Den Grammy-nominerede rapper DMX blev indlagt fredag aften efter en overdosis, der angiveligt ledte til et hjerteanfald. Han er stadig i alvorlig tilstand og kan ikke trække vejret selv, udtalte hans advokat i går aftes.
Den 50-årige rapper har fortalt åben om sin afhængighed, der startede allerede, da han var 14 år og blev lokket til at ryge en joint, som uden hans viden indeholdt kokain. Hans misbrug formodedes ellers at være i bedring, efter at han i 2019 gik i afvænning.
DMX har udgivet otte album og har været nomineret til hele tre Grammy-statuetter i løbet af sin karriere, blandt andet for pladen ‘… And Then There Was X’. Han debuterede i 1998 med ‘It’s Dark and Hot as Hell’ og udgav i 2015 sit seneste album, ‘Redemption of the Beast’. Han arbejdede dog ihærdigt på et comebackalbum med bidrag fra blandt andre Pop Smoke, Lil Wayne og Snoop Dogg.
Hiphopverden har været hurtig til at støtte op om DMX med tilkendegivelser fra blandt andre Eminem, Chance the Rapper, SZA, Ja Rule og T.I.