Aphaca er rockstjerner, men de er det sgu på deres egen måde
KONCERT. Der er ikke nogen tvivl om, at Aphaca har indledt 2026 som rockstjerner. Nørrebro-drengene har sprunget Royal Arena over og kan se frem til at fylde Parken senere på året.
Aphaca er rockstjerner, men de er det sgu på deres egen måde. Da Rumle Kærså efter en længere instrumentalintro sang til publikum i Forum fredag aften, var det med de bevingede ord: »Hvad nu hvis vi alle sammen / Stoppede op, og sagde / Har du det godt? / Jeg synes, du er flot«.
Det er nemt at slå sig på de blåøjede linjer fra ’Flyver som fugle’, men denne aften var det en sikker måde at blive transporteret ind i Aphacas musikalske legestue, hvor selv de største platheder pludselig virker som de mest åbenlyse sandheder.
Der var store smil fra alle mand, og selvom Kærså som forsanger har en hovedrolle som indpisker, kunne man mærke det fælles engagement og se, hvordan de øvrige bandmedlemmer sang med, mens de spillede.
’Til solen er sort’ – det ældste nummer, bandet spillede – stod enormt flot med et band der, i tråd med deres forkærlighed for det umiddelbare, gav sig til at dreje rundt om sig selv midt i Kærsås akrobatiske oktavspring. Der var lykkeligvis ingen kabler på scenen, så der var fri bevægelighed til frisindede Aphaca.
Midtvejs forklarede en for øvrigt storsyngende Kærså, at det hele handler om at være der for hinanden, og der tror jeg godt, man kan sige, at vi kommer så tæt på Aphacas budskab, som det er muligt at komme. ’Hjertet på gaden’ skabte en luftlomme af længsel, som publikum greb og tog del i.
En spontan fødselsdagsfest var der også plads til, da flere blandt publikum tog flag frem for at fejre trommeslager Noah Elias Rasmussen, der altså fyldte år. Overraskende, medmenneskeligt, men måske også lidt for hyggeligt.
Bandet formåede ellers at nedtone det sukkersøde, som da den populære ’Klip klap sandaler’ blev afrundet af en dundrende synth-outro, så Frederiksberg C næsten blev forvandlet til en sitrende berliner-technoklub. Men kun næsten, for Aphaca satsede på det imødekommende og iørefaldende.
I Forum handlede det ikke om at genopfinde Aphaca – det skal der nok blive tid til – men om at dyrke de åbne grænser og de store hjerter. Det mest politiske indslag var uden tvivl keyboardspiller Bertil Engberg Nielsens t-shirt, der havde påskriften »færre svin flere heste«.
Med deres nye album, ’Vild ungdom’, står de et sted, hvor der er blevet plads til at lukke mere mørke og tvivl ind. Alligevel var det ganske rammende, at folk ikke reagerede nær så entusiastisk på den majestætiske slow burner ’Sidste lys’, som de gjorde på den noget mere sødsuppebetonede Bette-duet ’Hvornår kommer du hjem’.
Det er eftertænksom slowcore sat overfor umiddelbar r’n’b og et eksempel på, at Aphaca stadig er i gang med at bygge et bagkatalog op.
Aphaca drømmer om en verden, der elsker at elskes, og det resonerede hos publikum. De er også så intenst sammenspillende, at de ikke misser en takt. For godt to år siden var der ikke mange, der vidste, hvem de var, eller hvordan man i grunden skulle udtale bandets navn.
Når de kunne få folk til at synge med på den lange, omkvædsløse ’Vi pumper hjertet op’, er der ingen tvivl om, at Aphaca om to år vil være svære at slå på hjemmebane.
Kort sagt:
Aphaca levede fuldt op til favoritværdigheden fredag aften i Forum. Nu mangler de bare at få styr på bagkataloget, for publikum er for længst solgt.
