Søstrene Haim er for tiden i gang med noget så delikat som en Deli Tour, hvor de spiller intime koncerter i forskellige delikatessebutikker i USA.
Til tirsdagens koncert i Sarge’s Delicatessen i New York spillede de både ældre hits som ‘The Wire’ og den seneste single ‘The Steps’ fra det kommende album ‘Women In Music Pt. III’, der udkommer 24. april.
Men mest overraskende var det nok, at der sneg sig et cover af Britney Spears’ ømme 2001-ballade ‘I’m Not A Girl, Not Yet A Woman’ ind på setlisten.
Her gav Este Haim prøver på sin Spears-efterligning, som hun forklarede, at hun har arbejdet på at perfektionere, siden hun var teenager.