Mutya Buena
Sugababes trioen har gennemgået en del forandringer gennem de sidste par år, hvoraf den største vel har været at sige farvel til Mutya Buena, og resultatet af dennes nyfundne frihed kan nu høres hendes debutalbum. Hvorvidt frigørelsen var et klogt træk, kan kun hun bedømme, men det er under alle omstændigheder tydeligt, at Mutyas præferencer har været blød soul og r’n’b, hvilket hun nu overgiver sig helt til. At dette så fremføres på lige lovlig traditionel vis, og altså uden den lidt beskidte kant, der adskilte Sugababes fra mængden, er spild af talent, fordi der intet sættes i stedet. Mutya Buena bliver følgelig ikke sin egen, men én blandt mange.
Debuten skorter ellers ikke på high-end kollaborationer, men inkluderer blandt andet George Michael, Amy Winehouse og Groove Armada. Sidstnævnte laver en klædelig omgang ballade på nummeret ‘Out of Control’, mens de resterende gæster skaber vældig lidt røre.
Blandt lyspunkterne er ‘Just a Little Bit’ og ‘Not Your Baby’, der formår at holde spændingsniveauet højt, mens det absolut modsatte er tilfældet i for eksempel ‘Strung Out’, ‘Wonderful’ og ‘Suffer for Love’, hvor albummets let klæbrige stil bliver særdeles overvældende. Vokalen er kompetent og alsidig, men bruges langt fra i sin fulde kapacitet, og albummet er dermed mest en uambitiøs omgang føle-soul, der mangler substans og retning.