Først er man helt glat. Så får man hår på. Og så begynder håret at vige og gråne. The Cardigans har været gennem en hård modningsproces og er kommet ud på den anden side som et styrket og forandret band. Soundvenue mødte Peter Svensson og Magnus Svenningsson til en snak om, hvordan de er blevet voksne, og hvordan Ozzy Osbourne ikke er blevet det.
Det er ni år siden, at The Cardigans udsendte deres debutalbum ‘Emmerdale’. Veteraner i musikbranchen kan de vel efterhånden kaldes. Bandet har været mediemøllen rundt utallige gange – hitliste-darlings fra Japan til USA, koncerter foran 80.000 skrigende fans og underlægningsmusik til Leonardos kærlighedskvaler på det store lærred. Men nu synes tingene forandret. Efter en fem år lang pause udgav The Cardigans i foråret det afdæmpede og mere traditionelt orienterede album ‘Long Gone Before Daylight’, og det afføder en mistanke om, at den svenske kvintet måske er blevet voksen?
Carnival
Soundvenue møder bassist Magnus Svenningsson og sangskriver og guitarist Peter Svensson en stille eftermiddag før deres koncert i Københavns Store Vega. Forsanger Nina Persson skåner stemmen et andet sted i byen, og resten af bandet er optaget af lydprøver. Magnus sidder tilbagelænet som en stor og rar bjørn, imens spinkle Peter sidder fremoverbøjet – koncentreret om at besvare spørgsmålene seriøst. Begge har vådt hår og er præget af den ro, som et netop overstået varmt bad medfører.
– Tidligere i vores karriere var vi meget fokuseret på hele tiden at skabe noget nyt og unikt. En sang kunne ikke bare stå alene, vi koncentrerede os meget om legen med form og stil. Det kulminerede med ‘Gran Turismo’, der blev en noget upersonlig plade, forklarer Peter Svensson om tiden før ‘Long Gone Before Midnight’.
Det lykkedes faktisk The Cardigans at skabe nogle unikke og stilsikre albums i den sidste halvdel af 90’erne. Om det så var kitsch-pop på ‘Life’, melankolsk pop-rock på ‘First Band on the Moon’ eller elektronificeret rock på ‘Gran Turismo’, så labbede det brede publikum det i sig. Den charmerende ørehænger ‘Love Fool’ blev en verdensplage, pigerne drømte om at befinde sig i Nina Perssons sko, og drengene drømte om at befinde sig i hendes trusser. De ydmyge svenskere var pludselig feterede popstjerner, og så buldrede karnevalsoptoget ellers derudad.
– Fra 1996 gik det pludselig meget stærkt. Vi spillede 120 koncerter på et år og rejste fra stadion til håndboldhal til stadion. Tempoet var så højt, at der ikke var tid til refleksion, fortæller Magnus Svenningsson, der var nødt til at rejse hjem midt under Gran Turismo-turnéen.
Presset var blevet for stort for bassisten. Resten af bandet fortsatte pligtskyldigt showet, men det var ikke længere det samme, forklarer Peter.
– Når først et enkelt medlem i bandet ikke har det godt, så vælter det hele, for vi har altid været utroligt tæt sammenknyttet. The Cardigans blev en underlig udvendig størrelse, der ikke var i kontakt med vores følelser.
Sick and Tired
Bandet tog en tiltrængt pause fra hinanden efter turnéen og koncentrerede sig i stedet om andre projekter. Peter havde allerede udgivet et album under navnet Paus, og nu kastede Nina og Magnus sig også ud i soloprojekter – henholdsvis A Camp og Righteous Boy. The Cardigans var pludselig ikke længere midtpunktet i deres liv, og vennegruppen, som tidligere havde gjort en dyd ud af at blive boende i Malmø, mærkede afstandene imellem sig. Nina sad i New York og Peter i Stockholm. De interne relationer var iskolde, indrømmer Magnus.
