Ibens

Ibens er mod forventning tilbage igen. Frontmand Carsten Lykke forsøgte at stable en solokarriere på benene, og Henrik Marstal blev bedt om at forlade trioen allerede efter første udgivelse. Alligevel har de to lagt fortidens stridigheder bag sig og er igen sammen med tredjemand Kristian Obling-Høeg i den oprindelige 1997-opstilling, som væltede landet med ‘Jeg savner min blå cykel’.

Det var især Carsten Lykkes humoristiske tekster tilsat småtskårne hjerneklæbende melodier, der fik 40.000 danskere til at investere i den selvbetitlede debut. Og med de bedste numre ‘Ølstykke i november’, ‘Farvel, fru professor’, ‘Solveig’ og ‘Dødssyg søndag’ fra dengang og den ikke helt slappe opfølger ‘Maskulin’ i hukommelsen, kunne man håbe på, at Ibens med den originale besætning igen vil gøre væsen af sig. Men nej.

Vedholdende fans får desværre ikke indfriet de forventninger, der trods alt stadig er blandt de stædigste af os. Humoren er nedtonet og det mere modne tekstunivers bider ikke fra sig på samme måde som tidligere. Musikken har stadig Ibens-lyden, men det er for det meste i kedsommelige light-udgaver, og de tre finder sjældent magien. ‘Til provinsen’, ‘Sex igen’ og ‘Europcar’ med Marie Frank på kor stikker frem, og i slutningen er der prisværdige forsøg på at glide over i elektroniske kompositioner, som desværre heller ikke helt lykkes. Den gennemgående mere afdæmpede stil på ‘Ufornuft’ klæder ikke Ibens. Hun så bedre ud, da hun var en ung rebel.