(Listen er opdateret 14. november 2025)
‘Frankenstein’
Guillermo del Toros passionsprojekt ’Frankenstein’ er skabt til at blive set på et koloenormt biograflærred. Heldigvis fungerer den også udmærket som allemandseje på Netflix, hvor der venter så meget gotisk fryd for øjet, som man får for små 800 millioner kroner og to en halv time.
I centrum for historien står Oscar Isaac som den geniale videnskabsmand Dr. Frankenstein, der vier sit virke til at skabe liv ud af døde kroppe (resultatet er utroligt nok Jacob Elordi, hvad er chancen?!) – og får følgerne af storhedsvanviddet at føle, da det lykkes. Derudover er der adskillige danskere om bord i form af Lars Mikkelsen, Nikolaj Lie Kaas og Joachim Fjelstrup.
Man kan i alle sammenhænge mærke, at del Toro har elsket Mary Shelleys historie, siden han var barn, og som i de fleste andre af den mexicanske Oscar-vinders film er det groteske og mørke ført frem af en storøjet fascination.
’Hit Man’
Richard Linklater er en uforudsigelig instruktør, der med ‘Hit Man’ begiver sig ud i et særpræget form for actionfarvand med historien om en psykologi-lektor, der bijobber som undercoveragent.
Glen Powell er charmerende i hovedrollen som denne – anonyme Gary Johnson – der en dag får sit livs opgave, da han skal spille en falsk lejemorder for at fælde en kriminel. En rolle, han viser sig usandsynligt god til at spille, og pludselig er Gary fast FBI-kamæleon – lige indtil han hyres af den uimodståelige Maddy (Adria Arjona) til at dræbe dennes mand. Og forelsker sig i hende.
Setuppet er altså temmelig barokt, men er baseret på en virkelig historie, som Linklater twister og forløser med både overskud og hjerte.
‘Dream Scenario’
Alle drømmer om Nicolas Cage om natten i den grumme komedie ’Dream Scenario’, der er instrueret af norske Kristoffer Borgli, en af Skandinaviens mest interessante unge instruktører, som efter den norske gennembrudsfilm ’Sick of Myself’ har taget et syvmileskridt og nu laver film med internationale stjerner og A24.
Cage er forrygende som den komplet uopsigtsvækkende universitetsprofesser Paul Matthews, der ud af ingenting begynder at dukke op i alles drømme. Pludselig er han berømt uden den mindste indsats eller anelse om, hvad han skal bruge det til. Tænk Charlie Kaufman møder influencersamfundet!
Historien vækker minder om den virkelige mand Andras Arato, hvis B-gig som stockfoto-model en dag gjorde ham til ansigt på det verdensberømte meme ’Hide the pain Harold’. Hans TED-talk om oplevelsen er oplagt akkompagnement til filmen.
’The Perfect Neighbor’
Udtrykket naboen fra helvede er blevet en smule udvandet med alskens danske tv-dokumentarer om irriterende minigolfbaner. I dokumentaren ’The Perfect Neighbor’, der lander på Netflix efter stor festivalhype på både Sundance og hjemlige CPH:DOX, er der vitterligt tale om en livsødelæggende pestilens.
Vi befinder os i et fattigt kvarter i Florida, hvor politiet konstant tilkaldes af en ældre hvid kvinde, som mener hun bliver chikaneret af områdets børn, der leger på en græsplæne ved hendes hus.
Som noget særligt er en stor del af historien fortalt gennem de bodycams, politibetjente bærer foran på deres uniformer, hvilket giver en unik vinkel på, hvad der ender med at være en forfærdeligt brutal historie, som får et nervepirrende retsligt efterspil.
»The Perfect Neighbor’ både intens, raserivækkende og forfærdeligt trist«, skrev Soundvenues Morten Kildebæk i sin femstjernede anmeldelse fra CPH:DOX-premieren.
’Civil War’
Soundvenues anmelder gav topkarakter til Alex Garlands ’Civil War’, der foregår i en nær fremtid, hvor der er udbrudt borgerkrig i USA.
