‘BusLine 35A’
5 stjerner
Den sikreste måde at fremstå som en freak i en dansk bus er at sætte sig frivilligt ved siden af et andet menneske, selvom man kunne undgå det.
Elena Felici tager udgangspunkt i netop den berøringsangste transportdynamik i ‘Busline 35A’, der sælsomt blander en grænseoverskridende opførsel med elementer af humoristisk hverdagskomedie. Filmen starter sin køretur, da en mand sætter sig ved siden af en helt ung pige og støt krydser grænsen fra sludrechatol til grænseoverskridende.
Udviklingen får lov til at ulme i baggrunden, mens fokus egentlig er på de tre resterende passagerer, der som ludoforter er placeret i hver deres kvadrant af bussen og ikke griber ind. En gammel dame bekymrer sig om sine oversaltede frikadeller, en mand er faldet på sin nyindkøbte elcykel, og en midaldrende kvinde er blevet fyret for at se porno i arbejdstiden.
At den upassende opførsel står i kontrast til vignetterne af hverdagsskæbner, illustrerer på fremragende vis, hvordan hyggeegoismen i det offentlige rum lader den lille pige alene med sin creepy sidemakker. Samtidig skildres hans tiltagende nærgåenhed i så velafmålt et tempo, at det er både realistisk, medrivende og ubehageligt.
Busline 35A er interessant fortalt, og det animerede univers er en sjov blanding af stopmotion og stregtegninger, hvilket skaber en fed kontrast til de ueventyrlige businteriørs og den højaktuelle chikanetematik.
‘Cut it Out’
4 stjerner.
Det er bestemt ikke svært at overgive sig til spændingen i det første minut af Inez Kristina Baladacchinos scifi-thriller ‘Cut it Out’.
Vi følger bombeteknikeren Lara, der med sin øverstbefalende på medhør helt alene skal afmontere en bombe på en tom skole. Ikke blot er situationen lige så klaustrofobisk som den tikkende nedtælling, men det hjælper ikke på det, at den mystiske chefstemme hurtigt bliver småuhyggeligt kontrollerende.
Men så snart bomben lokaliseres, udvikler thrilleren sig til syret sci-fi, og der går lidt spænding tabt i den hurtige monsterafsløring. Dog er der noget fascinerende ved introduktionen af det overnaturlige element midt i et blegt naturalistisk 3D-animeret univers.
Blandingen af det lidt rå disciplinære, feminine og fantastiske vækker mindelser om Alex Garlands ‘Annihilition’. Men da den ellers rolige stemmechef kammer over i superskurk, bliver det også lidt Cartoon Network-crazy. Billedfortællingen kan bestemt bære sine tårnhøje ambitioner, og selvom begyndelsens nervepirrende tone hurtigt går lidt tabt, fortælles der vellykket en vild historie på kort tid.
‘Nomads’
3 stjerner.
At de har mundbind på i ‘Nomads’, vækker straks nysgerrighed. Vi befinder os i et goldt landskab, hvor mennesket lader til at være i strid med elementerne. Alligevel bliver der zoomet ind på en lille følelsesladet filmsang om en syg kvinde, der bryder fra gruppen med sit pakdyr – hvilket stiller dyret i en form for loyalitetsdilemma.
Filmen er fortalt fra pakdyrets synsvinkel, og instruktør Anna Rueskov Schleicher formår i et elegant 3D-animeret naturunivers at vække følelserne for det nuttede dyr til live. Dog havde det været spændende at blive en smule klogere på baggrundshistorien og omgivelserne, der ikke er andet end kulisse. Især når en art huletegning passeres i forbifarten, bliver man interesseret i bare lidt viden om, hvor og hvornår vi er.
Musikken er en stærk medfortæller, og den sørgmodige tone gør slutningen af ‘Nomads’ rørende, selvom verden omkring kvinden og dyret i sidste ende står smuk om end lidt uberørt hen.
‘Pride of Lions’
4 stjerner
En kystby i støvet blå er omgivet af sort, indtil et pink skilt tændes på en bygning i det fjerne.
Det er baren Lions Club, hvor vi inviteres på et dansant besøg i Symeona Maria Kannelous farvemættede fortælling om en barejers farvel i tegnefilmen ‘Pride of Lions’.
Helt uden dialog, men med rigeligt spansk guitar, vækker formår på få minutter en personlighed til live. Fortællingen går stærkt. Men der er kælet for detaljer, skygger og farvekontraster, så filmen føles som et myldermaleri, der kortvarigt er blevet vækket til live, men står stille, hvis man dristes til at kigge væk.
Selvom det kan være svært at fornemme den konkrete historie, fordi tempoet er tjept, er der til gengæld gjort noget ud af persontegningen i form af helt simple billeder. Som en gummisko side om side med en stilet og virkningen af en karakters torso og dansetrin. En følsom og festlig minderejse.
‘When the Moon was Gibbous’
5 stjerner
Gibbous er vistnok navnet på en månefase, men med det sagt kommer der næppe meget ud af, at jeg kloger mig videre på, hvorfor den korte og kunstneriske 2D-animerede film hedder og er, som den er.
Erika Grace Stradas animationsunivers føles som en tur i mummidalen, var den tegnet af Salvador Dali. Samtidig er symbolerne så eksplicit dunkende, at Pink Floyds ‘The Wall’ næsten blegner. Men der er noget fantastisk selvstændigt over den skæve idyl i det levendegjorte psykedeliske albumcover.
Filmen tegner med stor kærlighed en verden, hvor dinosaurisk udseende væsener med pigge lever i et mikrokosmos. Stikkende aubergineformer udklækkes af en tyggegummibefrugtet plante, og falliske majskolber dingler over jorden. I måneskinnet ånder alt fred i landet med lilla jord og turkis himmel. Dramaet indtræffer, da den liflige symbiosemelodi afbrydes af et skrig, og en stor orange skabning trues af små hjelmklædte soldater.
Godt nok er historien lillebitte, men er på sine kun små fire minutter alligevel sært dragende. Hvert enkelt vista er betagende værker i sig selv.