Med ’Punisher’ fremstår Phoebe Bridgers som en af de bedste singer/songwriters i sin generation
De seneste tre år har stået i samarbejdets tegn for amerikanske Phoebe Bridgers. Efter udgivelsen af debutalbummet ‘Stranger in the Alps’ i 2017 dannede hun trioen Boygenius med Julien Baker og Lucy Dacus, og derefter slog hun sig sammen med Conor Oberst (Bright Eyes) i duoen Better Oblivion Community Center.
De musikalske ekskursioner har ført Phoebe Bridgers guitarbårne, folk-inspirerede musik i en mørkere, rå retning, og på ‘Punisher’ fremstår hun mere mystisk, mere dragende end før – og ikke mindst som en af sin generations mest spændende tekstforfattere.
Phoebe Bridgers’ anekdotiske tekster og kryptiske, finurlige måde at tale om relationer og kærlighed på, er klart hovedattraktionen på dette album nummer to. De detaljerige og personlige tekster gør det 11 numre lange ’Punisher’ til en lyrisk skattejagt, hvor man som lytter prøver at regne ud, hvilket »you«, hun nu synger om.
Det er ganske enkelt rørende, hvordan Bridgers kan opsummere lange komplicerede forhold i enkle linjer som »you asked to walk me home / but I had to carry you« – eller »we hate Tears in Heaven / but it’s sad that his baby died / and we fought about John Lennon / until I cried«, som hun tørt synger på den fine ‘Moon Song’. De fleste af Bridgers’ tekster er indadskuende og forholder sig til hendes egen verden og relationer, men de fintfølende observationer bliver vedkommende og rørende på et universalt plan.
Det bløde, melankolske lydunivers, der elegant blander folkede elementer som banjo, lapsteel og kontrabas med distorted guitar og primalskrig, omslutter de fine historier, og Bridgers bevæger sig ubesværet mellem sart guitarspil og skramlet, insisterende guitarstrumming. De to temperamenter klæder hende lige godt, og netop at hun mestrer begge gør ‘Punisher’ til et så betagende album.
Det ene øjeblik konnoterer hun Paul Simon eller Paul McCartney på den elegante ‘Saviour Complex,’ mens hun tre numre senere er i gang med at skrige sine lunger ud på det dramatiske afslutningsnummer ‘I Know the End’, der slutter med et pludseligt musikalsk kaos.
Bridgers mestrer nuancerne, og hendes evne til at fange så mange forskellige følelsesmæssige facetter i en enkelt sang er hendes skarpeste våben. Albummets højdepunkter er virkelig mange, men det drejer sig særligt om den feberdrøms-agtige ‘Garden Song’, den skrøbelige ‘Moon Song’ og den førnævnte ‘Saviour Complex’, der har næsten Disney-agtige strygere i sin outro. Her står Bridgers’ lyriske snilde og øre for fine instrumentale roller allerskarpest.
Men som det ofte er med virkelig gode album, vokser hver enkelt sang, jo flere små musikalske og lyriske momenter, der efterhånden fanger ens opmærksomhed.
Hvad enten det er dybe eksistentielle betragtninger, eller når Bridgers tørt siger: »I hate you mom / I hate it when she opens her mouth / it’s amazing to me how much you can say / when you don’t know what you’re talking about«.
Begge dele går lige i hjertet.
Kort sagt:
Med ‘Punisher’ slår Bridgers sin evner som sangskriver fast med syvtommersøm, og det smukke, melankolske album rummer hendes mest interessante tekster indtil nu.