Her spiller Kirsten Dunst den PTSD-ramte fotograf Lee, som sammen med journalisten Joel (Wagner Moura kendt som Pablo Escobar i ’Narcos’), en gammel New York Times-legende (elskværdige Stephen McKinley Henderson) og en ung protegé (Cailee Spaeny fra ’Priscilla’) tager på en dokumentaristisk selvmordsmission, der går ud på at få det sidste interview med USA’s sindssyge autokratpræsident, før han bliver myrdet af oprørsgrupperne.
’Civil War’ er (heldigvis) ikke en traditionel krigs- eller actionfilm. Dunst er fascinerende som en sjælden kvindelig variant af the strong silent type i hovedrollen, og hendes mand i virkeligheden, Jesse Plemmons, kigger sågar også forbi i nogle virkelig grimme solbriller til en af filmens mest mindeværdigt ubehagelige scener.
Om hele det fotojournalistiske projekt er realistisk og/eller en lige lovlig selvhøjtidelig hyldest til pressefotografiets kraft, kan man diskutere bagefter. Uanset hvad er ‘Civil War’ forbandet spændende. Ikke helt ulig sidste gang en mand af sydamerikansk afstamning ved navn Joel krydsede et (svampe)dystopisk Amerika med en ung kvinde på slæb.
’Dumb money’
Historien om GameStop-aktien er muligvis en af nyere tids vildeste underdog-historier.
I 2021 satte en gruppe private aktieinvestorer fra Reddit-forummet r/wallstreetbets sig for at investere i den segnende spilbutik, hvilket kom til at koste Wall Street-rigmænd dyrt, da de havde investeret i dens undergang i årevis.
Bevægelsens frontmand blev den ydmyge YouTuber Keith Gill (med onlinenavnet RoaringKitty), der i Craig Gillespies filmatisering spilles af en ultraelskelig Paul Dano. Samtidig hepper man dog også på hans følgere, helt almindelige mennesker, der følger hans investeringsråd. De rige skurke spilles på fornøjelig vis af Nick Offerman og Seth Rogen.
»En både sjov og overraskende vedrørende fortælling om den lille mands kamp mod den stinkende rige elite«, skrev Soundvenues anmelder.
’Snefællesskabet’
Hvis du har set 90’er-filmen ‘Alive’ med Ethan Hawke, kender du måske allerede historien i Netflix-filmen ’Society of the Snow’. Begge er nemlig baserede på et af virkelighedens mest kendte flystyrt, hvor et rugbyhold fra Uruguy styrtede ned i Andes-bjergene i 1972 og måtte spise de døde for selv at overleve.
Men den spanske instruktør J.A. Bayona fortæller den voldsomme historie med en helt anden sans for gys og autenticitet.
»J.A. Bayona er tilbage i storform med fortællingen om det fællesskab, den empati og den selvopretholdelsesdrift, der fik de overlevende igennem 72 dage i de skånselsløse andelsbjerge«, skrev Soundvenues anmelder og kvitterede med fem stjerner.
’Drengen og hejren’
Hayao Miyazakis ‘Drengen og hejren’ blev en mirakuløst stor billetsællert i de danske biografer, men hvis man ikke fik den set på det store lærred – eller blot higer efter et gensyn, har fortællingen endelig ramt streaming.
Her sørger en dreng over sin netop afdøde mor under anden verdenskrig, hvor han flyttes til en ny by på landet og finder trøst i en parallelverden, han opdager gennem en vild talende hejre.
‘Drengen og hejren’ er spækket med Miyazakis kendetegn med dens syrede magiske univers, følsomme coming of age-historie, voldsomme temaer og fantastisk smukke streg. Resultatet af årevis omhyggeligt håndtegnet arbejde.
‘Rebel Ridge’
»Det er længe siden, jeg har haft så højintens en filmoplevelse«, skrev Soundvenues anmelder om ’Rebel Ridge’, der skiller sig ud i den ellers fortærskede hævngenre.
Den unge mand Terry (fascinerende Aaron Pierre) er på vej på cykel med 36.000 dollars i kontanter, som han på ærlig vis har skaffet til at betale sin fængslede fætters kaution.
Da et par ondsindede poltibetjente stopper ham og konfiskerer pengene med (racistisk) mistanke om, at han sælger stoffer, må han se magtesløst til i frygt for at miste livet. Hjemme på stationen holder politichefen Sandy Burne (spillet totalt afstumpet af Don Johnson) hånden over dem. Senere sætter han sig dog for at få sin hævn på frydefuld vis.
