, som når linjen »We fucking this club up« spilles henover et andet vokalspor i godt et minut på ‘Riot’. Heldigvis følges nummeret af ‘Wavvy’, hvilket er symptomatisk for mixtapet: De få døde punkter overvindes hurtigt.

Mykki Blancos narkotiske odyssé ender ikke noget særligt sted, udtrykket udvikler sig ikke, men det er måske okay, for man får indtrykket af, at Blancos natteudsvævelser stadig er i gang et eller andet sted.

Mykki Blanco. 'Cosmic Angel: The Illuminati Prince/ss'. Album. Selvudgivet.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af