– I 2001 var vi fanget i en virkelig alvorlig krise. Vi mødtes til et bandmøde i Los Angeles og så hinanden dybt i øjnene. Her besluttede vi os heldigvis for ikke at tage vores gunstige situation for givet, og så var det som om, at alt med ét stod klart. Vi kunne gøre hvad præcis, hvad vi ville. Vi behøvede ikke at lave ‘Gran Turismo’ part 2.
I stedet for at se de forskellige sideprojekter som et udtryk for splittelse i bandet, besluttede medlemmerne at bygge videre på dem.
– Når jeg lyttede til Paus, A Camp og Righteous Boy, føltes det som om, at de havde en masse tilfælles rent følelsesmæssigt, fortæller Peter. Så vi spurgte os selv, hvorfor vi ikke dyrkede den stil i The Cardigans? Det er lidt ironisk, at soloplader næsten altid er melankolske, men tidligere havde vi jo heller ikke rigtigt sluppet melankolien løs i bandet. Nu havde Nina virkelig fundet sin stemme og sit udtryk på ‘A Camp’-albummet, så det var naturligt at fortsætte ned ad den vej.
Erase/Rewind
The Cardigans spolede altså båndet tilbage og anlagde en ny og mindre eksperimenterende stil, der har rod i country’en. Væk er det kronisk-ironiske udtryk og de skæve indfald. Tilbage står gruppens første homogene og helhjertede album. Indspilningsprocessen ændrede sig også.
– Hver gang vi går i studiet indfører vi en ny doktrin. Med ‘Long Gone Before Daylight’ ønskede vi at blive bedre til at spille på vores instrumenter. Vi ville være et godt liveband, så i studiet indspillede vi live og analogt på bånd. Vi arbejdede grundigt med sangene og tilbragte derfor ni måneder med at indspille. Frygten for at kede lytteren forsvandt hen ad vejen, og vi turde pludselig at lade sangene stå alene. Langsomheden blev en dyd, fortæller Magnus.
– Vi har udviklet en hidtil ukendt kærlighed til vores sange, uddyber Peter. Jeg føler virkelig, at vi har fanget sjælen i vores materiale. Vores nye retning hænger helt sikkert sammen med, at vi er blevet ældre. Jeg er 29 nu, og Magnus er 31. De seneste fem år har vi udviklet os utroligt meget og fået mere selvtillid. ‘Long Gone Before Daylight’ er ét hundrede procent os.
Live and Learn
Peter og Magnus har kigget mig dybt og roligt i øjnene under hele samtalen. De hviler tydeligvis i sig selv og vil meget gerne fortælle deres historie. Der er ingen skeletter i skabet – ingen uforløste kriser. Bandet er atter samlet i Sverige – Peter og trommeslager Bengt Lagerberg i Stockholm og Magnus, Nina og keyboardspiller Lasse Johansson i Malmø.
Men når nu The Cardigans fremstår så fornuftige og anti-rock & roll, kan jeg ikke lade være med at spørge til deres mening om ‘The Osbournes’. Bandet har nemlig tidligere udtrykt stor respekt for Black Sabbath og indspillet coverversioner af både ‘Sabbath Bloody Sabbath’ og ‘Iron Man’, ligesom deres live-set lige nu indeholder en version af ‘Changes’.
– Når vi spiller Sabbath-covers er det for at hylde de skidegode melodier, som de aldrig har fået ordentlig respekt for. Det hele druknede altid i deres rock & roll-image og attituder, og det problem går igen i ‘The Osbournes’. Men jeg kan da sagtens grine af det, tilføjer Peter og ryster let på hovedet.
Det virker ganske sikkert, at The Cardigans aldrig ender som den aldrende læderklædte Ozzy Osbourne – de ER allerede blevet voksne. Deres eftertænksomme Europaturné fortsætter frem til jul, og her vil bagagen formentlig indeholde mere Evian og friskt frugt end whiskey og flagermushoveder.