’Godzilla Minus One’
»’Godzilla Minus One’ er uden tvivl den bedste Godzilla-film, jeg nogensinde har set, og måske endda en af de bedste monsterfilm, jeg nogensinde har set«, skrev Soundvenues anmelder om det seneste skud på stammen af den japanske monsterfranchise.
Handlingen foregår i de sidste dage af Anden Verdenskrig, hvor vi følger krigspiloten Koichi, der kommer hjem til et krigshærget Tokyo. Udover skyld over krigens traumer, begynder et monster også at true byen.
Det der især imponerer ved Takashi Yamazakis ‘Godzilla’, at den udover at levere et overlegent monsterbrag også er medrivende på et menneskeligt plan. Selvom Godzilla-historien er fortalt ekstremt mange gange, gør ’Godzilla Minus One’s på den personlige rejse den til noget helt specielt.
’Sult’
Ditte Hansen og Louise Mieritz har filmatiseret Tine Høegs bog ‘Sult’ med lethed, humor og et forrygende cast, der ikke begrænser sig til Rosalinde Mynster og Joachim Fjelstrups forelskelsesværdige duo.
Den populære forfatter Mia forelsker sig i den lidt ældre fraskilte tobørnsfar og arkæolog Emil. Faktisk så meget, at hun også selv får lyst til at få et barn, hvilket bliver udfordrende på en anden måde, end vi normalt får at se i et muntert romcom-univers.
’His Three Daughters’
Netflix får megen røg for kvaliteten i deres filmproduktion, men nogle gange kan de godt genkende guld, når de står med det i hænderne. Streaminggiganten købte ’His Three Daughters’ for et større millionbeløb på Toronto Film Festival, og nu kan vi så alle grine og græde over den forrygende skuespiltrio Natasha Lyonne, Elizabeth Olsen og Carrie Coon i centrum for Azazel Jacobs film.
Trioen spiller tre søstre, som modvilligt må komme hinanden ved, da deres far ligger for døren, og Soundvenues Morten Kildebæk skriver i sin begejstrede anmeldelse:
»Med ’His Three Daughters’ har Jacobs begået sit hidtil mest velskrevne manuskript, der samtidig beriges med skuespiltrioens forrygende evner. Lyonne, Olsen og Coon indtager hver deres fejlbarlige søster med overbevisende og til tider morsom kompromisløshed«.
‘The Holdovers’
Kostskoler har ikke ligefrem et hjerteligt ry. Hverken i virkeligheden eller på film, hvor titler som ’Ondskab’ siger det hele.
I den sammenhæng er Alexander Paynes ’The Holdovers’ en sjælden feel-good-fortælling om en på alle måder uheldig oldtidskundskabslærer (grim, ildelugtende og selvfølgelig spillet af Paul Giamatti), der tvinges til at blive på kostskolen i juleferien med de børn, der ikke skal hjem.
Det drejer sig i sidste ende kun om en enkelt dreng, men sammen med skolens kantinedame spillet af Da’Vine Joy Randolph (’Only Murders in the Building’) ender de med at udgøre en rørende trio.
Giamatti, der spiller sølle mandeskæbner som få andre skuffer sjældent og slet ikke sammen med manden, der instruerede ham i ’Sideways’ og han går eminent i spænd med det unge stortalent Dominic Sessa, der spiller den unge torn i den gamle lærers øje.
‘Maestro’
Bradley Cooper kan noget helt særligt med musikfilmgenren, for uden helt at komme op på siden af hans instruktørdebut ’A Star Is Born’ overbeviser han igen med sin elegante og rørende fortælling om komponistlegenden Leonard Bernstein og dennes hustru, Felicia, der står i skyggen af sin geniale og skabsbiseksuelle mand.
Cooper udfordrer biopic-formularen akkurat nok til, at ’Maestro’ føles som et friskt og levende bidrag, og både han selv og Carey Mulligan leverer Oscar-værdige præstationer.
‘The Hand of God’
Ingen ringere end fodboldlegenden Diego Maradona spiller en vigtig birolle i den italienske mesterinstruktør Paolo Sorrentinos (‘Den store skønhed’) personlige film baseret på hans egen opvækst – og hans livs store tragedie – i fattige Napoli i 80’erne, hvor verdens bedste fodboldboldspiller kom til som en frelsende, mesterskabsfremkaldende engel.
