Tony Yayo

Rygtet vil vide, at ballademageren Tony Yayo efter sit sidste fængselsophold stillede sig lettere uforstående over for sine G-Unit kumpaners sikre investeringer i ejendomme og aktier og i stedet brændte sit forskud af på smykker, biler og dyre flasker. Den mentalitet gennemsyrer også rapperens debutalbum på godt og ondt.

På den gode side fremstår pladen mindre kalkuleret og poleret end tidligere udgivelser fra G-Unit Records. De primitive rim og den energisk råbende levering får Yayo til at fremstå uimponeret, ægte og til tider nærmest sympatisk. På den velfungerende ‘Dramasetter’ når energiniveauet noget nær et højdepunkt, når Yayo bogstaveligt talt råber sine rim ud på Eminems effektive produktion.

På den dårlige side tæller, at pladens energiske stemning også får den til at virke forhastet og ugennemført. Til tider står de hjernedøde og letkøbte rim i kø som på ‘Love My Style”, hvor Yayo praler “I’m the rap T-Mac / I stay with a gat”, og flere af pladens produktioner er mildest talt røvsyge. Desuden er pladens emner som alfonseri, stikkere, lette damer og rusmidler alle berørt til ukendelighed og langt mere originalt utallige gange før både i og uden for G-Unit-lejren.

Yayo har som energisk gæsterapper og hypeman sat sit tydelige og klædelige præg på mange af kollegaernes numre. På solodebuten er der alt for langt imellem de originale og fokuserede numre, og den energiske levering kan ikke løfte læsset alene. Tekstklicheerne og de tamme produktioner understreger, hvor vigtig en faktor nytænkning bliver, hvis 50 Cent vil sikre G-Unit Records’ fortsatte kommercielle succes.