Attaboy

De fire medlemmer af Attaboy er dygtige musikere, de har en let genkendelig lyd, som er nem at markedsføre, og de har et sjovt logo, som inkorporerer deres navn. Alt i alt er det sådan set meget lovende.

Deres debut-cd, Ovärkliga Saker – udgivet på eget selskab – åbner også godt med en både pudsig, skrøbelig og fin ‘cabaret-musik-møder-Nina-Persson’-agtig tone, ja man bliver glad af det, det er god musik; men når man har hørt det samme nummer i otte forskellige versioner, så bliver smilet altså en smule anstrengt.
I længden bliver produktet blot gudsforgående kedeligt, svenskt og ferskt.

Og det er en skam. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg godt kan lide Attaboys særegne lyd, men problemet er, at det kan de åbenbart også selv. Lidt for meget, faktisk. Det virker som om, de i al deres iver har låst sig fast sig i ét enkelt musikalsk udtryk og med ganske få undtagelser ikke er i stand til at tænke udenfor grænserne af det.

Indenfor rammerne af deres musikalske univers er Attaboy simpelthen præget af for meget vanetænkning, og for det kan jeg ikke give mere end tre stjerner, også selvom kvartetten både er dygtig og lovende. Dertil er deres debut-cd simpelthen for ensformig.