‘The Hand of God’ er Sorrentinos mest jordbundne film til dato, intim og detaljeret i den levende skildring af hovedpersonen Fabiettos farverige ur-italienske familie og hans gennemsnitlige coming of age-retningsløshed, der pludselig får en bundseriøs klangbund. Men den er også stadig rig på instruktørens virtuouse kameraføring og blik for tilværelsens skævhed, der får én til at kigge lidt anderledes på verden, når rulleteksterne er slut. En af 2021’s bedste film, simpelthen.
‘The Killer’
David Finchers ambivalente kunstneriske fascination af seriemordere løber som en rød tråd gennem hele hans filmografi og var omdrejningspunktet for Netflix-serien ’Mindhunter’. I ’The Killer’, skabt for streaminggiganten, zoomer han helt ind på en navnløs lejemorder, spillet af Michael Fassbender, der udførligt venter på sit mål i et efterladt WeWork-kontor i Paris, hvor han dogmatisk mediterer, dyrker yoga, filosoferer og lytter til The Smiths. Men da sigtekornet fejler ham, får han pludselig selv mordere på nakken og må give afkald på sin coolness.
David Fincher skærer fortællingen helt ind til benet med sin tilbagevenden til thrillergenren, og selvom resultatet muligvis ikke kan måle sig med Finchers bedste som ’Zodiac’, ’Gone Girl’ eller ’The Social Network’ er den stadig dybt seværdig.
’Ibelin’
Det er en trist omgang at se de første ti minutters tid af dokumentaren ‘Ibelin’.
Her fortæller den afdøde nordmand Mats Steens forældre den alt for korte historie om hans liv. Hvordan deres elskede dreng i de tidlige barndomsår viser sig at lide af Duchennes muskeldystrofi, hvilket som årene går frarøver ham førligheden og får ham til at lukke et almindeligt barne- og ungdomsliv ude til fordel for enlig gaming. Og så går han som 25-årig bort alt for tidligt og meningsløst.
Men da forældrene efter hans død får adgang til hans online-liv, ændrer det hele deres opfattelse af Mats’ tilværelse, for hans arv i World of Warcraft fortæller en helt anden historie. ‘Ibelin’ udvikler sig derfra til en smuk og rørende skildring af at være et menneske med et handicap. Som helt og holdent udfordrer den almindelige opfattelse af, hvad det vil sige at leve et meningsfyldt liv.
’Leave the World Behind’
En overklassefamilie fra New York drager ud af byen på en spontan sommerhustur, der dog afbrydes, da ejerne af huset pludselig banker på døren. Langsomt begynder al elektronik at bryde sammen, mens der dukker horder af aggressive dådyr op i haven.
Det er svært at vide, hvad der forårsager mest panik – samfundets kollaps eller den manglende internetforbindelse. Især for familiens lillesøster hvis eneste drøm i livet er at få set finaleafsnittet af ‘Friends’, mens de voksne går i desperat selvsving.
Castet fejler bestemt ikke noget i ’Leave the World Behind’, hvor Julia Roberts, Ethan Hawke, Maharshala Ali og det unge ‘Industry’-talent My’hala Herold bliver roomates på ufrivillig vis, da et cyberangreb skaber komplet kaos. Og det gør det underspillede dommedagsdrama, der er instrueret af ’Mr. Robot’-skaber Sam Esamil med Barack Obama i ryggen som producer, heller ikke.
Tværtimod er der noget underspillet skræmmende over den måde, katastrofen ulmer i baggrunden, mens eliten gør det de gør bedst: Lukker øjnene.
’Rose’
Man kommer let til at tænke, at ‘Rose’ er navnet på den kvindelige hovedkarakter i Niels Arden Oplevs film, der er rig på franske feelgood-fornemmelser og baseret på en personlig historie om hans egen søster.
Det er det også på en måde. Men da vores hovedkarakter (spillet fremragende af Sofie Gråbøl) stiger modvilligt om bord på en turistbus med kurs mod Paris, hedder hun stadig mest Inger og vil gerne bede om en stesolid, mens hun punkterer bon voyage-stemningen ved at gribe mikrofonen og informere de medrejsende om, at hun altså er skizofren og har det rigtig dårligt tit.
