Telescope

Et teleskop bruges til at gøre fjerntliggende objekter mere nærværende, og de tyske veteraner General Elektrick og Mez, tidligere kendt som Elektronauten, skitserer med deres debutalbum under navnet Telescope, en musisk visualisering af teleskopets drømmende og søgende fornemmelse.

Med en blanding af laidback deephouse, tilbagelænet chillout og underspillet drum’n’bass zoomer Telescope, på egne præmisser, ind på det klassiske pop-track, og det fungerer egentlig ganske godt. En bredtfavnende instrumentering, der blandt andet byder på afdæmpede xylofoner, trompeter og violiner samt medrivende sequencer beats og følelsesladet keyboards, samler sig i en helstøbt følelse af afslappet velvære.

Numrene har dog en meget enslydende klang, både hvad angår ide, dynamik og resultat. Den monotone progression skaber en følelse af anonymitet, hvilket bevirker at værket, et stykke af vejen, drukner, stumt og ubevægeligt i en allerede overeksponeret genre. Og det kræver altså noget ekstraordinært at gøre sig bemærket i en genre, der ‘traditionelt’ set domineres af prominente livsstils-compilations såsom ‘Hotel Costes’, ‘Buddha Bar’ og ‘Cafe del mar’.

Noëlle Poeller, der også var tilknyttet Elektronauten, lægger vokal til adskillige tracks, hvilket er med til at gøre musikken mere organisk. Det mærkes især på numrene ‘Stardust’ og ‘We got it all’.
Der skal dog ikke herske nogen tvivl om, at ‘Zoom’ ikke er skabt til klubmiljøets sene nattetimer, men derimod til de rolige og eftertænksomme hjemmeaftener, hvor benene finder vej til sofabordet og hvor hverdagens trængsler glemmes for en stund.

Telescope. 'Zoom'. Album. Combination records/VME.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af