Stars

Titlen på Stars femte studiealbum passer egentlig meget godt – på dem selv. Der er nemlig ikke meget liv og sjæl i de fem canadiske indiepoppere i denne omgang.

Stjernernes spøgelsesplade er deres til dato mest polerede og renest klingende album, hvilket virker paradoksalt, når det gennemgående tema er det hinsides – »Dead hearts are everywhere« og »I died so I could haunt you« som der synges. Amy Millans fine sødmefyldte sopran skriger ikke ligefrem død, og derfor ender musik og sangtekst med at fortælle to forskellige historier, hvoraf ingen af dem bliver rigtig levende og nærværende.

Alligevel spøger sansen for den gode popmelodi i kulissen, og det resulterer blandt andet i pladens bedste ballade, den retroklingende ‘Changes’, hvor Amy Millan træder i karakter som frontkvinde. Hvor Torquil Campbell og Millans tostemmighed tidligere har været bandets styrke, er dette albums bedre numre båret af Millans vokal, der fremstår mere silkesart og naivistisk end nogensinde. Men ærgerligt nok rummer melodierne langt fra samme intensitet som Millans vokal.

Selv når det fungerer bedst, rammer Stars aldrig niveauet fra gennembrudsalbummet ‘Set Yourself on Fire’ fra 2005, der havde mere sjæl, personlighed og kant. Både musikken og teksterne virker mere påtagede og mindre som om, de er forankret i kød, blod og sjæl, og derfor efterlader albummet en med en uvedkommende og lidt død følelse.