Som turen skrider frem, træder Inger dog først og fremmest i karakter som et menneske, der til tider er forkrøblet af sorg og psykisk sygdom, men har sit intellekt, sin humor og ikke mindst sine minder i behold. Selvom der er store udfordringer undervejs, finder hun støt tilbage til sin kerne og ungdom, hvor hun levede ‘La vie en rose’ i byernes by med fletninger og fransk elsker.
Som et fuldbårent portræt af et menneske med en sindslidelse og en medrivende road movie rammer ‘Rose’ bredt og helt rigtigt på samme tid.
‘Hustle’
Adam Sandler forbinder overraskende effektivt samlebåndsproduktionen på Netflix med sine udflugter ud i auteur-land og rammer med basketfilmen ‘Hustle’ et spøjst sted ned mellem konventionelt sportsdrama og et nærværende realismefiltreret indblik i vejen til verdens største basketball-liga.
Historien følger Stanley Sugerman (Sandler), som efter mange år rundt i verden bliver forfremmet til assistenttræner for NBA-holdet Philadelphia 76’ers. I de amerikanske sportfranchises nepotistiske ånd tager den tidligere ejers lunefulde søn (Ben Foster) over og sender igen Stanley ud for at finde det næste store europæiske talent. Det gør han måske – på en street-bane på Mallorca, hvor håndværkeren Bo Cruz (NBA-spilleren Juancho Hernangomez) rager op og overbeviser Stanley om, at han står over for en stjerne.
‘His House’
Da ’His House’ fik verdenspremiere på Sundance Film Festival, blev den af gode grunde sammenlignet med Jorden Peeles succesgyser ’Get Out’. Her fandt Peele, som det også er tilfældet med ’His House’, sit udgangspunkt for ’det fremmede element’, der oftest etablerer gyserplottet, i det sorte miljø, og her blev uhyggen en beskrivelse af de sortes møde med det hvide samfund gennem en optik af forfølgelsesvanvid, konspiratoriske neuroser og flydende grænser mellem drøm og virkelighed.
I Remi Weekes’ debutfilm møder vi Bol (Sope Dirisu) og Rial Majur (Wunmi Mosaku fra ‘We Own This City’) på et modtagecenter i England, hvor de venter på asyl som flygtninge fra Sydsudan. Under flugten mistede de deres datter, og både mareridt og minder fylder deres liv. De får tildelt et hus og anbefales at tilpasse sig. Parret er topmotiveret efter at blive gode samfundsborgere – men noget i huset er ikke helt, som det skal være…
Filmens eminente lydtapet er en kropslig oplevelse, og skyggerne samt kameravinklerne har den helt rette koreografi. Selv med lyset tændt, får du med ’His House’ lyst til at skrue ned for lyden og kigge væk – og det er ment som en stor ros til dens gyseligt gode effekt.
‘The Power of the Dog’
Med ’The Power of the Dog’ føjer Jane Campion et storværk til hylden for moderne westerns, der hudfletter machomytens personlige omkostninger igennem Benedict Cumberbatchs midaldrende Phil. En brysk knudemand, der i 1920’ernes Montana bogstaveligt talt kanaliserer sin (selv)lede ind i … at flette et reb. Af hud.
Phil bor med sin milde lillebror George (Jesse Plemmons) på en stor kvægranch, men da George gifter sig med enken Rose (Kirsten Dunst), og bringer hende og hendes teenagesøn Peter (Kodi Smit-McPhee) med på landet, er Phil ved at gå til at jalousi og foragt.
Og så udruller der sig ellers en suspensefyldt magtkamp mellem navnlig Phil, Rose og Peter, der er så foruroligende – og overraskende – at man sidder som på pinde op til den geniale slutning.
’Tár’
Som titelkarakteren i ‘Tár’, Lydia Tár, vækker Cate Blanchett en så imponerende kreativ skikkelse til live, at det er svært at forstå, at hendes succesrige komponist ikke er en virkelig person.
Udadtil ligner hun det perfekte moderne forbillede. Hun er en genial musikalsk begavelse, har haft Leonard Bernstein som mentor og står over sin største karrieremæssige bedrift nogensinde: at lede Berliner Philharmonikerne som den første kvinde nogensinde. Tingene begynder dog at gå rigtig skævt, da hun får et godt øje til orkestrets ny unge kvindelige cellist, der så småt begynder at åbenbare dirigentens sande natur.
