The Blue Van

Der er ikke mange uudforskede pletter tilbage på rock-landkortet, og det bliver næppe The Blue Van, der finder dem. Den danske kvartet går da heller ikke sådan rundt med lys og lygte og leder efter morgendagens lyd. De har i stedet fundet deres lille solbeskinnede plet i rock-historien, hvor de nyder tilværelsen og hugger lyd, dress og haircut fra.

Det er sådan cirka midten af 60’ernes beatmusik, som den lød gennem The Kinks, The Who og The Animals, der er transporteret 40 år frem i tiden. Altså fra før der kom LSD i bægeret, og 60’erne blev psykedeliske. Men hvad bandet ikke har i originalitet, det har de så sandelig i energi og vitalitet. Så sandelig! Det foregår på vintage-gear og med masser af hammond-orgel og tamburin. Bassen er dejlig tyk, helt fremme og møver ofte guitaren bagud i lydbilledet, når der skal lires riffs af.

Og det skal der tit hos The Blue Van. Mest effektivt og festligt smittende sker det i de boogie-krydrede ‘The Odyssey’ og ‘Independence’, hvor bas og hammond fører an foran en hidsig tam tam-tæskende trommeslager. Et andet højdepunkt på albummet er den chillede ‘Momentarily Sane’ med skrålende fuldemandskor i omkvædet og en fløjtende forsanger i outroen.

Det er 40 festlige minutter i højt tempo, The Blue Van her får fyret af på deres andet album. Og det kunne have været mere end godt, hvis der bare lige havde været den der sang, der fortsætter med at synge inde i dit hoved, når albummet er fadet ud.