Selvfølgelig var ‘Saturday Night Live’ nødt til at behandle tidens to største populærkulturelle fænomener, ‘Avengers’ og ‘Game of Thrones’. Gårsdagens program åbnede således med en morsom udgave af ‘Family Feud’, hvor Marvel-stjernerne Thor, Okoye, Thanos og Groot dyster mod altid mærkelige Bran, wildlingen Tormund, den nyslåede ridder Brienne og mystiske Melisandre.
Adam Sandler var aftenens vært, hvilket markerede hans tilbagevenden til ‘Saturday Night Live’-scenen for første gang i knap 24 år. Sandler fik sit gennembrud på sketchshowet, inden han søsatte sin karriere som filmstjerne. I sin veloplagte åbningsmonolog joker Sandler med, at han rent faktisk blev fyret i en hjemmebrygget sang, hvor Chris Rock desuden synger et vers.
I løbet af aftenen genoplivede Sandler sin ikoniske karakter Opera Man, mens vi også var et smut forbi en Sandler-familiesammenkomst. Skuespilleren rundede aftenen af med en følelsesladet hyldestsang til afdøde Chris Farley, der også var del af ‘Saturday Night Live’ samtidig med Sandler.
Se aftenens højdepunkter herunder.