Fra start til slut er ’Tár’ et pirrende moralsk MeToo-mysterium båret frem af en fuldstændig uovertruffen Blanchett.
‘The Harder They Fall’
Debuterende spillefilminstruktør Jeymes Samuel tipper på cowboyhatten til Sergio Leone og Quentin Tarantino, og fylder samtidig soundtracket med hiphop i denne farverige hævnwestern, der følger en ung outlaw (Jonathan Majors fra ‘Lovecraft Country’) på jagt efter manden, der dræbte hans forældre (Idris Elba i tilbagelænet skurkehumør).
‘The Harder They Fall’ introducerer et ensemblecast med så karismatiske spillere på begge sider af den centrale konflikt (LaKeith Stanfield, Regina King, Zazie Beetz med flere), at man nødig ser en eneste, skurk som antihelt, lade livet i støvet, hvor opgøret naturligvis må ende. Jovist, filmen er i omegnen af et kvarter for lang, men alligevel keder man sig ikke et sekund i det unikke univers, Samuel opbygger – og så er det første gang i Hollywood-historien, at vi har fået en gedigen westernbasker befolket udelukkende af sorte skuespillere. Frem med popcornene fredag aften.
‘The Trial of the Chicago 7’
‘The Social Network’-skaberen Aaron Sorkin går all-in på brandtalerne i denne spiddende, men voldsomt underholdende hudfletning af det gennemhullede amerikanske retssystem – med et regulært stjernecast på bænken.
Filmen optrevler den virkelige sag om The Chicago 7, der i 1968 skabte overskrifter fra øst til vestkyst, da syv anti-Vietnamkrigs-demonstranter blev arresteret under voldsomme sammenstød med politiet. Demonstranterne – seks hvide mænd og en sort – kom fra vidt forskellige baggrunde, og i retten udviklede sagen sig til en større idelogisk og politisk kamp mod politivold, korruption og ikke mindst systemets behandling af sorte borgere, der trækker direkte tråde til vor tids racedebatter.
‘I’m No Longer Here’
Mexicos Oscar-kandidat i 2021 nåede ikke hele vejen til nomineringsfeltet, men det gør absolut ikke filmen mindre seværdig. Instruktør Fernando Frías de la Parra fortæller historien om Ulises, en 17-årig bandeleder fra millionbyen Monterrey (spillet med stærkt nærvær af debutanten Daniel Garcia), som sammen med sine jævnaldrende dyrker subkulturen ’kolombia’ og musikgenren cumbia.
Teenagerne lever og ånder for musikken, som de også selv freestyler over, og den særlige cumbia-gadedans, som Ulises er mester i. Men da ynglingen overværer et blodigt opgør mellem rivaliserende bander, bliver han tvunget til at flygte ud af landet og hele vejen til New York, hvor der venter Ulises – som ikke taler et ord engelsk – en barsk og totalt isoleret tilværelse.
’I’m No Longer Here’ giver et fascinerede indblik i en kultur, de færreste herhjemme nok kender til, og der er en næsten sjælfuld poesi over billederne af de unge på gaden, der står på tærsklen mellem barndom og fuldgyldige kriminelle i den underverden, der hele tiden står på spring for at hverve nye medlemmer.
‘Uncut Gems’
»Martin Scorseses arvtagere er fundet med Adam Sandler på toppen af sit game«, skrev vi i vores 5-stjernede anmeldelse af Safdie-brødrenes ‘Uncut Gems’.
Sandler spiller Howie, der kender alt og alle i New Yorks diamantdistrikt, hvorfra han driver sin forretning i et topsikret boutique-lokale. Howie skylder alle penge, fra lurvede bookmakers til den italienske mafia, og da han nådigt udlåner ædelstenen til basketballspilleren Kevin Garrett (den virkelige basketstjerne som sig selv), sætter det en lavine i gang, der styrer efter Howie som et varmesøgende missil: Gennem charmeserverede løfter, jubeloptimistiske sportsvæddemål og hvide løgne forsøger han at holde sig inde i spillet.
Og for at det ikke skal være nok, er hans kone mere end ivrig efter at fremskynde deres skilsmisse, mens elskerinden flirter med The Weeknd (Abel Tesfaye medvirker selv i en lidt distraherende birolle). Slå »presset mand« op i ordbogen, og du vil se et billede af Adam Sandler med paryk og falske tænder.
