Jamie Cullum

Lige siden han slog de første akkorder an på gennembrudsalbummet ‘Twentysomething’ fra 2003, har engelske Jamie Cullum mejslet sit navn fast som den kødelige inkarnation af en tilforladeligt hyggejazzet café-compilation. Sådan en man kan sætte på, når svigermor kommer på besøg, eller når der skal Bo Bedre-hygges på hjemmematriklen.

Det kan man jo så – alt efter humør – elske eller hade, men under alle omstændigheder har Cullums ekvilibristiske jazzpop vist sig at have et stort publikum, ikke mindst fordi han har for vane at krydre sine egne kompositioner med pudsige coverversioner af alt mellem Cole Porter og Jimi Hendrix. Og her skuffer han heller ikke denne gang sine tilhængere, og faktisk må man give ham, at han forvandler Rihannas hårdtpumpede hitsingle ‘Don’t Stop the Music’ til en temmelig charmerende, diskret tilrøget og organisk struttende kreation.

Desværre er det også så vildt, det bliver, for selvom talentet er indiskutabelt og respekten for traditionen klædelig, så er outputtet generelt for uforpligtende. Med undtagelse af den storswingende åbner ‘Just One of Those Things’, der flyder over af croone-krukkerier og big band-ekvilibrisme, så mangler albummet og dets melodier tyngde – i hvert fald hvis man benytter det til andet end lydtapet.

Det betyder selvfølgelig ikke, at ‘The Pursuit’ ikke vil finde anvendelse ude i de små hjem. Men som selvstændigt musikalsk værk betragtet, når det bare ikke de højder, som hovedpersonens åbenlyse evner ellers giver forhåbninger om.