Så er den helt sikker. PlayStation 5 bliver sat til salg i Danmark fra den 19. november.
Det bekræftede Sony ved en showcase for konsollens kommende spil, hvor de samtidig slog fast, hvilke spil vi kan se frem til fra første dag.
Samtidig kunne Sony bekræfte rygtet om, at konsollanceringen bliver opdelt på verdensplan, da lande som USA og Japan får konsollen en uge tidligere, den 12. november.
Blandt spillene, som vil være klar fra den første dag, er ‘Marvel’s Spider-Man: Miles Morales’ og et remake af det notorisk svære kulthit ‘Demon’s Souls’.
Derudover afslørede Sony flere spil, der er undervejs, men altså ikke er klar til lanceringen. Spillene tæller blandt andet en efterfølger til det anmelderroste ‘God of War’ og et ‘Harry Potter’-rollespil.
Prisen for PlayStation 5 afhænger af, hvilken udgave af konsollen du skal have. Den dyreste udgave kommer med et diskdrev ($499), imens en billigere udgave er udelukkende digital ($399).
De danske priser for PlayStation 5 er endnu ikke annoncerede. Er du i tvivl om, hvilken konsol du skal vælge i årets konsolkrig, guider vi naturligvis til alle mulighederne.