Josh og Benny Safdie slog igennem med ‘Good Time’ (se længere nede på listen), men med ‘Uncut Gems’ forfinede de deres filmkunst med en forpustende, frenetisk film om maskulin besættelse, som planter sig solidt i publikums hjernelap.
‘I’m Thinking of Ending Things’
Charlie Kaufmans krøllede manuskripthjerne har tidligere givet os sælsomme eventyr spækket med eksistentialistisk melankoli i ‘Eternal Sunshine of the Spotless Mind’ og ‘Being John Malkovich’, men i Netflix-filmen ‘I’m Thinking of Ending Things’ får filmmageren – som her agerer både instruktør og manusskribent – frie tøjler til at gakke helt derud, hvor David Lynch dårligt kan være med.
Evigt seværdige Jesse Plemmons spiller den forsagte Jake, der en stormfuld aften tager sin nye kæreste Lucy (eller var det Amy?) med hjem til Thanksgiving langt pokker i vold ude på Lars Tyndskids mark. Stortalentet Jessie Buckley er brillant som Lucy, der er dybt deprimeret og ditto dybt sikker på, at hun bliver nødt til at slå op med Jake – men overfor de creepy svigerforældre (geniale Toni Collette og David Thewlis) begynder al virkelighedssans at gå op i sømmene, mens Kaufmans fortælling springer i tid og rum.
Det er en film, der uundgåeligt deler vandene, og som er næsten lige så nemt at hade for sine kringlede weirdness som den er at elske for sine filosofiske easter eggs: Men giv den en chance. For du har ganske enkelt ikke set noget lignende.
‘A Sun’
Der er guld at finde i Netflix-dybet, hvis man bare graver længe nok, og denne vilde perle var med al sandsynlighed druknet i mængden af hypede titler, hvis ikke årvågne kritikere havde trukket den op af dødvandet. Nærmere bestemt en Variety-anmelder, der i december 2020 kårede den som intet mindre end årets bedste film.
Den taiwanske instruktørs Mong-hong Chungs ’A Sun’ tilslutter sig velfortjent det fine selskab asiatiske nyklassikere som ’Burning’ og ’Parasite’, og lad det endelig ikke skræmme, at Netflix misvisende har kategoriseret den under »Mørke film« – også selvom den ganske vist lægger ud med en makaber machete-afhugning…
Den utilpassede fyr A-Ho ryger i ungdomsfængsel, og kort efter begynder en række ulykker at regne ned over hans familie udenfor. Heriblandt storebroren A-Hao, der er forældrenes strålende sol. Der er meget varme i familieportrættet, og ’A Sun’ er Terrence Malick’sk i sin fotografering med poetiske panoreringspassager af Taipeis urbane miljø til tonerne af punkpop og panfløjter.
’Marriage Story’
Efter 2017’s fremragende ’The Meyerowitz Stories’ fulgte indieinstruktøren Noah Baumbach op på sit Netflix-samarbejde med ’Marriage Story’, der er intet mindre end en nyklassiker. Og filmmagerens smukkeste, mest hjerteskærende værk siden ‘The Squid and the Whale’.
Scarlett Johansson og Adam Driver er New Yorker-parret Nicole og Charlie, der indledningsvist står i hvad der syner af en nogenlunde civiliseret skilsmisse. Begge parter vil det bedste for hinanden og deres lille søn, Henry (Azhy Robertson) – men så snart der kommer ivrige advokater ind over og Nicole gør det klart, at hun vil bosætte sig i Californien med Henry, fordærves forhandlingerne af stadigt mere giftige skænderier, hvori de tidligere elskende borer kniven i hinandens mest sårbare ’fejl og mangler’, som kun to mennesker, der har kendt hinanden ud og ind kan.
’Marriage Story’ syner af en moderne ’Kramer vs. Kramer’, men er om noget endnu mere velspillet (!) og livsklog på parforholdets intrikate følelsesmæssige dynamikker. Driver og Johansson har aldrig været bedre, og Laura Dern stjæler sine scener som Nicoles benhårde, men sweet-talking skilsmisseadvokat.
Kleenex påkrævet.
God streaming!